Lodsen 1-2

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Johan Sebastian Welhaven

[rediger] 1.

Den gale Jens er en ærlig Svend,
Han gjør ei et Kryb Fortræd;
Han standser ved Hytten, og gaar igjen,
Og siger saa blidt "Guds Fred!"

Og Børnene komme med Skrig og Støi,
Og slippe ham ei saa let;
Han gjør dem istand deres Legetøi,
Og sladrer, naar han er træt.

Han vandrer ofte i Hede og Skov,
Og beder Enhver til Gjest,
Og plukker ved Veien en Haandfuld Løv
Til Pynt ved hans Bryllupsfest.

Han siger, at Anna, hans unge Brud,
Har været i Nøkkens Hal,
Og faaet til Festen et havblaat Skrud
Og Perler i Tusindtal.

Da sukker han atter, og sætter sig mat, —
Da har han sin gamle Dyst, —
Og knuger den smykkede Søndags-Hat,
Og siger med dæmpet Røst:

"Min Brud har siddet i mange Aar
Og grædt ved den vilde Strand,
Fordi hun ei af sit gule Haar
Kan vride det salte Vand.

Om Morgenen kommer den sorte Stær
Til Stranden fra Kirkens Tag,
Og siger, at Klokkerne ringe der
Og melde vor Bryllupsdag.

Om Aftenen kommer fra Bølgen blaa
De hæslige Maagers Flok,
Og skriger og piberDu kan ei gaa
Til Kirken med dryppende Lok.

Jeg lytter paa Stranden til Maagernes Skrig,
Jeg søger i Storm og Slud;
Da hulker hun høit, da skjuler hun sig
Dybt under det havblaa Skrud."

[rediger] 2.

Den gale Jens har sukket lidt,
Og bødet ved Nat og Dag,
Og vandret i Mørket de tungeste Skridt
Med dybeste Hjertenag.

En Rædsel, der stjal ham et kort Sekund,
Et Hvin fra den mørke Fjord,
Har splittet hans Hjerte, og lagt paa hans Mund
De drømmende, vilde Ord.

Der fandtes paa Havet ei djervere Svend,
Naar Bølgen gik hvid og hul;
Han gled i dens Favn, og han fløi over den
Saa let som en Ederfugl.

Naar Skipperen drev mod de blinde Skjær,
Og peiled i Mulm og Skræk,
Da fløi han i Stormen, da var han nær,
Og daled paa Skibets Dæk.

Da hilsed han Kysten med stolte Nik,
Og greb i det tunge Rat;
Da klang hans Stemme, da kløved hans Blik
Den rugende Uveirs-Nat.

En Aften han gik med sin Anna i Baad;
Det kulede skarpt fra Nord,
Og Stormen pisked det hvide Fraad
Hen over den mørke Fjord.

De kom fra Præsten, og hastede hjem;
Og Fiskerne stode ved Strand
Og hvisked"nu skal der lyses for dem,"
Og ønsked dem vel i Land.

De naaede Kysten; men Bølgen jog
Mod Landet i rædsom Flugt,
Og atter tilbage dens Hvirvler slog
Og raste i Strandens Bugt.

"Sid stille, min Anna! Her springer jeg ud,
Her finde vi lavere Vand,
Jeg vader til Stranden; jeg haaber, med Gud,
At trække vor Baad iland."

Han greb i Linen med al sin Magt;
Hans Pande var luehed,
Hans Hjerte banked. — Det var fuldbragt;
Han stod paa den faste Bred.

De brusede Søen med nytændt Harm,
Og splittede Toug og Stavn.
Han saa ei sin Brud, men i Bølgernes Larm
Hun kaldte ham høit ved Navn.

Han sank tilbage paa Strandens Grus
Ved Styrtningens vilde Slag.
Da hørte han Skriget i Stormens Sus;
Han hørte det knagende Vrag.

Da isned hans Hjerte, da standsed hans Blod;
Han stirred med brustent Blik.
Han sprang ei i Havet, — han havde ei Mod;
Hans inderste Kraft forgik.

Man fandt ham ved Stranden, — han mærked det ei;
Hans Tanke var brudt af Kval.
Han fulgte et Gjenfærd, — han søgte sin Vei
I Drømmenes Taagedal.

Der gaar et Sagn, at hans dunkle Liv
Maa huse hans Annas Sjel,
Fordi hun mangler, blandt Tang og Siv,
Den viede Kistefjel.

De blide Folk paa den vilde Kyst
Har vogtet hans travle Fjed,
Og budt ham Haanden med traurig Lyst,
Og Arnen at hvile ved.

Den gale Jens har sukket og lidt,
Og bødet ved Nat og Dag,
Og vandret i Mørket de tungeste Skridt
Med dybeste Hjertenag.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt