Mine Længsler

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Jens Zetlitz

Hvor saare lidet vil der til
For lykkelig at være;
Et muntert Sind, en Piges Smiil,
En Ven, som gjør dig Ære,
En Hytte, som dig skjule kan,
Sundt Brød og Kildens klare Vand,
Saa megen Viisdom, at du vil
Og bruger denne Lære.

Guld har sin Glands og Magt sit Værd,
Og Rang vanærer Ingen;
Det er ret smukt at være lærd,
Men det er ikke Tingen.
Neiskjælve ei for Daarens Dom,
og tage Dagen, som den kom,
Er meer end Guld og Ære værd,
Og det dig røver Ingen.

O! naar jeg, ved Elisas Barm,
Til Kloden kunde sige:
"Jeg har indsluttet i min Arm,
O Jord! din bedste Pige."
Og saa en Ven ved siden sad,
Som saa sig i min lykke Glad,
Jeg skulde, skiønt forladt og arm
Ei efter mere hige.

Til enlig Dal jeg søgte hen,
Min Haand en Hytte bygged,
Som mig, min Pige og Min Ven
Indslutted og Betrygged;
Til Frugtbarhed jeg Jorden tvang,
Og ved min Sved Hans Godhed sang,
Som troner høit i Himmelen
Men mig min Kreds betrygged,

Jeg Fader blev — de kiære Smaa
Paa ømme knæ jeg satte,
Paa dem med samme Øine saa,
Som Gierrige paa Skatte,
Jeg ledte efter Moders Træk,
Og kyste barnlig Taare væk;
Jeg jorden skiøn, Gud god jeg saa,
Som mig paa Jorden satte.

Jeg sagde til den kielne Tøs:
"Dyd er den største ynde."
Og til den raske vevre Knøs:
"Den største Skam, at synde."
Jeg sagde til dem begge To;
"Blandt Livets Torne Roser gro;
af Dydens Kilde Glæden øs,
og Gud skal eder ynde."

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt