Morgen.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

I.

En sommermorgen paa det solblaa hav,
med smil fra bølgelæber, tusindblanke
og tusen bølgestemmers latterkor,
en lysvarm morgen jublende om jord
og festglans over hver en sindets tanke.

Ja, døbt af sol er alle mine sanser,
min sjæl er som en blank champagneskaal,
der skummer gylden, fyldt til bredfuldt maal,
mens alle perler glædedrukne danser.

II.

Lad sjøen solblaa sprøite omkring skuden,
det er for livet mig en manddomsdaab.
Og øiet skinner blankt af tro og haab:
Nu holder livet fest! Og jeg er buden.

Skjænk bægret fuldt! Jeg sætter det for munden
og tømmer det til sidste draabe.
Og glæden slaar om sindet sølverkaabe, -
min sang er oppe, se, min dag er runden!

Berust af vin og sol og sydens sommer,
berust af mine tyve unge aar
med blottet hoved jeg i bougen staar,
mens dagens glød omkring min pande flommer.

III.

Jeg ved ei hvorfor, og jeg ved ei hvad,
jeg ved ei hvorlangt og hvorlænge.
Jeg ved blot, at sindet af sang er fyldt,
og at der dirrer sol langs mine strenge.

Det er digt, det er drøm, det er bandsat løgn,
snart ligger mine stolte skuder brændte.
Men nu er det sol over Middelhav
og nerverne i jubel er spændte.

Det er digt, det er drøm, det er bandsat løgn,
men jeg elsker de bedaarende løgne.
Jeg kaster mig beruset i drømmene ind
med sultne og vidtaabne øine.

Med store hænder røver jeg mig drømmens guld
- til høsten er det tidsnok at græde.
Med dirrende graadige sansers magt
raner jeg al livets lyse glæde.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt