Lodsens fortælling - del 2

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Og, i Mangel vel af Andet,
Jagten blev erklæret Prise,
hvorpaa, efter Franskmænds Viis,
Kaperen, med første Briis,
halte hjemad udfra Landet,
for et Bytte at fremvise,
Pelikanens ligt, der Ungen
bær' en Flue hjem i Pungen.
Jagtens Folk kom nok tilrette,
da det leed paa Bonnys Sidste.

Om sin arme Moder vidste
Francis ikke meer end Dette,
som var bleven ham fortalt
af hans Bedstefader Alt.
Gamlingen en snaksom Kvel
havde, som en Bagatel,
ogsaa vidst ham at berette,
at Mylord, den unge Naade,
havde selv, ei mange Dage
efterat jeg var forsvundet,
sig personligen indfundet
for at trøste og at raade
Staklerne, som sad tilbage.

Enken, (som han Mary nævned,)
svoer han skulde blive hevnet.
"Enken" først han spurgte om,
speidende omkring i Kamret,
hvor de to Forladte jamred;
men da den Forklaring kom,
at de ei om hende vidste,
blev Mylords Visit den sidste.

Bedstefader, ved at mede,
havde i den øde Rede
skaffet sig og Drengen Brød
hele ti Aar til sin Død.
Og først da, da Dødens Angel
sad i Bedstefaders Hjerte,
Francis, stakkels Lille, lærte
Meningen af Nød og Mangel.
Slottets Fogd (og han var streng)
som mod Aften Dagen efter
indfandt sig for bort at fæste
Huset til den Første Bedste,
fandt min lille stakkels Dreng
syg og bleg ved Ligets Seng,
sammenkrøben, liig en Byldt,
henslængt, kun med Pjalter fyldt,
neppe ved saa mange Kræfter,
at han kunde, med et Skrig,
lette lidt paa Lagnets Flig,
for med stive Blik at pege
under denne paa den Blege.

Drengens Lod naturligviis --
nu da Livet i det Fri
skulde mod sin Blomstring knoppes --
var at i en Anstalt stoppes,
rundt hvis Mure lyder Priis,
medens indenfore klages,
hvori Fattigbørn opdrages
af et haardhændt Politi,
ligesom Salat og Kaal,
hvorom Gartneren kan vide,
at han, naar han giver Taal,
Hovder kappe kan medtide.

To Gripomenusser vented
ganske rigtig udenfore,
for, naar Liget af var hentet
og bag en af Kirkens Vinkler
stukket tyst om Aftnen ned,
at forsørge, som det heed,
christeligen Drengen med
i den kalkehvide store
Vaaning med de sorte Sprinkler.

Men, trods Fogdens egen Dom,
udenfor hans Regnestykke
noget Vist imellem kom,
Noget -- Retfærd eller Lykke.
Tingens rette Navn jeg kjender
ikke meer som før desværre,
da jeg troede Vorherre
ene var al Glædes Sender.
Men naar nu jeg engang vover
Tankerne at give Rum:
Han, som boer herovenover,
hvilken Deel mon Han vel ejer
i den hele Lykkes Sum,
som paa Mennesket kan falde?
og hvormeget deri vejer
det som Folk Tilfælde kalde?
. . o naar Sligt jeg tænker paa,
mine Tvivl som Møllestene
hvirvlende i Hovdet gaae,
knusende min Barndoms rene
skjære Tro til Støv og Røg,
og min Tunge maa dem tjene
viljeløs til gudløst Spøg.
Thi et Slag, hvis Knusen standser
ikke før end Hjertets Banken,
har, som om et Vandfalds Brusen
gjennemstyrtede mit Hoved,
reent forvirret mine Sandser,
og forjaget ud af Tanken
hvad jeg engang Jesus Christ,
Præsten og min Moder loved.

Men saameget er dog vist,
at i Himlens Engles Sted,
som i eget Himmerige
glemme Jordens Sorg at blidne
(og man kan dem ei fortænke,
at de selv ei komme ned)
havde tyst en venlig Enke
med sin lille Tiaars-Pige
været til den Scene Vidne.
Hun, som Husets egne Hygge
under høie Træers Skygge
alt forlængst opdaget har,
eneste Liebhaber var.
Og da Pigebarnets milde
taareblændte Øje bad,
at hun ikke skulde skille
Drengen og hans Hjemsted ad,
og da hvad hun saae og hørte
om den forsorgsløse Armes
hundetro Taknemlighed
imod Ham, man bar afsted,
hende selv til Hjertet rørte, --
over Drengen hun forbarmes,
blev ham strax i Moders Sted.
Selv en Søn, af samme Aar
som min Dreng, og om ei lige
just af Ansigt, dog af Haar,
og med samme Rankhed skabt,
havde Enken nylig tabt,
saa den lille vakkre Pige,
klappende med sine Hænder,
høit af bare Glæde skreg:
"Moder! o min kjære Moder!
Hvad os denne Time sender!
-- dig en Søn og mig en Broder.
Nu jeg faaer igjen en Leeg."

Snart en Støtte og en Trøst
blev min Dreng den gode Enke.
Neppe fyldt det tolvte Aar,
han tilsjøs som Youngmand gaaer,
for at kunne hver en Høst
hende hele Hyren skjænke
-- hende, ja det Hele næsten;
men til "Søster Anna" Resten,
Hun, som for hver Reis, han foer,
voxet var saa smuk og stor,
at omsider ham den Tanke
syntes ganske desperat,
at den høje, smukke, ranke
Jomfru havde bedt sin Moder
om at faae ham til sin Broder
eller Legekammerat.

Men Presenterne til hende
(smukke, fine, franske Sager,
som ei stolten Lady vrager)
bleve, for hvert Aar, som gik,
skjønnere, som Hun derhjemme;
og den Travelhed, det Blik,
hvormed Alt blev bredt paa Bordet
ifra Ende og til Ende,
sagde tydeligt som Ordet,
at han ikke kunde glemme.
Men den sidste Gang han foer
Frankrigsfart til Koffardiis,
bleve tvende Ringe fundne,
med en Haarlok sammenbundne,
mellem Silketøi og Flor
fra Marseille og Paris.
Lige som to Draaber Vand
trilled de af Etuiet.
Rask greb Anna til; men Han
stod som med et Mord betynget,
beed i Neglerne og tied;
thi paa deres indre Rand
stod gravert et A og F
i et Hjerte sammenslynget.
. . Nok! For Ynglingen et Træf
-- Seer De, der er Træffet atter --
havde for min Francis friet
til hans anden Moders Datter;
og ved nok et Træf endnu
klart og klappet blev Partiet.

Annas Moder var tilstede,
og med Mødres kloge Hu
skaffed hurtigen hun Rede
i Forvirringen, hvormed
Begge, alt til Panden røde,
røbede sin Kjærlighed.
Og den hele Klaring skede
blot ved Armen ud at brede,
saa de lykkelige To
inden Moderfavnens Ro
holdt sit første Stevnemøde.
Francis havde sytten, Hun
i sin Blomstren sexten kun.

Men iblandt de sjeldne hvide
mange sorte Træffer glide,
skjøndt de, efter Francis' Alder,
kunde begge snarlig vente,
at ham Flaaden, efter blotte
Orlogsrullen, vilde hente,
og at deres Eden maatte
falde som et Korthuus falder.

Ganske rigtigt, efter trende
Maaneders for snare Ende,
Tordnen hid fra Portsmouth skralder,
nemlig det Kommando-Ord
ifra Admiralens Bord,
som til Orlogs Francis kalder.
Strax ombord han, som Matros,
skulde i the Albatross,
sendt til Øerne at gribe
Røvere og Slaveskibe.
Men da Pigen hørte dette,
syntes hendes Sorg at lette.
Ædel sværmersk og høihjertet
Reisen hun et Korstog kaldte,
ja en Tidens Ridderfærd,
høit om Englands Hæder talte
og om Sortes Broderværd,
sagde Afskeden ei smerted,
skjøndt de rødforgrædte Øine,
Barmens Bølgen, Stemmens Klang
røbede de stolte Løgne,
som hun over Læben tvang.
Og da Øieblikket kom,
da i Baaden Francis stiger,
segned hun, som andre Piger,
i sin Moders Arme om. --

Medens Francis Alt saalunde
fik mig kortelig fortalt,
havde ind mod Land vi halt,
saa man Folk paa Kaien kunde,
med sædvanligt Øje, nok
kjende ifra Steen og Stok.
Men imod Forelsktes Øje,
naar de To har maattet døje
Savnets værste Kval: at vente,
stærbefængt er Falk og Glente.
Thi, skjøndt endnu tusind Alen
borte fra vort Landingssted,
springer Francis op som galen,
rykker nær min Arm af Led,
svinger Hatten: "det er Hende!"
Fa'r se der! Hun maa mig kjende.
Ja ved Himlen! ja hun gjør!
Seer du Anna der? Hun vinker
tydeligen med sit Slør.
Skuldermand! hal ud, hal ud!
Ve, om en Sekund du sinker!
Det er Anna, Fa'r -- min Brud!"

Men et Træf -- et af de rette
sorte Træf -- som Pileskud,
ondskabsfulde Magter sætte
midt i Hjertet af de hvide --
netop et af rette Art
til at faae de bedste Glæder
vexlede til bitter Kvide
om i faa Sekunders Fart . .
netop saadant et var hændt,
for at faae en Lykke endt,
et som Fryd ei Fryd tilsteder,
og fra Hendes Favn, der klager,
Elskeren med Vee forjager.
Anna var -- hvad Francis ikke
saae med de forelskte Blikke --
Anna var i Sørgeklæder.
Først han seer det, da han seer,
at hun i hans Arme græder,
føler, hun ei kysser meer,
hører sagt med samme Stemme,
som han fra Farvellet kjendte:
"Francis, skynd dig med din Fa'r!
O I kom som Himmelsendte!
Thi jeg er saa ene hjemme:
bort idag man Moder bar."

At min Francis sørged som
kjærligst Søn for ømmest Moder;
at hans Fyrighed blev from,
Elskeren medeet en Broder;
at, til Skjul for hvor han sørger,
om de mindste Ting han spørger; --
at det mig som haardest græmmed,
at jeg ikke ovenjorde
skulde kunne takke hende
for hvad mod min Dreng hun gjorde,
da han, viet ind Elende,
sad ved Fædrearnen fremmed; --
at jeg ved min egen Dør,
liig en arm Forbryder, standser,
da jeg Stakkel ikke tør
indad den i Stuen træde
før jeg har holdt op at græde
og er kommet lidt til Sandser; --
at jeg, pludseligen glad,
bærer som et Barn mig ad,
eller som de Maanesyge,
ved med Fladen af min Haand
Væg og Stolper at bestryge
og beføle Bord og Planker,
som om jeg tilbagekalder
i min atter vaagne Aand
fra en Drøm adspredte Tanker,
eller overtydes vil
om at Alt ei sammenfalder
som et luftigt Taagespil; --
at jeg ei alene Det
ved det første Skue finder,
men i Alting, holdt saa net,
smukke fine Spor af Kvinder --
dette Alt, de simple Træk,
ere kun Naturens Følger,
gjemte i hvert Hjertes Folder,
om af Blod det indeholder
ikkun faa, men friske, Bølger.
Derfor jeg dem sløifer væk --
dem og al Beretning om
hvordan Livet gik og kom.
Nok, at de Forelskte fandt,
at det Elskoven ei skaded
meer end Regnen Rosenbladet,
om der var lidt Sorg iblandt.
Ja saa fyrigt Anna sværmed
(og da smilte hun af Glæde)
at hun saae sin Moder nærmed
tidt sig til det vante Sæde,
hvor hun altid fandt dem Begge,
for paa dem sin Haand at lægge.

Hvad mig selv angaaer, jeg vilde
ei en Dag i Edens milde
palmekrandste Dale bytte
for en Time i min Hytte,
dersom blot jeg kunde glemt,
faaet vilden Tanke tæmt,
som bestandig efter Hende,
den Fortabte, hvorom Ingen
noget til Oplysning vidste,
sværmed uden Maal og Ende,
liig den Blinde, ført i Ringen,
hvori ei er Først og Sidste.
Altid standste den ved Døden,
som var sikkreste Beretning;
men med hvert et Morgengry
vaagnede den ufortrøden
som en ny og sikker Gjetning,
der fløi ud paa Jagt paany.


Sidste Gang Skjærsommertiden
-- o! det er ei længer siden --
havde jeg min Francis ment
med sin Elskte at forene.
Brødet kunde han fortjene
med mit eget Lodspatent,
hvilket selve Admiralen,
om han slog sig nok saa galen,
ikke havde kunnet mægte
en saa gammel Karl at negte.
Men hvad skeer? -- just otte Dage
før det smukke unge Par
skulde Bryllupssødmen smage,
-- St. Johannisdag det var --
holdtes i en liden By,
ifra Cowes nogle Mile,
som hvert Aar, en landlig Fest
af et reent mærkværdigt Ry,
hvortil Moden var at ile
milevidt ifra til Gjæst.

Selv fra Brighton By, ja læng're,
kom Peeresser, Viscountesser,
Hertuginder, Baronesser,
fulgte i en Sværm tilhest
af fornemme Lediggjæng're
rundt de glimrende Karether,
til den saa berømte Fest,
som de kaldte "fête champêtre."

Ved en Grønsværsplan, af Ege
fra de Saxers Tid beskygget,
var et Slags Theater bygget,
hvor paa Bænke Bænke stege.
Om hinanden der man finder
Bondepiger, Hertuginder,
som den muntre Ungdoms Lege
paa den grønne Plan besee,
Den beklappende, som vinder,
Dem, som tabe, de belee;
øge ubarmhjertigt Skammen,
leende af Hjertet sammen.

Snart der brydes, snart der skydes;
men, paa gammelengelsk Viis,
kun med Armbrøst eller Bue;
snart et Veddeløb der bydes
om en Sovereign til Priis,
snart tilmaals et Landsekast,
ført med Beduinens Hast.

Men af hele Dagens Skue
synes dog den høje Mast,
som er opreist midt paa Sletten,
mest at gjøre Alle glade,
støjende jo meer det lider
imod Klattringen omsider.
Thi det spænder Alles Gjetten,
at paa Knappens lille Flade
ligger -- dette veed Enhver --
højest Priis, som Ingen seer.
Kun naar gjennem Skovens Toppe
Solen kaster Straaler did,
viser sig et Blink deroppe,
eggende til Veddestrid.
At Forelskede indfinde
sig især i Mængdeviis,
er naturligt ganske vist,
hvor der i en Glædestvist
kjæmpes festligt for en Priis,
skjøndt igrunden tre at vinde:
Hendes Bifald først og fremst,
Hæderen dernæst fornemst;
endelig til Hende skjønne
Sager, som vil nok belønne
endnu noget bedre end
Præmien, den raske Svend.

Ikke blot at Veddelysten
sig til Egnens Ungdom strækker.
Alle Byer, alle Flekker
langsudover hele Kysten
byde op de bedste Kræfter;
men især de stræbe efter,
En, et Byesbarn, at stille,
som er Karl at prøve paa
noget meer end blot at ville
Præmien paa Masten naae.
Raskeste blandt sine Svende
maatte altsaa Cowes sende;
og at her ei var at gjette,
at han Francis Johnson hedte,
vidste Børnene paa Gaden.
Sikkert var det og at Staden
enig i sin Mening var,
at i hele Pigeraden
Francis' Anna Prisen bar.

Anna havde faaet Plads
midt iblandt Noblessens Stads,
ved den ene Hertugindes
Side, som til denne Fest
kommen ifra Brighton findes;
altsaa Festens Dronning næst.

Bag dem Begge, næsten gjemt
bag om Damens store Fjedre,
som til Annas Side bølged,
havde jeg en Plads, forklemt
næsten midt imellem Følget,
saa jeg tænkte, lidt forstemt,
at jeg kunde valgt den bedre.

Francis af og til vi saae
under Egene at gaae
spekulerende alene,
hviftende fra Panden Sved
nu og da med friske Grene.
Thi han havde hele Dagen
sig i Legene udmærket,
og det mod det Værste leed;
thi nu stod tilbage Værket,
som skal krone hele Sagen:
den ukjendte Præmies Tagen
ifra Masteknappen ned.

Mangen Ungersvends Anstrengen,
vækker Moro kun og Latter;
Mangen glider, Mangen dratter
fra den glatte Stang, som Bly.
Men nu kom min Søn paa Engen,
maalte Masten som en Fiende,
hvormed an han agter binde,
maalte atter den paany,
som om han ei kunde nok
udstudere denne Stok.

Men medeet han gjør et Sprang . .
-- Otte Fod fra Jord han hang.
Der han sidder til han flyttet
Foden har og Armen knyttet,
Kraften maalt, som til den hele
Reise han maa viist fordele.
Først da det var gjort med mere,
syntes han at avancere --
først kun sagte, Spand for Spand. .
"O den smukke unge Mand!
Lykkelig Hvo ham har fød!"
Damen livligen udbrød,
og til nogle Kavalerer
videre hun konverserer:
"Se, hvor slank og løvestærk!
Se hvor smidig han som Slangen
      frem sig ormer,
knugende sig fast til Stangen!
Og bemærker hvilke Former
Mine Herrer, der er Normer
for et plastisk Kunstnerværk,
for en Nutids Ganymedes,
medens Jorden gjennemledes
i Neapel overalt
efter nogle skimmelgrønne
Levninger af en Gestalt
af en Torso, halv og halt,
men som dog skal kaldes skjønne."

Anna smilte stolt og glad
ved de Ord, som hun forstod;
men ved Resten, rød som Blod,
hun med bøjet Aasyn sad,
indtil Raabet: "Se Hurra!
Snart har Frank fra Cowes seiret" --
bragte hende derifra
til med Fryd at see iveiret.

Men to Alen eller trende
-- ikke fleer fra Stangens Ende --
sad en Stund han ganske kvar,
som om Han ei til det Sidste
rigtig torde sig fordriste,
som om Noget, Han kun vidste,
paa det Sted ivejen var
-- for Exempel falske Kviste,
som igjennem Veden skar.

Men medeet den Hertuginde,
som begeistret har ham fulgt,
og som viser ufordulgt,
at hun ønsker han skal vinde,
op ifra sit Sæde staaer,
brusende af Flor og Fjedre,
raabende: "o, endnu bedre!
O hold ud! hold ud! vær tapper!
Nok et Tag! Encore! encore!"

Og min Anna, Anna, rørt
ved de Lovord, hun har hørt,
om den Elskte -- Anna klapper
jublende i sine Hænder.
Francis seer og hører det;
thi han Hovdet didhen vender,
ryster det, men ganske let,
som om Noget han vil sige,
nikker venligt til sin Pige,
griber til endnu et Greb . .
endnu et -- alt Stangen svajer,
saa jeg høit af Skræk maa skrige . .
endnu eet -- igjen den vajer
som en Mast med slappet Reeb . .
eet endnu . . det sidste skeer . .
Prisen i hans Haand jeg øiner
(just en Bryllups-Sølvpokal) . . .
Jeg vil haardt til Francis tale,
raabe til ham og befale;
men i al den Jubelskrald,
som i vilden Sky nu hæves,
      Røsten høiner
jeg af al min Magt forgjæves.
Da medeet -- det sidste Tag
var alt gjort -- et Knæk! et Brag!
Det er Masten! . . Jeg ei seer,
nemmer eller sandser meer
i de første ti Sekunder . .
Kun, idet min Sands gaaer under,
hører jeg i Folkets Skrigen
høje vilde Raab fra Pigen,
Jammeren ifra min Søn
og mit eget dybe Støn
i det samme som jeg falder
om blandt Damens Kavalerer.
Men mit Navn, mit Navn, mit eget,
"Johnny Johnson!" saadan skreget
som naar Glas mod Glas man skjærer,
hastig mig tilbagekalder.
Op jeg springer -- ved min Fod
segner blegnet Hertuginden . .
Blegnet? Nei besvimet . . Kinden
farvet var med Sminkens Blod.
Dog, saa godt som hun var malt,
havde jeg igjenkjendt alt,
ved det første Blik jeg kasted,
og af hendes Stemmes Tone,
Mary Ann, min egen Kone,
Mary Ann, min egen Viv.
Men jeg satte Alt tilside;
kun min Søn tilhjælp jeg hasted. . .
Ak, tilhjælp? -- nei, for at vide,
om der skulde være Liv.

Ak, min staute, vakkre Søn,
alle Sorgers rige Løn,
som en Alderdom mig loved
mere end min Ungdom skjøn,
laa med sønderspaltet Hoved. . .

Af den skrækkelige Dag
ikke meer af mig erindres.
Thi, skjøndt Døden burde ventes
af de allertyngste Slag,
hvortil Grunden hisset hentes,
dog, ved Sløvheds ækle Plaster,
som sig over Vunden kaster,
ved en Sandsernes Bedøven,
ved en Tænkningens Berøven,
endnu længe den forhindres.

Da jeg syntes jeg blev vakt
af et venligt Haandtryks Magt
-- Lægens Søgen om det svage
Pulseslag, der kom tilbage --
fandt jeg hjemme mig tilsengs
ligeoverfor et Billed,
som, fortrukket, kridehvidt,
kun af Anna havde lidt,
skjøndt det hende forestilled. . .
Anna, ak min stakkels Drengs
Efterladte da betød
denne Form saa bleg og stiv,
hvor kun Taarerne, der flød,
viste der var endnu Liv!
Da hun saae mig aabne Øjet,
at mit Hjerte, skabt af hærdet
Jern, sig atter vilde hæve
for isønderknust at leve,
sank hun ned i Bøn, med bøjet
Pande gjemt i Hovedgjærdet.

Men hun taug om Ham, hun vidste
var mit Hjertes allersidste
Tanke, da isøvn det faldt.
Lægen lod mig vide Alt.
Francis's Jordefærd var feiret
glimrende, for Hertugindens
Regning, fast af hele Byen.
Men han skjønte ei af Skyen,
som saa dunkelrød paa Kindens
spidse Tinder strax sig leired,
at jeg leed ved hvad jeg hørte,
at det kun mit Sind oprørte.
Nei, min Doktor han blev ved
at høilove Hertugindens
ædle Kristenkjærlighed,
som til gammel dødssyg Næste,
havde Ham til Læge sendt,
som i Landet var bekjendt
for den lærdeste og bedste.

Siden fik jeg og at vide,
at hver Dag ved Aftenstide
pleiede den høje fromme
Dame til mit Leje komme,
hvor med Anna hun tilbragte
Aftnen knælende i Bøn;
og at Begge sig anklagte,
som om hver af dem alene,
ved hiin rædselfulde Scene,
havde dræbt min kjære Søn:
Hertuginden ved at hærde
til Dumdristighed hans Mod,
Anna ved den Frydgebærde,
hun forledet sig tillod.

Men i Skumringen jeg atter
af en døsig Slummer vækkes
ved at mine Hænder dækkes
saa med Kys og saa med Taarer.
"Anna, er du der, min Datter?"
hvisker jeg; men intet Svar --
"Anna, kom dog til din Far!
Uden Grund din Sjel du saarer
med din mørke Selvbeskyldning.
Damen, Hun, Uhyret har
dræbt vor Elskling ved sin Hyldning.
Men, mit Barn, Jeg veed, Jeg veed
-- o en rædsom Hem'lighed! --
at saa grusomt ingensinde
Himlen straffet har en Kvinde."

"Sandt! o Johnny! Sandt, o sandt!"
-- hulked bag mit Senggevandt
Mary Ann med brudte Røst --
For en Moder, som beskyldes
af sig selv for Sønnens Mord,
for en Viv, som brød sit Ord,
gives ei paa Jorden Trøst;
ja jeg frygter, under Jord,
om med Steen end Graven fyldes,
kan ei Ro for hende ventes."

"Mary Ann!" -- afbrød jeg blidt --
Lad Gud Herren være Dommer
over hvad med Francis hændtes,
det du bittert har fortrudt!
Alt hvad du ved det har lidt --
o, det fast mig forekommer,
er en Straf i Herrens Planer,
for hvad Du, om sandt jeg ahner,
har mod mig, din Mand forbrudt.
Dog fortæl! I Dette ei
nærmest dømmer Gud, men Jeg."

"Johnny !" -- jamred Hun -- o skaan,
skaan mig, o, for Det alene,
som vil bringe mig dit rene
Hjertes Ringeagt og Haan!
Spørg ei! Hav Barmhjertighed!
og tilgiv hvad ei Du veed!
Deel min Rigdom! Lad mig flytte
ind med den i denne Hytte!
-- ikke som din Hustru meer;
dertil jeg uværdig er --
men som Annas Moder -- Eller
lad os drage sammen heller
over til mit eget Slot,
Montbrillant i Normandi,
tvende Miil fra Kysten blot."

Jeg alvorlig afbrød: "Ti!
At jeg Dig tilgiver, Kvinde,
er det Hele Du kan vinde.
Mellem os maa alting være
-- føler Du det ei? -- forbi.
Jeg har kun af hele Livet
Eet igjen; det er -- min Ære.
Du? . . Nei, hvad jeg end faaer høre,
værre end min Fantasi
hvisker ind i Sjelens Øre,
Mary Ann! er du tilgivet."

Haanden, flux tilbagetagen
ved Feiltagelsens Opdagen,
at det ikke var min Datter,
som jeg talte til saa mildt,
raktes Synderinden atter.
Og hun greb den næsten vildt,
slap den ikke førend Alt
under Graad og Krampelatter
var udøst, bekjendt, fortalt.

Kun i Omrids, Gentlemen,
kan jeg give det igjen,
som i Skilderier stedse,
hvori Djævelskab er malt,
det kun sees som lette Kredse,
ind i Skyggen dunkelt flyttet,
kun til nogle Streger knyttet,
men som dog, beseet nøje,
er en rædselsfuld Gestalt.

Og ved hvad jeg hørte stivned
af Forfærdelse mit Øje,
Hjertet standsede som kvalt,
Haaret reistes som belivet,
som der siges det skal skee,
naar Gespenster man faaer see.
Det var Helved ei med hvide
fromme Spøgelser opfyldt, --
nei, et luende forgyldt,
Helved fra sin Glimmerside,
Jordens Helvede, hvori
jeg den Aften blikked ned:
Helved, som det findes i
vore egne høje Stænder,
og som Folket ikke kjender,
skjøndt den allerbedste Ved,
hvoraf glimrende det brænder,
hvoraf det sin Næring suger
og uhyre Tal forbruger,
er dets Børns Uskyldighed.


. . Gentlemen fra Norge, hvor
i den friske Folkestamme
ingen svælgende fordærvet
Adels-Snylteplante groer,
sugende hvad i sin Sved
Folkets, kun af Fromhed feige,
stærke Arme har erhvervet,
ædende som Kræftens seige
snigende og sorte Flamme,
tærende som Raadenhed. .
. . Gentlemen ifra et Land,
fattigt, men saa lykkeligt,
at det har ei Adelsmand
-- i Europa som et Digt,
som en Gyldenalders Rest --
ja, hvad kanskee der er bedst,
frit for Guldets Adel, fuld
af et værre Overmod:
Fødslens kræver, om saa lysted,
Denne kjøber for sit Guld
Folkets Døttres Uskylds Blod,
Konen Manden ifra Brystet,
og til Alting Lovens Tysthed. . .
Gentlemen, det skal I høre
af min stakkels Hustrus Skriften,
skjøndt det er en sand Forgiften
af et nordisk, skyldløst Øre.
Ja hvis Nogen ind vil see
i hiin lastefulde Verden,
med Uskyldigheds Forfærden
er det kun, at det kan skee.

Mary Ann, ei mange Dage
efterat hun op var bragt,
skulde hjem fra Cherbourg tage,
da hun ved Mylord, der sporte
Rygtet efter paa sin Yacht,
blev af nogle guldbesnorte
franske Tjenere med Magt
i en lukt Kalesche stukket
og saa hurtigt ført, som Spandet
Sæletøjet ud fik strukket,
til Paris, til selve Lorden,
til Paris -- o Navn forbandet!
det vanhelligste paa Jorden!

Mens paa sidste Poststation
friske Heste forespændtes,
forekom det som det hændtes
af den vimse Artighed,
som tilhører den Nation,
at den prægtigst galonerte
Skurk, som førte Reisen an,
sprang fra Kudskesædet ned
og i Døren præsenterte
Mary et Glas Viin og Vand. .

Virkningen var stærk: Hun sov
til hun alt var Lordens Rov.
Da hun vaagned, alt vanæret
havde hun en Time været.
Før til en Fortællings Ende
Synderen var kommen om
Elskovs Raseri for hende;
at fra Orlogs hendes Mand,
som ei kunde efterspørges,
neppe meer til Cowes kom,
men at der i Engelland
for hans Far og Barnet sørges;
at i Glands og Lyst hun skulde
nyde Livet nu tilfulde . . .
netop da det Sidste hørtes
som en Susen, Marys Pande
af en Febers hede Brande
indtil Raseri berørtes.
Raseriet stred sig mat,
og opløstes i en Nat,
der i Uger hylled ind
Marys sønderknuste Sind.

Ak, endnu var Sjelen reen;
men da Livet kom igjen,
og hun laa med halvlukt Blik,
hvorforbi det Hele gik,
Hun en Hevn, en slangefiin,
under det betænkt udrugte --
en, som hende selv vel slugte
og fordærved Sind og Hu,
en, paa hvis Udviklingstrin,
et for et, den Engel faldt,
som Beboer var endnu
af den krænkede Gestalt.
Men den Hevnplan, om den gled
efter alle hendes Traade,
maatte i Elendighed
styrte hastigen Hans Naade,
gjøre ham liig et udsuget
gjennemsigtigt Mygskelet,
dinglende i et udbuget
vældigt Edderkoppenet.

Verdens Kjendere bemærke
-- hvad i tusinde Tilfælde
for Undtagelse maa gjælde --
at den første stjaalne Nyden
kan en Flammes vilde Syden
hos Vellystningen forstærke.
Man har ogsaa sig notert,
at til Sjel og Charakteer,
og ei blot til Legem, er
Don-Juanen enervert.

Planen, som den hule Kvinde
havde klækket som idrømme,
var da, over ham at vinde
uindskrænket Herredømme,
og derefter langsomt spænde
Slaven ud paa Pinebænken
for den voldelige Krænken,
han forøvede mod hende.
Derfor, skjøndt hun overlegen
var i Charakterens Styrke,
hun beslutted dog sin egen
Aand med anspændt Flid at dyrke.

Den Beslutning hørte Lorden
jublende og henrykt paa.
"Nu er Alting i sin Orden;
nu vil hun til Ro sig slaae,"
tænkte han, og næste Dag
finder bukkende langs begge
Forgemakkets længste Vægge
Professorer for hvert Fag.
Nogle Maaneder passerte,
Nætter, Dage hun studerte;
inden selv hun tænkte det,
var en Dame hun komplet.

Prisen højere, hver Gang
Lorden nærmed sig, hun hang;
og naar rasende han gik,
kunde med et enkelt Blik
Mary Ann om sine Fingre
Lorden i hans Rasen slingre.

Kort da gamle Lorden just
opgav sidste Aandepust,
over Sønnen, som man sagde,
for det Levnet i Paris,
som han hemmelig tilbragte,
Ingenting ivejen var;
men i Kirken St. Sulpice,
til et offentligt Beviis,
bleve de et Ægtepar.

Nu kom Planens anden Akt:
at faae Lorden ødelagt,
gjøre Resten af hans Dage
(og hos slig tilbunds Fortæret
havde der alt længe været
liden Levekraft tilbage)
til en Kval, der kunde drive
Uslingen til sig at tage
i en Ruus maaskee aflive.
Og han var alt meer og meer
ganske hendes Slave vorden,
saa det lykkedes med Lorden.

Kun deri Forskjellen er,
at, af Længslerne forbrændt,
-- disse Længsler af hvis Vækken
Mary gjorde kun en Gjækken,
som for ham blev aldrig endt --
havde han en Nat sig lukket
inde med en Kurv Burgunder;
og da Døren op blev brukket,
finder man ham steendød under
det med Flasker fyldte Bord,
hvor den sjette ud var drukket.
Saadan døde da Mylord.

Før hun vel det kunde tænke
Mary var en fornem Enke.
Barnløs, engelsk, smuk og riig,
ung og i Paris at leve --
var jo Alting i Forening,
som kan En i Velten hæve,
gjøre topmaalt lykkelig
efter hver Parisers Mening.
Lady Norris (Marys Navn)
virkelig kom snart i Mode.
Snart af Ducs, som vil i Havn,
snart af Grever og Markier,



Lodsens fortælling

del 1 | del 2 | del 3



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt