Lodsens fortælling - del 3

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

der vil see igjen paafode
sine synkende Formuer,
sværmedes hun stedse om,
liig af sugelystne Bier,
magre Myg og sultne Fluer
honningfyldte Rosenblom.

Medens Hun, af Indfald blot,
der som Engelsk liktes godt,
syntes Engelske at sky,
hendes Omgangskreds især
-- stedse større, stedse ny --
gammel fransk Noblesse var;
og ud af sin Frierhær
Hun i sine Planer har,
Den at vælge allerhelst,
som er adeligst og ældst.

Gjort var Valget. Thi i slige
Fortrin kunde Ingen hamle
op imod den gode gamle
underlige Emigrant,
Hertugen af Montbrillant
-- en Figur, der ikkun fandt
i det hele Frankerige
i hans eget Speil sin Lige:
klædt, staffert, Frisuren reist
som for hundred Aar tilbage --
som om fra Regentens Dage
kommen var igjen en Geist.

Vel for Tiden uden Slot
var den gode gamle Duc
i sin gammeldags Paryk;
men ved Hjælp af Marys Penge
og en Prokurator blot,
lykkedes det at fortrænge
Den, som under Robespjerre
havde kjøbt det af Nationen
og som uforstyrret siden
havde været Godsets Herre.

Og for nu at sætte Kronen
paa det Hele næsten inden
Mary vented det i Tiden:
Maaned efter, at han var
i Triumf med Gemalinden
draget ind ad Slottets Port,
Hertugen i Pomp man bar
ud af den. Da var den sort,
og med dødbleg Maanskinsglands
funkled i det Sorte hans
(nu hans Enkes) store Vaaben --
la Duchesse de Montbrillant's.
Men da i Alleen Hoben
med den Smule var forsvunden,
hvortil Storheden og Naaden
endelig var reducerte,
tørred hun, med Smiil om Munden,
hastig Sporene af Graaden
(af den kunstig præparerte)
bort fra Øjnene og Kinden;
og, henslængt paa en Divan,
atter drømmende en Plan
for sit Liv hun udstuderte.

Hertuginden slog sig ned
i en stille Enkefred.
I den stolte Glimmerkaabe
af det franske Navn indhyllet,
kunde sikkert Skjul hun haabe,
og imellem Engelskmænd
færdedes hun nu igjen,
som om under en fortryllet
Fortunati Hat hun gik,
hvorpaa Ingen Øje fik.

Trende Gange, ved sin franske
Kammertjener, havde hun
i en blød Erindringsstund
underhaanden ladet granske
efter mig og Francis, men
faaet gale Svar igjen.
Altid snøvled den Franzos:
"Eders Naade, den Matros
ganske sporløst er forsvunden,
som en Steen, der gaaer til Bunden;
Drengen ude var og foer
siden han var nævestor;
Fremmede -- Gud veed hvorfra --
alt forlængst i Huset boede:
Moer og Datter, stille Kvinder;
artige -- bevares ja!
særligen for Britterinder;
men, naar Alt han skulde sige,
som han i sit Hjerte tro'ede,
var hans Mening: ei saa lige
de hinandens Ord forstode."

Mary hørte, med den Glæde,
som ei smiler, men vil græde,
med en falsk og hyklet Tro
paa en Tilvæxt i sin Ro,
denne haltende Fortælling
-- dobbelt dunkel, halv og skjæv,
da hun kunde ei betro
til den gamle Buxekjælling
hvad der egentligen drev
den fornemste Adelsfrue
blandt Provindsens Høi-Noblesse
til en saadan Interesse
for en Sjømand og hans Søn.
Ja hun drev den selv saa vidt,
at hun endog spurgte tidt
om Detaljerne i Stuen; --
for Exempel om den var
endnu overstrøgen grøn,
om der hang et Fuglebuur,
om der stod et Stueuhr,
som et gammelt Inventar,
paa hvis blomsterkrandste Skive
tvende Gjøge vare malte,
som for hver en Time galte
ligesom de var ilive,
samt om han ei havde nogen
gammel Vugge seet i Krogen
og saa videre med meer,
hvoraf kun den Gamle leer.


Mary elsked den fornemme
Verden, hvori hun var bleven,
som en Fød og Baaren, hjemme;
men hun elsked den af Trang,
medens endnu hendes Hjerte
ved den simple Verden hang,
hvorfra hun var selvfordreven.
Hun sit Hertugindeliv
elsked kun som Tidsfordriv,
som en Døven af den Smerte,
der paa hendes Indre aad,
som en Latterkuur mod Graad,
som en Ruus, der lod forglemme
stundom gamle Minders Stemme,
der med gnedne Glasses Lyd
gjennemskar den hele Fryd
. . Stundom kun? -- nei, Mary heller
sjelden saa lyksalig var;
thi hun i sit Hjerte bar
paa en skaanselløs Fortæller,
som i hver en ensom Stund
-- ja selv midt i Assembleen
og i Kontradands-Karreen
det til hendes Rædsel hændtes --
aabned pludselig sin Mund
til Historien, som endtes:
"Ve! i al den Glands du har,
hvad Du er og hvad Du var!"

      Hvor forgjæves
high-lifes Glæde gjennemleves!
Hun i herligt Selskab næsten
al Europa gjennemstrøg,
trængte til Jerusalem
og Damask mod Østen frem,
gjorde, da hun tog derfra,
for at gjennemfare Vesten,
Libanons Zenobia,
Lady Stanhope, et Besøg.
Men naar hun, der var forresten
sprudlende af Vid og Spøg,
pludselig i Vognen faldt
(som man kalder det) i Staver,
ingen anden Ting det var,
end den gamle Orm, som gnaver:
hiin Fortæller, som just har
sin Historie fortalt.
Just paa en af disse Turer,
som udretted Alt, undtagen
Eet alene -- Hovedsagen:
ei blot Øjet at adsprede,
men den Syge at helbrede,
som i Brystets Indre sturer . .
paa en saadan Tur for Lyst
ifra Brighton og til Bath,
langs Kanalens skjønne Kyst,
faaer hun paa det Rygte fat,
at en Folkefest beredes,
og da Damen ikkun jog
efter dygtig at adspredes,
tænkte hun: jeg kan jo dog
see derpaa, imens der bedes.
At idag jeg hende møder
paa det Sted, hvor altid Saaret,
som om ganske nylig skaaret,
i os Alle friskest bløder,
enten er et af de hvasse
sorte Træf, der altid passe
med sin Spids i gammelt Saar,
saa det altid aabent staaer,
eller har til Hensigt, Penge
paa min Fattigdom at trænge,
derfor ud at spionere
hvor nu Jeg og Anna ere.

Thi da nu min fordums Kone
havde for mig skriftet Alt,
var tilgivet og betalt
-- ja betalt til sidste Krone,
som jeg havde i mit Eje,
Doktor, Jordefærd og Pleje,
udbetalt til sidste Hvid, --
skjøndt det bed som Slangebid,
at den rige Moder torde
ei sit Barn, sit eget, jorde:
da nu Dette vel var endt,
Anna til en Frænke sendt,
forat nyde Kvindepleje,
flytted jeg, med alt mit Eje
-- Baaden og mit Lodspatent --
ifra Cowe's til Hastings, hvor
Havets store mørke Ager,
hvorpaa Brød for Lodsen groer,
nærmere mod Land sig drager.

Men Fortjenesten blev mager:
uden Hjælp, i Baaden ene,
var der intet at fortjene.
Sygdom dertil haardt sig slog --
kort hver Dag min Nød tiltog,
saa alvorlig tænktes paa,
ud en Dag tilsjøs at gaa,
men ei komme meer tilbage
uden trukken i en Hage.

Medens i saa mørke Tanker
jeg udover Sjøen saae,
hvor de andre Lodser laae
og Enhver sin Skude sanker:
sagte det paa Døren banker,
og en Sjøgut, net som drejet,
bukked halvt og halvt han nejed,
saa jeg ahned Uraad alt
før han mig om Halsen faldt.
Da faldt ogsaa Sjømandshatten,
og med næsten Rædsel Haaret
-- langt og glimmersort som Natten --
saae jeg ganske tæt afskaaret.

"Fa'r! min Eneste! -- Hun bad --
Ingen Os maa skille ad.
Derfor maa Du ei forskyde
hvad din Datter har at byde:
det at være dig en Søn!
Du kan ikke leve ene.
Francis lærte mig at ro;
derfor sammen godt vi To
kan vort Brød tilsjøs fortjene.
Hvert et Skib, vi see, Du jager;
Du alene gaaer ombord.
Baaden hjem igjen jeg tager --
Kjære Far, det er et Ord!"

For slig Vind fra bedre Egne,
mild som Blomsterdufte, sendt,
af mit Skib paa Timen drev.
Som hun vilde foretegne,
som Hun sagde, saa det blev;
og før Ugens Rest var endt,
gik det vel saa godt for Os,
som for nogen Hastings-Lods.

Deraf, Gentlemen, forklares,
hvi en gammel Ulk som Jeg,
da der af fra Briggen bares,
hemmed mine Taarer ei.
Tausheden, den timelange,
indtil Baaden var forsvunden,
Bønner var, jeg tusind Gange
mumled uden Hjælp af Munden,
indtil det sig tænke lod,
at, ved Hjælp af Tid og Flod,
Anna havde Havnen funden."



Lodsens fortælling

del 1 | del 2 | del 3



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt