Mit følge.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

 Jeg kører frem gennem stråle-fryd
i søndags-stilhed med klokke-lyd.
Alt løfter solen, fra myg til sæden,
som var den selve alkærligheden.
Og folk forbi mig til kirke køre,
snart stiger salmen for åbne døre.
      - Godt mod! Du hilste på fler end mig,
      skønt du i skyndingen så det ej.

 Jeg har det herligste rejse-følge,
skønt det sig stundom mon listig dølge;
men når du så mig så søndags-glad,
var det, fordi at vi flere sad,
og når du hørte mig dæmpet synge,
de sad i tonen, som i en gynge.

 Mig følger en med en sjæl så stor,
for mig hun ofrede alt på jord;
ja, hun, som lo, når min båd blev krænget,
og blev ej bleg under uvejrs-hænget,
ja, hun, imellem hvis hvide arme
jeg kente livets og troens varme.

 Se, deri er jeg af snegle-arten,
at huset bærer jeg med på farten,
og den, som tror, det er tungvint bør,
han skulde vide, hvor godt det gør
at krybe ind under taget atter,
hvor hun står lys mellem barne-latter.

 Ej måler tankens, ej digtets søn
så høj en hvælving, så dyb en brøn
som fra den himmelske kærlighed
til der, den spejler i vuggen ned.
Ej sjælen lyser, ej hjærtet dugger,
som når dit barn under bøn du vugger.

 Hvem ej har kærlighed i det små,
han kan ej mængdens, ej minnets få.
Hvem ej kan bygge sit eget hus,
hvad stort han bygger, går og i grus.
Med sejr fra Moskva til Kartagena
han dør dog ensom på Sankt Helena.

 Har først du bygget dig selv et fæste,
så tit du frelser endog din næste; -
skønt børne-hænders og kvinne-værk,
det fæste holder din sjæl så stærk,
at den går hel gennem kamp og fare
og giver mod til den største skare.

 Et enkelt hjem bar så tit et land,
når ud det sendte dets frelser-mand,
og mange tusen af hjem det var,
som landet frelst ifra slaget bar.
Og det, som bærer det gennem freden,
er hjemmets puls-slag i travelheden.

 Trods alt det fine i fremmed duft,
helt ren alene er hjemmets luft.
Der møder bare det barne-sanne,
og synden kysses ifra din pande;
til hjemmet hist står der åbne døre;
ti derfra kom det, - og did det føre!

 Godt mod, du vandrer på kirke-vej!
Du bér for dine, for mine jeg;
ti bønnen bærer et stykke frem
på vejen mellem de tvenne hjem.
- I bøjer ind; jeg må vidre køre,
mens salmen følger fra åbne døre.
      - Godt mod! Du hilste på fler end mig,
      skønt du i skyndingen så det ej.



Digte og sange 1870

Del 1

Del 2

Del 3

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt