Molok

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Det var ved nattetid i byens park.
Oktober ruget over træ og busk.
Henover havens vinterbidte mark
laa høstens blade, krøllede som knusk.
Men som jeg vadet om i vissent løv,
saa stanset jeg min gang med ét og kvak:
Paa en af bænkene laa stum og sløv
et dunkelt væsen bak en vinterfrak!

En sjæl, der vel som barn blev buden ind
til alle dages rosenrøde fest —?
Som syntes skjønne det af solens skin
og af den lyse luft, at han var gjest?
Og saa — istedetfor at faa som skjænk
de grønne skoge, gyldne eventyr, —
blev han en dunkel masse paa en bænk,
en krummet klump af kjød, som ikke knyr.

Han sover sagte, haanden hænger ned
og natten ruger, frysende og still —
og jeg som stirrer her paa dette sted,
jeg ser hans stumme skjæbne, mørk og vild:
Den Gud, hvis stamfar var en stenfigur,
som stænktes til af blod i tidens old,
har ikke skiftet lyster og natur,
saasnart en svak blev given i hans vold!

Paa Assurs torve stod han, smidd i jern
med blodig flamme i sin mund og grén. —
Saa blev han mykere, blev mere fjern,
tok til at knase sjæle mér end bén.
Nu er han taaket til, gjort om til luft,
og uten legeme han flyter om,
saa fin og fager som en rosenduft,
den gamle menneskeæter-helligdom!

Dog høres tidt en tung og sælsom lyd
af Moloks kjæver bak den gyldne sky,
naar tidens sterke dyrker ham med dyd
og kalder paa hans navn i bygd og by.
Da lystrer guden. Himlen slaar en spræk,
og gjennem sprækken titter lønligt ut —
hvem andens kolde, haarde ansigtstræk
end netop hans, som staar og roper „Gud!“

Slik er det fat. Hin Gud er kun et speil af ham,
som knuger heftigt om sit sverd,
men trænger glans og guddom til sin feil,
og himlens stempel til en daarlig færd!
Hvad hjalp det derfor, at profeter kom
og ropte: „Dømmer ikke!“ — Det er klart
at dét, det hele endte med, blev dom,
naar naadens kilde var af slik en art!

Saa blev den svake hop i gruset klemt
af den, som salmen kaldte deres skjold —
lik ham, som slumrer, bitter og forskræmt,
men snart skal vaakne, frysende og kold!
Se, busken staar med kronen vinterstiv,
og dog er manden under frakkens flor
et helligt krat af aarer og af liv,
som spirer mer end nogen busk paa jord!

Og stod det kun til mig, som selv er arm,
paa nogen vis at lindre denne nød,
saa gik jeg hen og lagde til hans barm
et vældigt, viet slagsverd og et brød.
Jeg sa ham: Dit og mit og andres sverd
skal hugge ned af himlen denne gud
som skygger for en kjærere, hvis værd
staar lysende i kjærlighetens bud!!



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt