Norge, Iisland, Færøe

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

(FORQVÆDE TIL EN POETISK BEHANDLET SIGMUND BRESTERSØNS SAGA)


En fager Qvinde gav engang
      Verden tvende Drenge:
Munterhed i Øiet sang
      Haaret gyldne Strenge.

Den Kjephest helst de leged med
      var en hvæsset Landse:
Naboedrengen snart blev kjed
      af de vilde Dandse.

"Vel snart som Faer vi ud kan gaae
      "mod den stærke Jette?
"Større Sværd end dette maa
      "snart vor Muskel lette!"

Saa juble de -- den Moder glad,
      høit, ved Aftentide,
synger dem et dristigt Qvad,
      mens paa Skjold de sidde.

Den Ældste klapper glad i Haand:
      "Sligt vil jeg og gjøre,
naar jeg kan de blanke Baand
      om min Bringe snøre!"

Den Anden længe lytter til,
      Takten slaaer paa Skjoldet:
"Ha -- et Qvad jeg heller vil,
      at af Sjel jeg folded'!"

Den Mindste jubler: "Moder sød
      vil du stedse qvæde,
bli'er jeg gjerne i dit Skjød,
      vil ei Bifrost træde!"

Den Ældste rask i Veiret skjød,
      en Hjelm ham blev for snæver:
snart en Kongekrones Glød
      han til Issen hæver.

Dog elsker han sin Moder god:
      Arm om ham hun slynger,
som da han ved Arnen stod:
      samme Sang hun synger.

Den Anden blev en dygtig Skjald,
      boed' hos sin Moder:
skrev dog tit med Sværd paa Val
      Runer, som hans Broder.

Den Mindste stedse hjemme sad
      for den Sang at høre:
stundom maa dog Svenden glad
      Broders Glavind føre.

Skjøndt alderstegen bærer Hiin
      end sit gyldne Smykke:
Sølverlok om Purpurkind
      gjør ham værd den Lykke.

Men Tid og Sorg paa Skjaldens Sjel
      Snee og Riimfrost rysted';
fremmed Baand som sølvgraa Træl
      ham til Jorden krysted'!

See, meer han kan ei mindes sig,
      hvor han Harpen lagde:
Stakkels Olding, tykkes Dig,
      Sorgen Glemsel bragte?

Ha, famler Du i sølvgraae Haar
      for din Hjelm at finde?
vredes ved i fremmed' Gaard
      tjene fremmed' Qvinde?

Den Yngste gav sin Jarlehat
      for en lodden Hue:
før hans Hjelm var liig en Nat
      over Baunens Lue.

Nu han, som før sin Broders Skjold
      ofte bar i Slaget,
sidder liig en Bauta kold,
      moset og bedaget.

Paa Panden Kummer tegnet har
      mangen skummel Rune:
Drømmene, hans Ungdom bar,
      qvalte Skjebnens Lune.

Han endnu hos sin gamle Mo'er
      hører Barndoms Qvæde,
stirrer paa sin Broders Spoer,
      som tør Bifrost træde.

"Da vi var' Smaae, saa vilde Han
      stedse Herre være:
-- underligt, slig Lyde kan
      saadan Guldfrugt bære."

"Nu bærer han, liig Sol paa Fjeld,
      Kronen, Sværd ved Siden:
jeg er Træl: den Andens Sjel
      bleven sløv før Tiden.

"Nu, riig som Høst og stolt som Vaar,
      neppe Han kan mindes,
at han Brødre har, hvis Kaar
      trangt af Armod bindes."

Saa mumler mørk den gamle Svend:
      seer paa hullet Trøie,
saa til Kronen han igjen
      kaster lynfuldt Øie.

Det gjælder ei hans Broder, om
      han mod Himlen peger,
men den sorte Skjebne, som
      med hans Lykke leger.

Trende Skibe med høie
Barme glide af Havnen.

Bann'ret ligner en Hanes
Kam og Seilet en Vinge.

Stormen tvetter sin sorte
Lok i Bølgernes Fraade.

Hisset Banneret, liig en
Gnist, nu flyver i Natten.

Snart maa Seilene, lige
hvidgraae Røgstøtter, følge.

Masten brister; liig Kobber-
hjelm staaer Snekken paa Skjæret.

Morgnen peger paa tvende
Vrag, som drive i Fjernet.

Over Kjølene springe
smaae og leende Bølger.

Morgnen viser i Fjernet
glad en høibarmet Snekke.

See i Solen hvor liig den
sidste, svindende Stjerne?

En af Trende har Skjebnen
levnet: Een kun af Trende!

Samme Egeskov fødte
dog de Skibe -- o Skjebne?

Tro ei Barndommens Drøm, som
slaaer, liig Masten, mod Skyen!

Skjebnen splited' de tvende
Drenges flagrende Purpur.

Hine Drenge jeg nævner:
Norge, Island og Færöe.

Havet er deres Moder,
liig en blaaøiet Qvinde.

Havets syngende Barm var
hine Ynglingers Vugge.

Jordens Lande er' alle
Havets lokkede Sønner.

Hver af Sønnerne fik sin
egen, skarpe Character.

Landets Mænd ere Sjelen:
Landets Qvinder er' Hjertet.

Hver en Mand er en Guddoms
Tanke virkeligbleven.

-- Norge gjemmer bag Klippers
Skjolde Dalenes Guldslør.

Norges kraftfulde Legem'
har et svulmende Hjerte.

See det ligner den tapre,
men godmodige Gothe!

See, dets Elve er mørkblaae
Aarer, Fjeldene Muskler!

Høi er Sjelen, som ruller
gjennem brusende Aare.

Varmt Principet, som ulmer
bag de snoede Muskler.

Folket bærer jo Landets
Præg, som Sjelen sit Legems.

-- Hver en Islænder var en
ildfuld, digterisk Tanke.

Hver en Islænder var en
Heklas hvinende Funke.

Island var den bizarre,
høie, kraftfulde Digter.

See, hans Øie hvor ildfuldt!
-- Krablas Krater i Natten.

See, som Legemet Sjelen:
voldsom, kraftfuld og ædel!

Gjennem Færeyars Bryst der
bruse tusinde Aarer.

Derfor var han en heftig,
iilsom vredladen Yngling.

Lidenskaber som Skum paa
Bølgen, strømmer med Blodet.

Sorte Fjeldbække ofte
hvirvle klingrende Perler.

Storme hviler: en heftig
Sjel har glindsende Tanker.

Sigmund Bresteson var en
ædel Færeyars Tanke.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt