Lodsens fortælling

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Yachten var forlængst forsvunden,
som forbi os fløjen And.
Alt Southamptons gamle Taarne,
nærmere i Luftspeil baarne,
forud skimtedes i Bunden
hist af Fjordens kløvte Strand.
Om en Time eller to
Briggen skulde finde Ro,
og vor Lods da gaae fraborde;
da (det er som Afskedsstunden
aabner Hjerterne og Munden)
tog den Gamle saa tilorde:
"Tvende Gange, Gentlemen,
(Damnd! det har I maattet mærke)
Tvende Gange -- to formeget --
har De seet mig gamle Ulk
-- fy det er en Skam! -- i Graad:
først igaar, da i sin Baad
Drengen herfraborde stødte,
og nu nys idag igjen,
da vi denne Lystjagt mødte,
var i Øjet Taaren steget,
og mit barske muskelstærke
Ansigt har, nervøst bevæget,
kjæmpet med kvindagtig Hulk.

Nu! for mine Landsmænds Skyld
at ei Skam paa dem skal falde
og I Uslinger dem kalde,
vil jeg Aarsagen berette,
aabne jer min Kummers Byld.
Dog, Kaptain, først siig mig dette:
ejer Selv De Børn derhjemme?
Naar saa er, da vil det blive
idetmindste let for Dem
mig den Svaghed at tilgive,
at jeg ikke kunde hemme
Taaren, som sig trængte frem."

Vor Kaptain med Nik bekræfter,
og et Haandtryk fulgte efter,
langt og varmt, som om deri
laa et ømt Frimureri,
som om deri deres Sjele
kunde vexlende meddele
samme Følelsens Mystér.

"Agterud -- saa han begyndte --
agterud en League omtrent,
der hvor hine grønne Pynte
fiint som Traade ud sig spinde,
en for en mod Fjernet spændt,
til de i dets Blaa forsvinde
der hvor Fjorden synes endt,
Gentlemen, I kunne see
Cowes, som forbi vi hasted,
endnu, liig en Stribe Sne,
liig et Skum paa Bredden kastet.

Der, i mindste Huus i Flekken,
men det netteste kanskee,
yderligst i hele Rækken,
saa det sidste Egetræ,
som i Norriscastles Parker
skygged over Byens Marker,
gav dets ene Side Læ,
som om Førsterhuus det var,
mens den anden laae saa nære,
som en Fiskers, Fjordens Fjære,
at, naar Floden høit sig skar,
strøede den med perleskjære
Muslingskaller Hyttens toede
sandbesprængte Trappetrin --
-- der i dette Huus jeg boede,
denne Hytte den var min.

Den var Fred og Lykke lovet
i min Faders hvide Hoved;
thi han boede hos mig.
Hvor jeg Efevranker draget
havde langshenunder Taget,
at de kunde flette sig
trindtom Vindvet under Røstet,
der den Gamles Kammer var --
-- o i Huset hvad i Brystet
Hjertet er og hvad i Kirke
allerhelligst Sanktuar.
Der min Fader sig forlysted
med paa sine gamle Dage
Fiskenet til mig at virke
siden Synet blev for svagt
til at drive om paa Jagt,
saa han Afsked maatte tage.
Han som Førster nemlig tjente
hos Lord Norriscastles Far,
og med Gamlens Valg det var,
at hans Kammer didhen vendte,
hvor han i sit Vindu kunde
høre paa de gamle Lunde,
paa den Gamledages Sang
fra de tusind Blades Munde
og de kjendte Jagthorns Klang.

"Johnny!" -- havde Gamlen sagt --
"Jeg er træt af Lordens Jagt.
Tag din Mary Ann tilægte!
Hun, saalænge I er' to,
ikke vil din Fader negte
dette lille Kammers Ro.
Og desuden har jeg Grunde
-- lagde hviskende han til --
til at skynde, om jeg kunde,
paa hvad du saa gjerne vil.
Rygtet om vor unge Lord
kjender du fra mange Munde;
han ei har det bedste Ord
siden han tilbagevendte
sidst ifra Paris, afbleget,
saa han lignede sit eget
Skyggebilled og hans Mor
knapt sin Førstefødte kjendte.
Og hvad skulde jeg vel see
een Gang ei, men hele tre?
Paa den sidste Uges Jagter
      har jeg funden
udenfor din Marys Dør
Lordens egen Jagthest bunden.
Hun er smukkere end sagt er
(kaldes jo af Folket "Loves
flower, fairy Queen of Cowes?")
og Mylord, den unge Herre,
      han er værre
end ham onde Rygte gjør.
Derfor, om jeg raade tør,
næste Søndag, om du agter. . ."

Far fik ikke udtalt før,
jaget som af onde Magter,
jeg til Mary Ann mig skyndte.
I Begreb jeg hende fandt
med sit fagre Haar at pynte.
"Thi -- saa hun troskyldig sagde --
Johnny, tænk dig! saa galant
er Mylord imod min Moder,
at i sidste Uge trende
Gange han Visit aflagde . .
O, han var en Søn mod hende,
og mod mig som ømmest Broder!"
Jeg naturligt lod mig ikke
mærke med det allermindste,
talte ei om Hvepsens Sværmen
rundt den Rose, den vil stikke,
ei om sølveroverglindste
Slanges fule sagte Nærmen
til den Finkes trygge Rede,
som den vil til Frokost æde.
Men, som raadet af min Far,
næste Søndag allerede
Mary Ann min Hustru var.

Gud var god: min Salighed
varte hele Somren ved.
Morgen jeg og Aften tænkte,
at til Grund den ene har
Guds ifra hans Himmel sænkte
Naade til min gamle Far:
at min Lykke ikkun var
uforskyldte Gjenskins Glands
      ifra Hans,
paa hans Hoveds hvide Sne
faldne, Guds Velsignelse.

Og for ret mig fro at gjøre,
Lorden siden Bryllupsstunden
lod sig ikke see og høre.
Liig i Jorden sjunkne Geist,
liig i Luften stegne Høg,
var han ganske som forsvunden.
Rygtet sagde ham for Spøg
for et Væddemaal forreist
atter paa sin gamle Viis
skyndsomst over til Paris
med en Sværm Mylords og Squires.

Men, som byttelystne Glente,
stegen kun saa høit tilveirs,
at ei Syn den ind kan hente,
skjøndt den selv kan alt bespeide,
lodret svævende, som bunden,
over Byttet den vil veide,
kun i Skyerne paa Luur, --
var han kun paaskrømt forsvunden;
og kun Hændelsens Behag,
kun et Slag af Rygtets Tunge,
kun en Streg af Bonaparte,
ej Forandring i den unge
Herres Planer og Natur,
foraarsaged, at han sparte
mig en Tid -- et Aar det varte --
for min Lykkes Nederlag.

Verden veed, en vakker Dag,
fandt man nemlig tomt og sprængt
      det forgyldte
trange Papegøjebuur,
hvori Frankrigs Ørn var stængt
og paa Elbas Klippemuur
frem for Verdens dumme Øine
ligesom tilskue hængt,
og at Frankrig den Udfløine,
som med Skræk Europa fyldte,
flux paany med Jubel hyldte.
-- Alle Britter, Torys mest,
som til Frankrig vare dragne,
maatte, forteste som bedst,
Spurve liig fra Ørnens Rede
ved dens egen Hjemkomst jagne,
sig ad alle Kanter sprede:
De i Norden skyndsomst over,
hvor der kortest var, til Dover,
over Rhinen De i Vest,
De i Syd og De i Øst
sprængtes Havet viden om
hist og her paa Kryds og tvers;
og Mylord, som i Hière's
sig opholdt, da Rygtet kom,
at Uhyret nu var løst,
var ei seen at gaae ombord.

Førend Aarets første Høst,
Løvetandens Foraarssne,
falden var for Vindens Lee,
gik i Byen alt det Ord,
hvisket Huus fra Huus: "den slemme,
unge Lord skal være hjemme."
Men saaledes til det gik,
at vi selve Bonny skyldte,
at en Frist vi endnu fik
før den Skurk sin Plan opfyldte.

Sommer, Høst og Vinter gleden
var saa uforstyrret stille,
som i Timeglasset ned
Sandkorn efter Sandkorn trille,
roligt, i saa dyb en Fred,
som om alt for Evigheden
Tidens Puls var reguleret
af de fromme Slag af Klokken,
der i Krogen var placeret,
og som Takten slog til Rokken,
Mary var saa flittig ved.
Men da atter Vedbendstokken,
som var langsmed Væggen dragen,
friske Grønt paany udsprængte,
saa den over Døren hængte
som et lysegrønt Gardin,
fik den Gamle, som han tænkte,
at bestille hele Dagen
Time ud og Time ind,
med at vugge for en Liden,
kommen til i Pintsetiden.

Tænker da med hvilken Fryd,
med hvad liflig Hjertebanken,
saa jeg hørte selv dens Lyd,
med hvad Uro sød i Tanken,
med hvad Slag i Pulsens Bølge,
jeg hver Aften, som geleidet
af usynligt, vinget Følge,
der mig skyndte stedse frem,
ilte ifra Værftet hjem,
hvor jeg dagligen arbeided!
Tænk det Øiekast, hvormed
jeg i Døren overmaalte
hele min Lyksalighed!
Tænk hvor langt og lyst det straalte,
for i samme Øieblik
Alt at sluge, Alt at fatte,
alle mine Hjerteskatte:
Hende, som mig først imøde
med udbredte Arme gik,
Oldingen, hvis Vink betøde,
naar med Fingeren han tyssed,
at den Lille sov, han vyssed,
først og sidst min Francis saa,
Englen, som i Vuggen laae!
Men en Kvel -- just Himlen løste
sine Strømme; ned de øste,
som naar vældig Bradsjø bryder
indigjennem aabne Luge,
saa i Rummet Alting flyder;
Skyerne sig sænkte lavt,
som om Alt de vilde knuge,
kvæle Alt i deres vaade
Tepper, Alting som begravt,
saa at Parkens høje Træer,
syntes langtfra som en Flaade
fuld af seilbedækte Ræer. . .
Denne Kvel, skjøndt neppe Aaret
ind i Junius var baaret,
var af Regn og Skodd saa mørk,
som en Aften vel kan tænkes
i November, Tidens Ørk,
hvormed Høst til Vinter lænkes,
Maaneden da Satan fødtes
og da Paradiset ødtes. . .
Denne Kvel til vanlig Tid
gik jeg hjem fra Dagens Slid;
langsad Stranden jeg mig skyndte
-- endnu kunde Dag jeg see;
men da Stranden var forladt,
og da Parkens Træer begyndte
som en Art af en Allee,
blev det mørkt som Midjenat,
som at see ind i min Hat,
og saa stille, at jeg hørte
hvert et Regndryp, som sig rørte
faldende fra Blad til Blad.
Men om Vejen, om den gamle,
spurgte jeg ei Mørket ad
ved mig langsomt frem at famle.
Raskt jeg gik, og snart jeg Glimtet
alt af Lys derhjemme skimted,
da medeet en Baadsmandspibe
tæt forbi mit Øre hveen.
At som en Staty af Steen
flux jeg standsed, at jeg lytted,
Foden flux tilbageflytted,
Gentlemen, I nok begribe.
Men saa tyst paany var alt,
at hver enkelt moden Draabe,
som i Lønnebladets Kaabe
ovenover mig nedfaldt,
næsten som en Klokke klang
i den hvalte mørke Gang.
Da medeet før Foden kunde
atter hæve sig til Skridt,
mens jeg standsed for at grunde
paa en Mistro endnu lidt . .
Da medeet -- jeg hørte kun
Løvet rasle ved min Side --
før Sekundens Dryp fik glide
i Forgangenhedens Mund
og den næste atter kunde
fuld og modnende sig runde . .
da medeet, før Tankens Gnist
kunde lysne selvbevidst,
var jeg pludselig af trende
Mænd, som sprungne frem af Grunden,
greben, kastet overende,
kneblet, bagtil lænkebunden;
og før en Minut flød væk
var jeg, klodset som en Sæk,
paa den ene Kjeltring læsset,
samt foruden mange Ord
bragt i en Chalup ombord,
som laae skjult der bagom Næsset.
Fluxen blev der halet ud,
til en stor Orlogger hastet,
som just havde Anker kastet
samme Kvel paa Byens Havn.
Uden meget Hovedbrud,
skjøndt nok Tanke Tanke jagte,
under Toften jeg opdagte,
at den frie Britte presset
bleven var i Kongens Navn.

Næste Morgen den Fregat
havde Kours til Plymouth sat.
Der laae Ordres, saa befundne,
at Fregatten skulde, inden
visse Uger vare svundne,
naae de Øer under Vinden.

Vi et Døgn tilende rendte,
og saasnart man agter saae
Scilly-Øerne saa smaae,
at man neppe nok dem kjendte
fra en Vildandsværm, der sov,
medens friskt vi skummed væk,
ud Kanalen, ud mod Vesten,
fik jeg fra Kaptainen Lov
til at slippe af Arresten
under Skibets andet Dæk.

Men min Smerte og min Vrede,
bleven rasende dernede,
rented ind deroppe blot
liden Trøst, men mere Spot.
Paa et tvundet Toug man pegte,
som paa Storemasten legte.
"Lidt af den, om meer du stønner,
og paany saa i Kaschot!"
Unge Midshipmænd, selv Sønner,
trak paa Skuldren kun til Svar
ad min Tale om min Fa'r.
Nævnte jeg mit Barn, min Viv,
saae de op i Masten bare,
sagde: "Kulingen er stiv,"
pegte, uden meer at svare,
paa i Nord en liden Prik.
Det var Landsend, som forgik.

Forud kun naturligviis,
blandt Matroser og de Unge,
turde jeg med sluppen Tunge
give Klagerne til Priis.
Men fra Skandsen var alt Chefen
paa min Støi opmærksom bleven.
"Manne hid! Hvad? Flæber han?
Nu, for tusinde Ulykker!
Skoen, som saa haardt ham trykker,
her ombord med Kat man smører.
Han har tjent som Orlogsmand,
været fangen, som jeg hører?
Slige Sjøfolk Engelland
just behøver altsombedst
snart i Øst og snart i Vest.
Og saa meget kan jeg sige:
hvert af mine Mærker spaaer,
at, hvad dig, min Mand, angaaer,
nok Du før isyne faaer
Helved eller Himmerige,
end du Gammel-England atter
efter dine Togter naaer.
Derfor siig det kun Farvel
for -- lad see! -- en halv Snees Aar."

Fløitende Kaptainen vendte
raskt sig paa den ene Hæl;
og medeet af den Maneer
og af Tonen i hans Latter,
af hans Røst, hans Blik og Miner,
Haar og Holdning, Gang med meer,
jeg grandgiveligen kjendte,
med et Blik, som ei bedrog,
skjøndt det zittrede og brændte,
med Forfærdelse igjen
flux den værste Libertiner
mellem de Mylords Bekjendte,
som med ham i Parken jog
og ifjor til Frankrig tog,
netop just hans bedste Ven;
      og en Gisning,
med en grufuld Gjennemiisning,
ved hans Syn min Sjel betog,
som om klammen kolden Snog
pludseligen frem sit stygge
Hoved i mit Hjerte stak,
gjennem Hjernen sine Rygge,
for min Sjel at gjennemslingre,
bugtende i Kramper trak;
      thi medeet
jeg den unge Herres Fingre
saae i Alt hvad der var skeet.

Sandt Kaptainen havde spaaet;
sandt, ja endnu meer end det:
først da fulde atten Aar
havde graanet mine Haar,
rindende, skjøndt hvert var gaaet
med til Orlogs, langsomt hen,
saae jeg Engelland igjen.

Som fra lukket Haand til Haand
snelt i Pantelegen Ringen
løber paa det skjulte Baand,
saa den greben blier hos Ingen,
saa fra Skib i Skib ombord,
rundt den hele vide Jord
blev jeg paa Kommando stukket.
Jeg forsvunden var i hine
atten fulde Aar for Mine,
som en Steen til Bunden dukket,
mens en Albatross paa sine
hvileløse Vinger ei
er i saa bestandig Fart
paa den brede vaade Vei,
hvor hvert Spoer forgaaer saa snart,
som jeg svæved ovenover
Æthioperhavets Vover.
Men hvorledes Alt fortælle,
som i disse Aar er hændt?
Jeg har lidet kun at melde,
Jeg, som stræbte kun at glemme,
havde kun magnetisk vendt
Tanken imod dem derhjemme.
Som idrømme blev jeg ført
fra Vestindien til Ostindien,
hundred Gange over Linien.
Derfor lad de Aar kun gaae,
skjøndt den gamle Sjømand prater
gjerne om hvor han var med.
      Om I fritte,
mindes jeg dog ikke heller
meget af de hede Kampe,
i hvis Flammers tætte Dampe
jeg er bleven tidlig graa,
og det sømmer ei en Britte
(som en Franskmand og Soldater)
at han som Bedrifter mindes
og med mange Ord fortæller
slige rene Bagateller.
Bagateller? Ja hvad mere
for den Sorg mon Slag vel ere,
som kun vil, at Døden vindes?
Sorgens Balsam, Glemsomhed,
tæret har paa Sjelens Kræfter,
saa jeg knapt kan huske efter,
Jeg, som overalt var med:
med Lord Exmouth mod Algier;
derifra til Sankt Helena;
saa for Simon, den Befrier,
paa Station ved Chartagena;
med Mac-Kenzie flux til China,
Handelsvenskab at beskjærme;
mod Piraterne, som sværme
ud og ind om Amboina
tættere end sultne Flok
vilde soloptændte Bier
rundtomkring sin Honningstok;
derfra fluxen til Bourbon;
saa med Edvard Codrington,
da ved Navarin han slog;
saa mod Birma da vi tog
Irawaddys By, Rangoon;
snart i Øst imod Avaner,
snart i Vest mod Mexikaner --
korteligen, Gentlemen,
Jeg, som har ved Leilighed
maalt malayiske Monsoon
med vestindiske Orkaner,
Jeg, som overalt var med
husker Stumper kun igjen,
veed om lidet kun Besked.
Dog et Eventyr har brændt
ind sig i min gamle Pande --
et som aldrig jeg kan blande
med de tusind, som er hændt.

Engang under Cuba prajer
vor Fregat en Brigantin
just som den vil løbe ind
i en skjult af Øens Bajer.
Intet Svar og intet Flag;
men saa klart som Sommerdag
var at see af Skabelonen,
at den Slavehandler var.
Da vi sendte den en Kugle,
hørtes det da og af Tonen
i de spanske Skurkes Svar,
hvad det var for vakkre Fugle.

Men til Uheld fast laae Vi
i et Havbliks Trylleringe;
Brigantinen længer inde,
drivende, ja næsten klods
langsmed Land i Læ af Os.
Da, som om, for at staae bi
Englands og Alverdens Fiende,
Satan havde af sin Vinge
hviftet med en enkelt Fjer,
Havets Perlemoderskjær
sortned af en Briis just der
hvor den Slaveskibspirat
vilde ind ad Bajens Gat.
Og da Brisen netop strakte
sig saalangt dens Ræer rakte,
havde vi den Skam og Spe,
Lykke med dens Puds at see.

Men hvad skulde ikke skee?
Knap er Brigantinen borte
bag den sikkre Bais Entree,
snever, som en Fæstnings Porte,
før vi høre Skud paa Skud,
og imellem dem vort eget
Gammel-Englands Entringsskrig.
. . Hurra, boys! Chaluppen ud!
fuld af Folk, som havde leget
med Pirater før om Livet:
Mand mod Mand, paa Kniven Krig,
Krig hvor ei Pardon blier givet!
Røveren paa aaben Sjø
veed, at, vindes ei Bataljen,
venter ham paa Stranden Galjen -- ,
derfor seire eller dø!

Ganske rigtigt, -- En af Vore!
Skonnerten the Albatross,
ubemærket af den store
Brigantine og af Os,
havde faaet det paa Lugten:
mærkende hvorhen det pegte,
at Piraten lumskt bevægte
sig saa stille imod Bugten,
som et Aadsel af en Hai,
der med Bug iveiret driver
ind paa Kysten hvor det bliver,
havde af en Sky den vristet
sig en Briis, og forud listet
ind sig i den samme Bai:
saa, da Brigantinen ind,
snigende sig lægervals,
under Jubel var laveret,
var det som naar Grævling graa,
der paa Rov var udspadseret
i det klare Maaneskin,
i sin Hules trange Hals
pludseligen træffer paa
liden ildsindt Hermelin.

Himlens Gud! hvad rædsomt Skue,
da Chaluppen kom tilstede!
Albatrossen allerede
havde entret; Hug paa Hug,
Nebbet den i Fienden borte.
Brigantinen stod i Lue,
og fra Dybet af dens Bug
hylte indestængte Sorte.

Forud, agter, alt som Røgen
væk tilfældigviis var strøgen,
Kampen rundt sin Scene flytted.
Men saa kjækt jeg Ingen saae,
som en engelsk Yngling slaae.
Pludseligen holdt han inde;
stirred op og ned og lytted
som af noget Rædsomt skrækket,
der var kommet ham isinde.
Flux, da Hyl og Jamren trænger
tydeligen op til Dækket,
over Lugen han sig slænger
forsvarsløs og ubeskyttet,
bruger Daggert, Huggert, Tænder,
blodige og revne Hænder,
for at frelse dem dernede,
kvalte fast af Røg og Hede.
Røgen deltes og nu saae
jeg en Spaniol med løftet
Bile over ham at staae,
bagfra Ynglingen at myrde.
Men et lynsnart Slag af min --
og Piraten laae og snøfted
Blod og Hjerne ud og ind.
Gutten saae sig raskt omkring,
hvad det var dog for en Byrde,
for en tung og fremmed Ting,
som ham i Arbeidet hindred.

Ei var Tid til at forklare;
Liget bort blev væltet bare;
Lugen vi tilsammen splintred. . .
Da medeet, saa rapt, saa rapt,
som om Helvedes Fordømte
op ifra dets Dybder rømte,
naar dets Vogter engang havde
sandsløs Nøgleknippet tabt,
mylred, vrimled, tumled, ravte
hylende af Flammegruben
Hundreder af halvforbrændte
næsten kvalte Sorte op.
Og saasnart de Luft fik draget,
blæst sig Røgen ud af Struben,
gjorde Ende de paa Slaget;
thi som Rasende de rendte
i en fast og samlet Trop
Spaniolerne paa Livet.
Ei de sorte Djævle brugte
Ild og Staal, men Klo og Tænder,
og hvad Tanden beed de slugte,
og hvad Haanden greb blev hivet
over Rælingens Gelænder,
for med Hajene at gantes,
eller slængt som Stykker Veed
underdæks i Ilden ned.
Før vi kom til Sands og Ord
Spaniol ei mere fandtes
paa det hele Skib ombord.

Hjælpen af de stakkels Sorte
ei som op fra Helved stegen,
men som himmelfalden kom;
thi medeet mod Kampens Ende
syntes Lykken sig at vende, --
gamle tappre Englands egen
Lykke syntes borte,
og til Uheld skiftet om,
saa vi maatte være glade
ved en iilsom Retirade.
Ei fordi de Djævle sloges
rasende, fortvivlet, vildt,
ret som Folk, hvis Liv er spildt;
men fordi vi slemt betoges
ved et spanskt Filuteri.
Thi hvad skulde ikke hænde?
Et maskeret Batteri
lod, ved Skud paa Skud at sende
ind i Albatrossens Side,
pludselig sit Tilvær vide,
saa man inden faa Sekunder
sikkert kunde regne ud,
naar den, mæt af Vandgangsskud,
maatte dykke Skroget under.

Synkefærdig flux tilbage
Albatrossen blev buxert.
Skyndsomst noget reparert,
var den snart, som før, parat
til Piraterne at jage;
men da den og vor Fregat
lagde ved Jamaika an,
laa der Ordre til dem begge,
at de sammen skulde lægge
Kours til Gammel-Engelland.


Første Gang ifra hint Møde,
dengang Lugen op blev sprængt,
Ynglingen, forlængst alt tænkt
mellem Albatrossens Døde,
i Barkassen traf jeg paa,
hvori fra St. Hellens begge
vore Skibes Halvbesætning
skulde ifra Borde lægge
og iland i Portsmouth gaae.
Strax vi kjendtes uden Gjetning.
"Tak for sidst!" var første Ord,
som paa eengang Begge foer
med et Haandtag over Læben,
fast, som om det var vor Stræben
at faae første Hilsen kvalt;
og det næste Ord, som faldt,
var samtidigen: "hvorhen
gjælder hjemad det min Ven?"
"Cowes, Cowes, Cowes!" hørtes
som fra samme slagne Strenge,
i det samme Aandedræt;
og det varte ikke længe
før vi Begge overførtes
paa en Snekke maagelet.

. . "Gamle Ven! fra da min Far
dengang Du min Frelser var!
hvorfor holder Du for Øjet
Hatten snart, snart Haanden bøjet?
. . Ja ved Gud, ved Gud, jeg troer . . .
Siig mig hvad du græder for?"

Saa mig Ynglingen tiltalte
med et venligt Skulderslag,
da jeg Cowes` hvidtbemalte
Huse skimted tydeligen
som et ordnet Muslinglag
eller Perlesnor, om Vigen
videre end forhen spændt,
og ei kunde lade være
Alt med Synet at fortære --
Alt, Bekjendt og Ubekjendt.
Men, om ikke noget Andet,
maatte Norriscastle binde
hvert velsignet hvert forbandet
af de gamle Tiders Minde.

Endnu Borgens graa bedagte
stumpe Taarn fra Højen ragte
mellem begge Fløjes Mure,
liig fiirkantede og butte,
mellem Vingerne opskudte
Uglehoved, der, imedens
det kun syntes fromt at sture,
Bjergets, Slettens, Dalens, Hedens
vide Grændser, som det truer,
med sin Blunken overskuer.

Mindre syntes Slottets Park,
spettet fuld af lysgrøn Mark,
skjøndt endnu et mægtigt Strøg,
der i Fjernet dunkelt blaaned
som en sjunken bølget Røg,
langstrakt op mod Slottet skraaned;
men det Selv, det Selv tillod,
som det uforandret stod,
Ingen ifra gamle Dage
Feil af Stederne at tage.

"Stille! Bilidt! Stille!" var
hvad min unge Kammerat
kun i Stumper fik til Svar,
da jeg havde, ved at bide
ubemærket i min Hat,
faaet Graaden til at glide,
som, ved hvert et Blik iland,
steeg mig kvælende i Munden,
liig en Svamp, der skjød fra Bunden
af mit Indre, fuld af Vand.
Jeg med alle Øjets Kræfter
stirrede i Læ kun efter
Taget paa en liden Hytte
der, hvor Parkens allersidste
Træer nærmest Stranden staae,
skjøndt jeg forud sikkert vidste,
at det var til ingen Nytte
jeg saa stivt mod Landet saae.
Thi forlængst er vist mit Huus
solgt af Byens Øvrighed
for at blive revet ned,
da det, uden Værn og Pleje,
ubeboet, var paaveje
selv at synke ned i Gruus.
Død maa nu den Gamle være,
og min Hustru, som ei kunde
i det tomme Huus ernære
uden Forsorg tvende Munde,
enten har sig sat som før
ved sin egen Faders Dør,
med sin Lille i sit Skjød,
for at æde Naadsensbrød,
eller, kanskee bortstødt atter
som foragtet Betlerkvind
som en reent forloren Datter,
Hun i Fattighospitalet
er paa Byens Kost befalet
af veldædig Magistrat
tagen med sin Unge ind.

Tusind Alen under Dette,
som jeg mumled i min Hat,
kjæmpende imod min Graad,
var imidlertid vor Baad
nærmere mod Landet gleden,
saa vi næsten var paa Rheden,
før jeg Hovdet turde lette,
for at see mig om paany.

"Ha!" -- Jeg skreeg i vilden Sky,
saa min Kammerat blev bange
og mit Haandled vilde fange --
"Ha, der ligger Huset jo,
hvor min Hustru skulde boe!
Seer du der ved Byens Ende,
Stranden nær, dog halvt begravt
mellem Træer af Slottets Lunde?
Jeg forglemte det var lavt
og at Træerne maae groe.
Det var Grunden, at jeg kunde
ei i Fjernet strax det kjende
eller mine Øine troe.
Og jeg gjør det knapt endnu . .
Kammerat, se efter du!

"Der! Hvorhenne? Der du peger?
Der du siger du har hjemme?"
spurgte Han, men med en Stemme,
som et Zittrende bevæger,
mens en Blegnen paa hans Kinder
over deres Rødmen rinder --
"Der? det lille hvide hist?
Een Etage, med en Kvist?"

"Netop det! Javist! javist!"
svarte jeg saa fort jeg kunde,
"Netop det, saasandt jeg lever!
Og -- o Gud! se efter nøje!
er det Blænden i mit Øje,
eller virkelig en Stribe
glemmigeiblaa Røg, som hæver
venlig sig af Husets Pibe?
Da kanskee hun endnu lever:
. . Mary Ann . . kanskee, kanskee?
Og ved Himlens Gunst kanhænde
faaer jeg inden Timens Ende
Francis med, min Dreng, at see."

"Fa'r! her er han! Jeg er Francis.
Du har nævnt min Moders Navn!"
skreg min unge Kammerat,
styrtende sig i min Favn
med saa fyrig Ømhed, at
vaklende vi Begge vare,
for at gaae tilbunds, i Fare.

"Gentlemen!" -- blev Lodsen ved --
"Gentlemen, I maae tilgive,
at jeg ikke kan beskrive
disse sortnende Sekunder
af besvimet Salighed,
hvori Sind og Sandsning blunder,
Tanken i et Mulm gaaer under,
hvori selv ei Øjet taaler
Glædens altfor stærke Straaler,
men forblændes som af Lynet,
der i Jord ved Foden slaaer,
saa at i et Mulm for Synet
Alting sortner og forgaaer.
Nok! endnu før Land vi naae'de
havde Francis mig fortalt
om sig Selv og Mary Alt,
skjøndt om Mary kun en Gaade.
-- Presningen hun rigtig ahnte,
strax hun hørte, en Fregat
havde lettet sidste Nat;
tog til Portsmouth, sporte, bante
Vei sig frem til Admiralen;
blev paastedet jagt, som galen,
af en Adjutant paa Døren.
Dog af Alt hvad bag sin Pult
Admiralen brummed huult,
fik hun gjemt bag sine Øren,
at Fregatten hvor jeg var,
laa i Plymouth seileklar.

I sin Godtro Mary Ann
om det store England tænkte,
at barmhjertigen det skjænkte
nok igjen en enkelt Mand,
naar en Far, et Barn, en Viv
ene levte af hans Liv,
at det vilde ei blie negtet,
naar den Stakkel bare mægted
naae Fregatten med sit Raab,
selv om den var under Seil.
I saa ømt og daarligt Haab,
i saa elskelig en Feil
-- ak, hun tænkte, en Fregat
vilde lægge bi sit Roer,
naar der bag den skreg en Moer;
tænkte Hjerte hos en Stat:
at den skulde selv erkjende
sit forøvte Rov mod Hende . . .
Med saa kjære gale Tanker
Hun i Graad paa Kaien vanker,
til hun seer en Cornwall-Jagt,
ud mod Kvel for Reise lagt,
og før Solen vel var nede,
var tilsjøs hun allerede.

Men saa raskt den skummed frem,
kom dog Jagten aldrig hjem;
thi man fik at vide siden,
at den, drivende med Tiden,
under Taagen, før det daged,
paa en Cherbourgkaper raged,
der benytted til at jage
Bonnys knappe Frihedsdage.



Lodsens fortælling

del 1 | del 2 | del 3



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt