London. Bedlam

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

"Har Du nok af London seet?"
blev jeg spurgt ved et Glas Ale
af min brave Skibskaptain
just som vi paa Drurylane
havde nær af Stykket leet
begge To os reent ihjel.

"Nok af Folkets Storhed? Ja --
Ja og nei, som man det tager --
meer end Nok dog af dens stygge
over London faldne Skygge:
Menneskers Elendighed,
bundløs, dybere mod Helved,
end som Folkets Storhed rager
op i Høiden imod Hvælvet.
Men, Kaptain, før vi herfra
til vort kjære Norge drage,
maa i Øjesyn vi tage
Bedlam, det til nu forsømte, --
Bedlam, et mærkværdigt Sted,
maa tilsidst vi tage med."

"Bedlam?"
"Netop, det berømte.
Verdens største Daarekiste."

"Ah, jasaa! Jeg ei det vidste,
i den Tanke, at om Rangen
selve London og Paris
holdt i Kamp hinanden Stangen,
hvert dog galt paa egen Viis.
Men lad gaa! Imorgen da
først til Bedlam! Saa en Flaske,
ud det triste Syn at vaske!
Saa ombord! og saa herfra!"

-- -- "Luk Bevogter! . Himlens Gud,
Hvad jeg saae i denne Celle!
Blev jeg hundred Aar ilive,
ingen nye Rædsler drive,
kunde det af Mindet ud.
Men lad Portneren fortælle
dig, Kaptain, om denne Gale.
Du kanhænde af hans Tale
kjender gysende igjen
en agtværdig engelsk Ven."

"Ja -- Bevogteren begyndte,
halvt at snøvle, halvt at grynte,
med en Overlæges Mine
og et tvivlsomt Blik paa Os --
Johnny Johnson, ikkun Lods,
Nummer . . . lad mig ikke lyve . .
Nummer Tusind syv og tyve,
gal ved Tab af alle Sine
eller af -- hvad Nogle kalder
lidt fantastisk -- Hjertesaar.
Mandens Galskab just bestaaer
deri, at han vil fortælle
Hvem som kommer til hans Celle,
om en Ting, han siger falder
paa hans Hoved, hvor han gaaer,
og som "sorte Træf" han kalder.
Dog han siger undertiden,
at de ramme ind fra Siden,
saa hans Hjerte, om man blot
undte ham saa meget Godt,
ud af Brystet det at skjære,
af de mange faldne Skud
som et Kogger maa see ud,
fyldt med Pile, alle smykte
med en Krands af sorte Fjære,
ud af Djævlevinger rykte."

Vogteren i Bedlam standste
i sin bedste Passiar,
som om Ting han eftersandste.
Men den sande Aarsag var,
at han med sit Ugleøje,
der i Mørket kunde see,
som igjennem tynde Flor,
havde seet en Dame bøje
om i samme Korridor --
En af hvem en fuld Guinee
høist sandsynlig var at vente.
Men han vilde see sig for;
bad os midlertid at vente.
Ikke før han Ryggen vender,
før, dybt rystede, vi trykte
grædende hinandens Hænder,
og imens afsted han render,
jeg Kaptainen med mig rykte
      bag den Pille,
der var Cellens ene Skille.

Under Vogterens Fortællen
Damen Hul for Hul beseer,
sparende ei paa Guineer;
og hun kommer saa til Cellen,
hvori Johnny Johnson er.
Portnere og Slige stedse
gravitetisk selvtilfredse
meget hellere berette
"iagttagne Fænomener,"
"sære casus" og "Symptomer,"
end de Papegøjesvar,
hvortil kun de Ordre har;
og hvad Selv Hans Viisdom mener
noksaa modigt de fremsætte
som Sentenser og som Gnomer,
uomstødte Axiomer.
Derfor Damen holden var
i geskjæftig Passiar
om den Gales Fixideer
samt hvad derved var at gjøre
-- "Notabene rationelt" --
uden at hun Navn fik høre
eller af den hele Røre
noget Sammensat og Heelt.
Dog hun til en Kavaleer,
af hvis Arm hun sig betjener,
hvisker: "høist interessante
ere disse inkonstante
Aandens Sygdoms-Fænomener.
Men luk op, Monsjeur! Jeg tør
see ham rolig ind i Øjet;
og hvis godt han er fortøjet
eller stille, aabn hans Dør!"

"Strax, Mylady! strax paa Timen!"
. . Laasen klirrer og med Bragen
Egedøren aabner sig. . .
Damen med et rædsomt Skrig
styrter om som lynildslagen
i en dyb og lang Besvimen,
selve Døden ganske liig.

"Seer I Træffet?" skreg den Gale.
"Seer I nu, det hjælper ikke
sig i Jorden at forstikke,
hjælper ikke at forskandse
sig mod Skrømt fra svundne Dage
i Palladsers Marmorsale,
eller Verden rundt at jage,
for ei meer sig selv at sandse!"
Og ved pludselig at bøje
sig som Tigeren til Sprang,
med en Flammen i sit Øje,
der tilside Alle tvang,
fat paa Damen greb den Gale
skrigende, idet han plukte
Fjer for Fjer af hendes Hat:
"Af med denne Paafuglhale!"
Perlebaandet op han lukte,
strø'de rundt omkring dets Skat;
rullende til alle Kanter
Gyldenringe, Diamanter,
plyndrede af Damens Fingre,
imod Kvadergulvet klingre.
Langsomt Øjet op hun slog;
men som den Forryktes Fange
syntes hun meer glad end bange,
saa hun ei sig fra ham drog;
meget mere hun tilbage
vinked' Følget sig at drage.

"Mary Ann!" -- blev Johnny ved --
"Naadigste Fru Hertuginde!
siig mig i Oprigtighed,
om du kunde -- siig mig, Kvinde! --
al din Herlighed forsage
og tilbringe dine Dage
her, just her, just her paa dette
græsselige Sted med mig?"

"Johnny! o!" -- brød Mary ud,
kyssende hans magre Hænder --
"o, saasandt en Dommens Gud
gaaen er med mig irette,
at jeg her og hvorsomhelst,
Johnny, leve maa med dig,
vil jeg som et Tegn betragte,
at Han sig til Naade vender,
at min arme Sjel er frelst.
Ingen Magt skal heller mægte
mig fra dette Huus at rive.
Der mit Liv jeg vil forblive,
hvor jeg har den Trøst i Eje,
daglig Dig at kunne pleje."

Johnny blev medeet saa stille,
at den sidste Perle, ført
af et Lufttræk, grant blev hørt
Korridoren langs at trille.
Og da op han saae tilsidst
vare Øinene saa milde.
Slukt i Taarer var den vilde
urofulde Vanvidsgnist,
saa at til en Kavaleer
hviskede betænkt vor vise
Gale-Vægter-Medikus:
"Endt er nu, saavidt jeg seer
af hans hele habitus,
Patientens Hovedkrise."

"Mary Ann, nu er du prøvet;
-- sagde Johnny mildt betonet --
prøvet er du og tilgivet
. . meer end det: du har udsonet!
Thi din Kjærlighed har Livet,
skjøndt forspildt, forødt, bedøvet,
ikke fra dit Hjerte røvet.
Derfor kom! En Krog, en stille,
vi paa Jorden søge ville,
hvor den Verden, som sig trænger
ved sit Guld med al sin Last
mellem Dyden og dens Lykke
ikke skal forstyrre længer
tvende Hjerter, som sig trykke
atter til hinanden fast --
En hvor vi forsonte kunde
leve vore Aftenstunde,
indtil Budet fra vor Dommer,
Døden, til os begge kommer,
for os, med sit tause Sprog,
(Fingren paa vort Øjenlaag)
venligt sammen at indbyde
til det yndige Paulun,
hvor som Engle De nu nyde
Saligheden Han og Hun,
som vi mindes men ei nævne,
at ei Sorgen, ene ved
Navnets Tone, sig skal hevne
paa vor neppe vundne Fred."

"Ak, hvor findes saadant Sted?
Neppe, neppe!" Mary klagte:
"Et for din tilbagebragte
Ro og min Taknemlighed?"

. . . "Jo, i Norge tusind Steder
byde hvad I ønske Eder"
-- sagde min Kaptain, traadt frem --
"Derfor, Johnny, følg mig hjem!
Der er tusind stille Dale
hvorom Ingen har hørt Tale,
og som kun en enlig Trost
har for tause Skove rost --
Dale, hvis vidunderhøje
almagtslige Majestæt
ganske vist af fremmed Øje
ei endnu er bleven seet.
Men, endskjøndt, saa vist som Bryst
Hjerte har og Ansigt Øie,
hver en Dal sin Indsjø har,
himmelblaa og stjerneklar,
fjernt omkrandst af Aaser høje,
nærved af en Blomsterkyst,
og endskjøndt en fyrig Elv
overalt ved Siden følger,
med en Lyd af friske Bølger,
friskere end Havets selv:
kan jeg, Johnny, nok mig tænke,
at den gamle Sjømands Længsel
efter Havet vilde hale,
som med en usynlig Lænke,
snart dig bort, som fra et Fængsel,
ifra Landets indre Dale.
Derfor, Johnny, maa du vide,
Havet har i Uroldstide
Landets Alpebelte sprængt
og er til dets Indre trængt,
strømmende i dybe lange
Fjorde, som sig indad slange,
gjennem hine brudte Svælg.
Der en yndig Plads dig vælg
enten paa en skovkrandst Tange
i en venlig liden Bugt
i en Dal af Alper lukt,
eller paa en grønklædt Bred
skraanende mod Fjorden ned!"

Før et Jevndøgn alt vi vare
næsten helt af Themsen klare;
og da vore Passagerer
(Johnny Johnson, Mary Ann)
kom paa Dækket, Engelland
under Havets Bryn sig skjærer
      som en bleg
neppe synlig Taagestreg.

Og nu bar det for hver Klud
lige ret nordostenud!
Ostnordost og retsaa nord,
til i fjerde Morgens Gry
Manden ned fra Merset skriger:
"Ret i Nord en snehvid Sky,
der i Høiden stedse stiger,
liig en buet Sølvergjord
over Horizonten spændt!"

. . . "Hurra! det er gamle Norges
snebedækte Klippeborges
morgensolbelyste Tinder,
      som os minder,
at Seiladsen snart er endt."



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt