Nordsjøen (Wergeland)
Hvor hører jeg dit Brag med Lyst,
du mørke Hav om Norges Kyst !
Den er dets Frihedssang,
som Seclers Haan og Kongers Bud,
at slette Norskt af Norge ud,
i vilde Elementers Brud
med Sejer overklang.
Hvor elsker jeg din Bølge blaa:
Thi Norges Skytsaand jog derpaa
paa Vagt i Vestresalt.
Den Varde ham for Norge var;
med tagget Bølgeryg han skar
de Lænker, danske Maager bar
henover Havets Spalt.
Hvor elsker jeg din Døningvaag!
Slig Dødsensdal om dybe Laag
ei fule Kringlen snoer.
Som faraonske Trællehær
de veke Røster qvaltes der,
som Vinden bar fra danske Skjær,
at qvæle dine, Nor!
Hvor elsker jeg dig Flade blank!
Thi der de danske Rænker sank,
som Fugle, der fra Land
forlangt paa Havet voge sig.
En rank men usel Seiler liig,
Despotens Vilje midtpaa dig
forgik paa Bankens Sand.
Et Skjold dit Speil; -- din vilde Støi,
o Hav, en Frelsenshymne høi!
En Muur din steile Sjø!
En staalglat Muur, af Skum en Grav!
Saa fast en Borg ei Dovre gav
dig signte Norge, skilt ved Hav
fra Trældoms bandte Ø.
Du fjernte Danmark, Hav! -- foreen
med Norge Island da igjen!
Ha, reis dig fra din Grund!
Med Bræer af Skum som Jøkler blaae,
lad høie Bølgevælter gaae
til Island, mod dets Barm at slaae
i Thordner Frelsens Stund!
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer