Niels Henrik Abel.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

[rediger] I

 En ånd er os nær.
Under stjærne-tegnet
for Norges opgang
den tændtes her.

 Dens bane gik lige
mot højeste rige,
der tanker stige,
og selv mot de højeste der.

 En ånd er os nær.
Dens lysende hær
i tankesus
fyller vort hus.
Som i en stor bølges
fjærnt avstemte brus
sejre, sejre de fejre.

 De følges
av tanker, som til hine hæfter,
men blev ikke tænkt.
Da de kom efter,
var der stængt.
Det var tidlig på dagen;
men da de kom efter,
var der stængt.

 Urokkelig som tiden
er tallenes viden.
Deres flætninger er,
i evigt morgenskjær,
renere æn sneen,
finere æn luften;
men stærkere æn værden,
som de vejer uten skåler,
og belyser uten stråler.

 Og han har
sat skytende røtter
i erkjænnelsens lov.
Der han var,
kan ikke tænkes uten ham.

 Den gang han kjænte,
døden kom for at hænte,
bad han den vænte.
Han regnet og regnet,
til han satte tegnet,
det siste,
under det, som ingen ænnu visste,
og knapt forstod.
Nu er det forskningens rod.

 Hans fødsels-stjærne
lyser frem til vuggen
vise mænn fra det fjærne.
Hundre år
er her som igår.

[rediger] II

 Der ensomhed økes
av havgufs og mørke,
tit tanken slår inad
fra lek og fra ørke.
I omsyn av himmel,
av hav og av sten, -
blant hundre, som grubler,
til tænker blir én.

 På sværeste spørsmål
så må han fundere;
en bok, som skal svare,
kun kommer med flere.
Det øde får øjne,
som spør uten tål;
selv stjærnerne taler
om avstand og mål.

 Får sådan en vinger,
så rummet han råder,
han svarer for værden
på tusenårs gåder. -
En vestlands-gut var han
på vel et snes år.
Nu værden ham ejer;
men gutten var vor.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt