Lodsen og hans dreng

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

-- "Læg bi! Læg bi!" Jeg syntes høre
skraldende forbi mit Øre;
og da, drømmende endnu,
(skjøndt mit Nattesyn var slettet
ganske sporløst af min Hu)
jeg mit tunge Hoved letted
tumlende fra Rælingen,
hvor jeg fandt mig selv igjen: --
da, før Alt var ret begrebet,
jeg en engelsk Lodsbaad saae
sig anstrenge for at naae
krængende til Falderebet.
Bag ved Roret sad en Sinke
-- men en vakker -- af en Dreng,
holdende med begge Hænder
(liden Kraft men bedre Vilje)
Styret op, til Baaden vender.
Sprungen op paa forrest Tilje
var en Lods, en gammel streng,
Baadens fulde Seil at minke.

"Francis, so! Rigth so, my boy!
Luward up! Onboard holloy!
Now God bless thee, dearest child!
bless thee merciful and mild!

Og mens han med Venstren greb
om et agterudslængt Reb,
      trende Gange,
fleer end trende, mange mange,
      med den anden
drog han Drengen til sit Hjerte
under Udbrud af en Smerte,
som kun passed slet for Manden.
      Endnu Et og Lidt endnu
havde han sin Dreng at sige,
skjøndt vel tyve Gange sagt
før han fik det vel belagt
med et Sidste: "hearest thou?"
      Endelig fra Læbords Stige
kastede han Baaden los,
drejende mod Land den om:
"Now in Gods name! Forewards right!
Forewards home! Straight forewards home!
Francis, Francis, cautious!
I return to morrow night."

Fangelinen af han hev.
Baaden af omsider drev.
Men da den foruden Krængen,
uden Fare til at see,
lidtom lidt laverte væk,
sagte -- da en Briis knap blæste, --
og der Rebing var i Seilet,
svang han dog fra Skibets Dæk
end engang sin Hat til Drengen;
      men jeg læste,
malt med Sort paa Hvidt i Speilet:
"Hastings, Pilot, Numero three."

Ei! -- jeg tænkte -- Ei, for Fanden!
      Hvo kan nu
rose længer Engelskmanden
for hans djærve Sjømandshu?
Staaer ei der den gamle Ulk
kvalt tildøde af sin Hulk,
stirrende og blinkende,
Taarerne lidt Luft at give
eftersom de fulde blive, --
efter Drengen vinkende, --
mumlende om Seil for svære,
ustø Baad og Ballast let,
om at Drengen gjorde ret,
hvis han passed af at bære,
dersom falske lunefulde,
afsindsvilde Beachyhead
(hvad han af Erfaring veed,
før man venter det, kan møde)
hundehylende nu skulde
Kastevindene udstøde,
paa Kanalens blanke Øde,
liig en Røg af Kul og Sne.
Ha, den Britte skulde see
under Norges vilde Kyst
Gutter (neppe længesiden
at de slap fra Moders Bryst)
Gutter som en Tommeliden,
druknede Havlodsers Børn,
      mere kjække
end den vilde Fiskeørn
og sjøvante Nordlandsskarv,
sikkrere end Havets Maager,
mellem høie Bølgeraager
svæve om i Faders Snekke,
Moderens og deres Arv!
Britten vilde blive bleg,
saae han deres Tagfatsleeg
med en Sværm af Kastevinde,
der, saa hurtigt som en Vifte
slaaes ud, sig om kan skifte
efter hver Kompassets Streg.
      Dog de finde,
ved en Taages Gjennembrud,
      ind og ud
af de, meer end gammel Eeg,
meer end Ertsens Strøg forgrente
schakteskumle skjæromspændte
slangesno'ede lange Fjorde;
fare snelt som jaget Lom
Fjeldene indunder, som
lodret Bugterne omgjorde,
og hvoraf den ene Bred
hvinende udsender Vesten-,
og den anden Østen-Blæsten,
flyvende paa sorte Fjed
Fjorden tverts og op og ned, --
tverts, saa Strimerne hinanden
skjære lige langt fra Stranden,
som i Troldes Ledingsfærd,
hvori Kjæmperne ei synes,
krydsende indbyrdes, brynes
Tusinder af sorte Sværd.

"Landet og dets vilde Fjorde
-- tog den gamle Lods tilorde,
drejende sig barsk herom --
Landet kjender jeg, og noget
(saa jeg fattet har hvert Ord
mindes jeg endnu af Sproget
siden jeg tilbagekom
ifra Fangenskabet; thi,
paa the Tartar med ombord,
      som blev jaget
ind i slig en Djævels-Fjord,
      blev jeg taget
med det hele Kompagni.

Men, min Ven, saa stor en Baad,
sluppen i saa unge Hænder?
Den kan nok før Farten ender
trænge Manddoms Kraft og Raad.
Tro mig, om jeg havde halt
Fokken noget mere stram,
havde det ei været galt,
      nei, Goddam!"
-- "Ei, Pilot, tillad, jeg troer,
dersom Eders Baad er stor,
er den og desmere sikker."

"Baaden liden eller stor,
Trygheden i Manden stikker,
som er stillet ved dens Roer.
Og desuden Beachyhead
ei af Stort og Lidet veed.
Linjeskibe eller Baade,
Joller eller Men of war'er
svæve paa dets Stormkasts Naade,
magtesløse mod dets Vrede,
som det Støvfnug Løven karer
op i Røg fra Ørknens Grund,
      og som farer
ud og ind af Dyrets hede
vide, flammerøde Mund.

Se histud mod Vest! Kanalen
nævnes det i Dagligtalen;
men det er Atlanterhavet,
Verdensoceanet selv,
her just her, hvor, bølgegravet,
Bretland er fra Gallien brustet,
med en dobbelt Kraft udrustet
af et Hav og af en Elv.
Klippesveiste Eddystone`
-- oh, how many times is gone!
af dets Bølger mangen Nat
knækket som en Paddehat!
Og hvor tidt, naar det blev Dag,
      har ei siddet
India-Eskadres Vrag
rundtom paa the Needles spiddet?
Og de Frygtelige staae
dog, som Stene over Grave
paa en Kirkegaard paa Landet,
udenfore "Englands Have",
      der, hvor Vandet,
skinner deiligst, som beblandet
med en Foraarshimmels Blaa."

-- -- En mærkværdig Mand tilvisse:
rustet Jern fra Fod til Isse;
men der indenfor saa blød
som Melonmarv hvid og sød;
bliden Klang i haardt Metal;
      Barskheden sentimental
følsom, øm, ja som om kunde
fra hans laadne haarde Bringe
honningsød og lunken springe
Modersmelk i Barnemunde;
fromme Ord til strenge Mæle;
jomfrufølsom, moderblød
      var den Gamle.
      I det Hele
liig den haarde, men med vamle
Melk opfyldte, Kokosnød;
eller, om der gives skulde
mellem Jordens Instrumenter
Fløiter drejede af Staal,
men af bløde Toner fulde,
mellem Genthorn og Serpenter,
klingende som blide Velske
mellem Jordens andre Maal.


Men som Han nu sad der streng,
mørk og mildere iflæng,
syntes Intet han at elske
uden Toddy og sin Dreng.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt