Min Smag

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Johan Nordahl Brun

 Jeg skjøtter intet om høie Sving
 Og ei om Toner, som knibes ud af Kastrater,
 Og ei randsager jeg dybe Ting,
 Og ei bekymrer jeg mig om Krig mellem Stater;
 Jeg min Vise nynner
 Og mit Glas forsyner,
 Og for Resten slaaer jeg mørke Griller bort
 I Veir og i Vind og i Latter.
 
 Jeg gjør kun lidet af Verdens Guld;
 Den snart fik nok, som ei alt for meget begjerte.
 En gjerrig Satan, naar blev han fuld?
 Nei evig Tørst efter meer forvolder ham Smerte;
 Jeg den Kunst vil lære
 Rolig at undvære,
 Hvad jeg ei kan faae; thi netop er dog nok
 For dette nøisomme Hjerte.
 
 Jeg gjør dog noget af Ærens Glands;
 Foragt kan jeg for min bare Død ikke taale;
 Men jeg foragter den Narredands,
 Hvor Folk sit Værd efter Rangforordningen maaler;
 Velfortjent at være
 Er den sande Ære,
 Hvad Smarodser end til Stores Lov og Priis
 Saa himmelhøit monne skraale.
 
 Smaa Piger holder jeg meget af,
 De Hjertens Unger opliver alting i Lavet;
 Men vee den Skurk, som i Lysters Hav
 Kan ønske Dyd og Uskyldigheden begravet!
 Skaal for ømme Smerter,
 Skaal for rene Hjerter,
 Skaal for Husets Moer og hver en vakker Glut,
 Med Dyd og Ynde begavet!
  
 Af Venskab gjør jeg dog allermeest,
 Et Vennelav er et Paradiis her paa Jorden;
 Hvor Glæden hersker er altid Fest,
 Naar vilde Sæder ei skade Dyder og Orden.
 Venner Glasset tager!
 Vinen liflig smager,
 Naar vi drak vort rene Venskabs glade Skaal
 Og Fred og Velstand i Norden.

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt