Langt borte

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Henrik Ibsen

Snart samles i Upsal alle de unge;
taler skal strømme og sange skal runge.

Selv har jeg digtet til ungdoms-mødet,
kendt mig ildnet i ånden og kødet.

Jeg nytted et øjebliks tro mellem tvilene,
og stod alt med foden mod stævnet stilende.

Nu er det over. Afgørelsens porte
slog jeg ilås og blir ensom, langt borte.

Held over al eders sorgløse flok!
Held over eder, hvem legen er nok!

Sommerens magter lad skydækket dele!
Skogduft for alle de stundende sjæle!

Godvejr, så koret kan bæres for vindene!
Bris under fanerne, sol over sindene!

Glitrende dage, og nætter klare.
hvor I skal færdes og hvor I skal fare!


                  *


Langt borte jeg ser eder stryge forbi;
jeg hører den velkendte melodi.

Og dog så forunderlig fjernt og fremmed
mig tykkes det jublende tog gennem hjemmet.

Genfærd af afdøde tider og mænd
går i vor ynglinge-skare igen.

Af frasernes tåger og festernes røgelse
formes et verdenshistoriens spøgelse.


                  *


Sligt tog, som nu suser deroppe i Nord,
har sust over hele Italiens jord.

Ungdoms-toget langs Apenninerne
rusked af søvnen folke-ruinerne.

Det var i århundredets skyfulde morgen.
Idag vajer fanen fra Engelsborgen.

Sligt tog, som nu suser deroppe i Nord,
har sust over hele den tyske jord.

Der drømtes om ening ad spredte baner;
der drømtes om sortrøde gylden-faner.

Så kom den alvorlige del af festerne.
Grånede gubber var ungdoms-gæsterne.

Uryggeligt dog for den samme sag,
som ildned til leg, de højned sit flag.

Gennem trængsler og storme de bar den frem;
de mured sit hus og de gærded sit hjem.

De vilde sin drøm; så kom sejren siden.
Europa er voksent, og vågen er tiden.


                  *


Se, derfor så underlig fjernt og fremmed
mig tykkes det jublende tog i hjemmet.

Genfærd af afdøde tider og mænd
går i vor ynglinge-skare igen.

Af frasernes tåger og festernes røgelse
formes et verdenshistoriens spøgelse.

Hvi tier den eneste myndige mund,
som bryder alt blændværk og vækker af blund?

Jeg skal sige jer det. Den blev stum som graven,
da et ufærdigt folk fik friheds-gaven.

Det er farligt at tage sig selv som skænk;
den ballast kan krænge en skude isænk.

Man stak os ihænde et fuldgodt sværd,
men lærte os ikke sligt værges værd.

Se, derfor vor skæbne vipper og vender,
som kniven i barnets legende hænder.

Der står vi og lytter til forsker og gransker,
og taster på tingen med silkehandsker.

Der går vi og drømmer og véd ikke råd
til en bristende eller bærende dåd.

Når kommer og rusker os op af døsen
århundredets ånd med århundredets løsen?

München, den 2den Juni 1875.

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt