Norges fjelde (PAA EGEBERG)
Nu ere de kolde, graaskaldede Klipper
Norriges bedste Patrioter.
Før til Hjerte Stenen død,
Klippens bundne Flamme rød,
end . . . o hist dernede banker
mangt et ondt som Slangens Tanker!
Præst! et Hjerte af Granit
kan du bytte ligt med dit.
Klippens Snedryp er om Vaaren,
ømme Hykler, varm mod Taaren.
Fjeldet gav paa mosblødt Knæ
tidt forfulgte Kummer Læ.
Mennesker, kun de alene,
dynge paa dens Hoved Stene.
Læs dig det i Livets Bog,
Dødens brogetmalte Fibel!
Som Naturens Billedbibel
gjør den vel ei glad, men klog.
Se! til Folkets Hungerlyst
rækker Klippen frem sit Bryst.
Der er bitter Melk i hvide
Lav, og Sult maa Mosen bide.
Sult? -- o Ulvene ei lede
som det stolte Folk dernede.
Lykkens Børn sit gyldne, krandste
Bægers Flugt ei derfor standste.
De, som eder mest foragte,
Klipper graa, ei Hungren smagte.
Arme Fædreland maa føde
værste Børn med bedste Grøde.
Nu ere de kolde, graaskaldede Klipper
Norriges bedste Patrioter.
Klippen skaldet, graa og kold,
kaldes Norges bedste Skjold.
I gjør Ret, I Mænd af Norge,
at I for jer Selv ei borge.
Hvo mon skulde saadan Kløgt
i saa klodset Hoved søgt?
Retsom graa og hvide Kofte,
der Geniet gjemmer ofte.
Ulvemoste Tydalsfjelde,
spænde hist en farlig Fælde.
Skarven vogter Grændsen medens
Vinger sover inden Fredens.
Meer end borgløs Kommandant
gjælder nu den bratte Brant.
Beltet af de døde Jætter
skrækker meer end Tidens Ætter.
Lad da Klippen (spar ei paa!)
Stjerne paa sin Bringe faa!
Den fortjener jo sin Stjerne,
som kan Fædrelandet værne.
O, nu ere de kolde graaskaldede Klipper
Norriges bedste Patrioter!
Ingen elsker Landets Grund
højt som I, skjøndt uden Mund.
Eders melancholske Sjæle
Ravnen laaner stundom Mæle.
Dverg saa lumsk og Alf saa slem
har i Fjeldets Dyb ei Hjem
som den Æt, der allerede
gaaer i Frø og Frugt dernede.
Flok af unge Skandinaver
sidste Nordmand snart begraver.
Edder ifra eget Hjerte
drypped de i Hjelms's Smerte.
Solbrændt Orm i Klippens Rivt
modner ei en værre Givt.
Den skal deres Moder smage
-- ve! paa sine gamle Dage.
Ei i Fjeld gaaer Malmens Flod
trægt som denne Ungdoms Blod.
Rødere end Det, som fryser
i dens Aarer, Ertset lyser.
Flød det ud af danske Lænder
seigt som Sli og Eider render?
Ak, I gamle norske Fædre,
strømmer eders Yngels bedre?
O, I kolde, graaskaldede Klipper,
nu ere I Norges bedste Patrioter!
Øde er min Klippe kaldt.
Hybnen blommer i dens Spalt.
Rosig Mund da blie'r den Revne,
Gud til Lovsang efter Evne.
Øde? ja for øde Blik.
Armod dog sin Ynde fik.
Se, der luder Blomsterbræer
mandelduftende Linnæer!
Evigblommers fine Rødt
hvifter over Klippen blødt.
Feiret Skjalds Indbildningsstyrke
tidt meer blegnet Flor maa dyrke.
Lyngen meer begeistringsyr
vajer over Steen og Myr,
end de Tanker, som sig rade
magre paa den Pristes Blade.
Enerbusken i dens Rivt
spiler Qvisten ei saa stivt
som i mangen Veklings uden
Liv sig Nerven under Huden.
Gamle, nøgne Klippe, nu
bedste Patriot er du.
Hvor er nu, da Eeder springe,
Fasthed uden i din Bringe?
Blinde Klippe! Nu, hvi see
ned paa al den Hjertevee?
Ørnen dog fra Skyens Lande
blikker ud ifra din Pande.
Men fra mangen Ynglings fløj
bort forlængst hver Tanke høj.
Ve Begeistring, om den findes!
Selve Hjertets Slag maa bindes.
Tause Klippe! Ja det Sprog
anstaaer godt Foragten dog
for den Æt, som vrangt har stillet,
Norge mit! din Friheds Billed.
I dets Fjelde et er malt.
Det er stort og idealt.
Hvor republikansk de stige
stormende mod Stjerners Rige!
Skakastølens sorte Tind
har et diktatorisk Sind.
Derfor som Tribun Snehætten
gjenner Magten ifra Retten.
Gousta har, den gamle Skjald,
sat sin Harpe, Rjukanfald,
fast mod Knæ -- den vidt maa bære
Fjelderepublikens Ære.
Devovert som Curtius,
sprungen fra sin Faders Huus,
høje, gavlte Romsdalshornet
staaer Hornelen, den Forlorne.
Rige Moderkjærlighed
af sit eget Smiil ei veed.
Republiken ikke heller
alle sine Dyder tæller.
Kun ved Maalet, Gud har skabt,
giver Liigheden sig tabt.
Skjæret, som sig lavt kun speiler,
ei til Diktaturet beiler.
Hist dernede hedder det:
kryb paa Andre -- det er let!
Sig til Tusinder gjør Nullet.
Lykken lægger Æg i Hullet.
Egeberg fra Aar til Aar
trofast Vagt for Dalen staaer.
Derfor det i Fyrrelunden
bærer Borgerkronen vunden.
Hist dernede af den Mands
Hoved rives Egens Krands
som har meer, end Fjeldet Dalen,
vogtet Friheden i Salen.
. . Kom da, Elskte! med mig fly!
Kjære Klippen graa har Ly.
Trofast ømt vil den beskytte
Kjærlighed i Sorgens Hytte.
Vi belønne den sit Læ
med et smekkert Rognetræ.
Birken sølvhvid gjør ved Siden
Liens Yndighed ei liden.
Naar de begge sammenknoppe
over Kløften sine Toppe,
gamle Norge er, kanhænde,
bragt forlængst til salig Ende.
Folkets Stolthed af er kronet,
Modersmaalet ud har tonet.
Visn da, Træ, før du dig højner,
at du ei den Rædsel øjner!
Gid jeg Selv før Klippe blev!
Smerten grov deri en Klev.
Gid en Steen jeg blev fortryllet,
højt paa Fjeld af Havet skyllet.
Ak, jeg veed, min Brud, da hvad
du af Himlens Gunst dig bad:
Hybnen liig, den rosenfulde,
lude over mig du skulde.
Bed | Godnat | Med en buket
Sommerfuglen | Til Foraaret | Til min Gyldenlakk | Vi ere en nasjon vi med
Fuglene | Værhanen og måltrosten | Dompapen | Flua | Edderkoppen | Bekken går i engen
Dyrene | Jeg selv | Hunden | De tre par og den ene | Fattigmann | Hoggormen
Lønnen og granen | |
Etter tidens leilighet | Språklære. Gramatikk. | | Norges storting |
Norges konger | | Vuggevise | Vesle Hans' eventyr | Nisser og dverge
Norges farvel til Ole Bull | Kirgisisk folkesang | Norges fjelde
Til den smukkeste pige i hallingdalen
Devegge-hornet | Thor Hallings og Bergittes tilbagekomst fra Kristiania | Valdersen paa hjemvejen
Ragne hallingpiges vise | Hytten
Se også: