Nils Justesen

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Paa Hetland sprang Engellands
            Eenhornshest,
             da Norløven sov som bedst,
      og Skotlands Tistil trives
             paa Ørkenøes Klint dernæst.
                   Bort svømmede Man,
                   den gyldne And;
             og Suderøe dukkede ned.
                   At Tidernes Hav
                   er Storhedens Grav,
             det plyndrede Norge veed.

Til Færøe, hvem ikkun det Snedrev slaaer,
             som fyger af hvide Faar,
      til Grønland og kjære Island
             vildfremmede Bølge gaaer.
                   Slig Slagfjederpragt
                   var engang lagt
             af Norge, den Ørn, over Sjø.
                   Nu plukket den er.
                   De deilige Fjer
             omdrive nu under Øe.

Nu vasker ei Norge i Gøthaflod
             og Venern sin høire Fod,
      og hviler ei Venstren utmed
             den Herjedals Fururod.
                   Der vajer en Fahn
                   fra Jæmtlands Gran,
             som aldrig var kjendt hertillands.
                   Ei Vælde, men List
                   har skaaret forvist
             af Løven den vakre Svands.

Nils Justesen var vel en Bonde grov.
             Hans Adelssværd var hans Plov.
      Men dermed han veed at vinde
             tilbage de fule Rov.
                   Han ene forstod,
                   foruden Blod
             at sætte paa Ørnen de Fjer,
                   at sætte til Svands
                   af Kornax en Krands,
             der bedre end Ragget er.

En Myr til et Hetland han gjør med Sved.
             Han vælter en Klippe ned;
      saa triller han Muld derover,
             saa stod der et Man af Sæd.
                   Et visnende Krat
                   han mejer plat.
             Det Jæmtland skal bli'e til Høst.
                    -- Den Slagfjeder groer
                   vel fastere, Nor?
             De forrige sad saa løst.

Et Island og Færøe fra Hav han skar.
             Et Bohus fra Fjeld han ta'r.
      Sligt Guld, som han Huustro spinder,
             knapt Olaf i Dublin bar.
                   Han maaler med Stør
                   og Trillebør
             Provindser til Salt og til Malt.
                   Han slaast med en Ur,
                   med stærken Natur;
             men blier ei som Jacob halt.

I Svartmyr erobres den gamle Glands,
             paa Heden en Landekrands.
      Og Norriges Skattelande
             de ligge herindenlands.
                   Ja Kornaxet er
                   de deilige Fjer,
             som løfte dig atter, du Ørn!
                   Da blikker du ned
                   paa Frihed og Fred,
             paa glade og mætte Børn.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt