Maurits Hansen

O hvad Dristighed jeg vover,
      Maurits Hansen, naar jeg veed,
at din Geist nu blikker over
      Skuldren paa Papiret ned!

Dumhed! Graad paa Vers? O Dumhed!
      Bort du hykleriske Pen!
Sorgens Poesi er Stumhed.
      Aandens Øre hører den.

Jeg vil stirre ud i Himlen.
      Tanken flyve som den vil!
. . Ak, der venter Englevrimlen,
      Maurits, en Novelle til.

Den har bag din Hyttes Vægge
      lyttet mangen Aftenstund;
nu den kommer forat lægge
      Øret nærmere din Mund.

Himlen mangler ei Sujetter,
      hvor der elskes kan saa ømt.
Genialsk du gjennemfletter
      dem med hvad Du selv har drømt.

Genius! Du maa fortælle.
      Himmelens berømte Gjæst!
din fortrinligste Novelle
      aldrig blev paa Jorden læst.

I hans Hjerte stod den skreven,
      tvang Usynlige til Graad,
Slutningen, isønderreven,
      af hans egne Taarer vaad.