Natur- og menneske-kjærlighed

Hører du i døven Dvale,
      Jordens Herre,
      ei desværre
Himmelens, din Faders, Tale --
      aabn da Øjet for din egen
      stolte Stammes
Viisdoms ømme kloge Ammes,
      Alnaturens, milde Pegen
paa sin stumme Kjærlighed!

Skyen Træets Krone lædsker;
      Træets Blade
      atter bade
Buskens Top med milde Vædsker,
      Skyens lunkne Honningblod.
Under Busken Græsset lukker
      op sin spæde
Mund, og Busken af sin Væde,
      blandet med dens eget Sukker,
      mætter det med Overflod.

Dyret, skjøndt dets Øje blunder
      taagehyllet,
      seer fortryllet
dette Kjærlighedsvidunder.
      I det vaade Græs en Hind
knæler med sin Kalv og slikker
      op de fulde
Draaber, som paa Græsset rulle.
. . O, Natur, sit Liv den drikker
      af dit ømme Hjerte ind!

Ak! men Jordens Herre, Manden,
      Han, som bærer
      Himlens Sfærer
modellerte skjønt paa Panden,
      Lysets Kjerne i sit Blik --
Han, den Himlens Førstefødte,
      Brodermunde
tør et Drag af Luft misunde?
har for Jøden, den Forstødte,
      Øjekast som Ormestik.

Han, med hulden Viv i Armen,
      blidt omfavnet,
      Christennavnet
korsbetegnet over Barmen . .
      Han, hvis Mund med milde Smiil
er i Kysset af en Moder
      blidt ompræget,
føler Hjertet kun bevæget
      af et Helveds mørke Floder:
      Hadets Aarers vilde Iil?

Ve dig, Cain, din Broders Hader!
      Du at sove
      ei tør vove
under Træets Ly, som bader
      Tornebuskens Blomstersnee.
Tjørnene, mod Græsset ømme,
      med Forfærden
straffe vil din Sjels Forhærden,
      Græssets Taarer vil fordømme
      dig i Alnaturens Vee.