Landkjending

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Og det var Olav Trygvason,
stævned over Nordsjø fram
op mod sit unge kongerige,
som ikke vented ham.
Fik han saa første synet:
"Hvad er dette for mur i havbrynet?"

Og det var Olav Trygvason,
landet syntes ganske stængt;
alle hans unge kongelængsler
føltes mod klippen sprængt;
indtil en skald opdaged
hvide kupler og spir i skylaget.

Og det var Olav Trygvason,
syntes, han med en gang saa
graasprængte, gamle tempelmure,
snehvide hvælv derpaa.
Længtes han da saa saare
med sin unge tro staa indenfore.

Landet sig aabned, vaar der var,
durende af fossebrus,
stormvejr og havdøn rundt omkring dem,
sælsom var skogens sus.
Orgler og klokker hørtes.
Kongen saa sig om, kongen henførtes:

"Her er grunden, funden, funden,
tempelhvælvet trodser helved!
Aanden bæver, hjertet fyldes,
her den største kun kan hyldes!
Gid min tro staa stærk som grunden,
stige ren som jøkelrunden,
aanden naa naturens højde,
fyldt af Ham som sammenføjde."

Olavs bøn vi alle tage,
nu som da og alle dage:
"Aanden bæver, hjertet fyldes,
her den største kun han hyldes!
Gid min tro staa stærk som grunden,
stige ren som jøkelrunden,
aanden naa naturens højde,
fyldt af Ham, som sammenføjde.


Se også Land-kænning. fra Digte og sange 1880



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt