Natten

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Sigbjørn Obstfelder

    Kommer du heller ikke inat, du, som jeg skal knuge
til mig, mens karlsvognen synker på himlen?
    Jeg ligger og kan ikke sove og vil ikke sove; jeg
tør ikke sove alene.
    Jeg har ild! Kvinde! Mine arme skal omslutte dig,
i mørket skal mine øine drukne i dine, mit ansigt
drages mod dit, dit legemes nærhed vil jeg føle, - at
der er en anden hos mig.
    Du må ikke sove, du må ikke noget øieblik forlade
mig, din nerve skal røre ved min, din hud, alle dine
nerver, al din hud, nei, du må ikke forlade mig, ikke
et øieblik!
    Kommer du ikke, kvinde, du den mægtige, du som
kan føde, og slynger dig om mig, med dit legemes
stråler? Nu kommer snart dagen, den vanvittige dag,
og det er for sent. Hørte jeg dine fjed? Eller var det
de fjed, som hver nat danser lydløst i min sjæl? Eller
var det de fjed, som med raslende lænker vandrer
langsomt i min ånds fængsel? Jeg brænder, de glim-
tende celler flyver i mine årer, attrår at blive liv, at
blive sjæl mod lyset!
    Jeg ligger i is. En grav er mit leie.
    Hvorfor kommer du ikke, liv, store, høie kvinde,
og tænder mit legemes tusende blus, mit blods mil-
lioner stjerner?
    Jeg hører dine skridt derude, - de nærmer sig, -
og, Gud, de bæver, ti snart kommer evighedstimen, da
du ligger ved mine fødder, frygtende, - du famler
ved døren - og - og - jeg er ikke beredt! Er jeg
beredt, o Gud, er jeg beredt? Er der den brusende fos
i mit blod, den ildvarme strøm i mine hjertekamre?
Jeg tør ikke. Dine hænder er sten, din ånde er gift. Jeg
kjender dig ikke, hvem er du? Min sjæl kjender dig
ikke. Min sjæl forstår ikke dine øine i Mørket.
    Hvem kommer? Ler i?
    De kolde dagstråler kommer listende, hånler af mine
øines bøn,
    - den vanvittige dag.
    - Hun kommer.
    Som mit eget hjertes banken, når natten dør, er
hendes trins lyd.
    Der er blot hendes, i den tause gade, hun, som
kommer til mig.
    Det var til mig, hun kom.
    Hun går ved min side. Jeg slår mit blik ned, ti
rædselen er stor i mig.
    Nu synker karlsvognen.
    Hun hæver sine øine mod mig. Hun er nonne, og
hun har sorte klæder og hvid kappe.
    Hun stanser og rækker sin hånd ud.
    Guds moders medlidenhed, jordens uendelige lidel-
ses regnbue er der i nonnens øine.
    Jordens sydende attrå, higen efter at smelte sam-
men og føde, forny sig, skabe vrimler om sig!
    Jeg føler arme lægge sig mildt om mig, hoved synke
ind til mig, læber møde min mund.
    Den lange, bundne længsels, de tugtede, rensede
drifters kys.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt