Norges fjelde (PAA EGEBERG)

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Nu ere de kolde, graaskaldede Klipper
Norriges bedste Patrioter.

Før til Hjerte Stenen død,
      Klippens bundne Flamme rød,
      end . . . o hist dernede banker
      mangt et ondt som Slangens Tanker!

Præst! et Hjerte af Granit
      kan du bytte ligt med dit.
      Klippens Snedryp er om Vaaren,
      ømme Hykler, varm mod Taaren.

Fjeldet gav paa mosblødt Knæ
      tidt forfulgte Kummer Læ.
      Mennesker, kun de alene,
      dynge paa dens Hoved Stene.

Læs dig det i Livets Bog,
      Dødens brogetmalte Fibel!
      Som Naturens Billedbibel
      gjør den vel ei glad, men klog.

Se! til Folkets Hungerlyst
      rækker Klippen frem sit Bryst.
      Der er bitter Melk i hvide
      Lav, og Sult maa Mosen bide.

Sult? -- o Ulvene ei lede
      som det stolte Folk dernede.
      Lykkens Børn sit gyldne, krandste
      Bægers Flugt ei derfor standste.

De, som eder mest foragte,
      Klipper graa, ei Hungren smagte.
      Arme Fædreland maa føde
      værste Børn med bedste Grøde.

Nu ere de kolde, graaskaldede Klipper
Norriges bedste Patrioter.

Klippen skaldet, graa og kold,
      kaldes Norges bedste Skjold.
      I gjør Ret, I Mænd af Norge,
      at I for jer Selv ei borge.

Hvo mon skulde saadan Kløgt
      i saa klodset Hoved søgt?
      Retsom graa og hvide Kofte,
      der Geniet gjemmer ofte.

Ulvemoste Tydalsfjelde,
      spænde hist en farlig Fælde.
      Skarven vogter Grændsen medens
      Vinger sover inden Fredens.

Meer end borgløs Kommandant
      gjælder nu den bratte Brant.
      Beltet af de døde Jætter
      skrækker meer end Tidens Ætter.

Lad da Klippen (spar ei paa!)
      Stjerne paa sin Bringe faa!
      Den fortjener jo sin Stjerne,
      som kan Fædrelandet værne.

O, nu ere de kolde graaskaldede Klipper
Norriges bedste Patrioter!

Ingen elsker Landets Grund
      højt som I, skjøndt uden Mund.
      Eders melancholske Sjæle
      Ravnen laaner stundom Mæle.

Dverg saa lumsk og Alf saa slem
      har i Fjeldets Dyb ei Hjem
      som den Æt, der allerede
      gaaer i Frø og Frugt dernede.

Flok af unge Skandinaver
      sidste Nordmand snart begraver.
      Edder ifra eget Hjerte
      drypped de i Hjelms's Smerte.

Solbrændt Orm i Klippens Rivt
      modner ei en værre Givt.
      Den skal deres Moder smage
       -- ve! paa sine gamle Dage.

Ei i Fjeld gaaer Malmens Flod
      trægt som denne Ungdoms Blod.
      Rødere end Det, som fryser
      i dens Aarer, Ertset lyser.

Flød det ud af danske Lænder
      seigt som Sli og Eider render?
      Ak, I gamle norske Fædre,
      strømmer eders Yngels bedre?

O, I kolde, graaskaldede Klipper,
nu ere I Norges bedste Patrioter!

Øde er min Klippe kaldt.
      Hybnen blommer i dens Spalt.
      Rosig Mund da blie'r den Revne,
      Gud til Lovsang efter Evne.

Øde? ja for øde Blik.
      Armod dog sin Ynde fik.
      Se, der luder Blomsterbræer
      mandelduftende Linnæer!

Evigblommers fine Rødt
      hvifter over Klippen blødt.
      Feiret Skjalds Indbildningsstyrke
      tidt meer blegnet Flor maa dyrke.

Lyngen meer begeistringsyr
      vajer over Steen og Myr,
      end de Tanker, som sig rade
      magre paa den Pristes Blade.

Enerbusken i dens Rivt
      spiler Qvisten ei saa stivt
      som i mangen Veklings uden
      Liv sig Nerven under Huden.

Gamle, nøgne Klippe, nu
      bedste Patriot er du.
      Hvor er nu, da Eeder springe,
      Fasthed uden i din Bringe?

Blinde Klippe! Nu, hvi see
      ned paa al den Hjertevee?
      Ørnen dog fra Skyens Lande
      blikker ud ifra din Pande.

Men fra mangen Ynglings fløj
      bort forlængst hver Tanke høj.
      Ve Begeistring, om den findes!
      Selve Hjertets Slag maa bindes.

Tause Klippe! Ja det Sprog
      anstaaer godt Foragten dog
      for den Æt, som vrangt har stillet,
      Norge mit! din Friheds Billed.

I dets Fjelde et er malt.
      Det er stort og idealt.
      Hvor republikansk de stige
      stormende mod Stjerners Rige!

Skakastølens sorte Tind
      har et diktatorisk Sind.
      Derfor som Tribun Snehætten
      gjenner Magten ifra Retten.

Gousta har, den gamle Skjald,
      sat sin Harpe, Rjukanfald,
      fast mod Knæ -- den vidt maa bære
      Fjelderepublikens Ære.

Devovert som Curtius,
      sprungen fra sin Faders Huus,
      høje, gavlte Romsdalshornet
      staaer Hornelen, den Forlorne.

Rige Moderkjærlighed
      af sit eget Smiil ei veed.
      Republiken ikke heller
      alle sine Dyder tæller.

Kun ved Maalet, Gud har skabt,
      giver Liigheden sig tabt.
      Skjæret, som sig lavt kun speiler,
      ei til Diktaturet beiler.

Hist dernede hedder det:
      kryb paa Andre -- det er let!
      Sig til Tusinder gjør Nullet.
      Lykken lægger Æg i Hullet.

Egeberg fra Aar til Aar
      trofast Vagt for Dalen staaer.
      Derfor det i Fyrrelunden
      bærer Borgerkronen vunden.

Hist dernede af den Mands
      Hoved rives Egens Krands
      som har meer, end Fjeldet Dalen,
      vogtet Friheden i Salen.

. . Kom da, Elskte! med mig fly!
      Kjære Klippen graa har Ly.
      Trofast ømt vil den beskytte
      Kjærlighed i Sorgens Hytte.

Vi belønne den sit Læ
      med et smekkert Rognetræ.
      Birken sølvhvid gjør ved Siden
      Liens Yndighed ei liden.

Naar de begge sammenknoppe
      over Kløften sine Toppe,
      gamle Norge er, kanhænde,
      bragt forlængst til salig Ende.

Folkets Stolthed af er kronet,
      Modersmaalet ud har tonet.
      Visn da, Træ, før du dig højner,
      at du ei den Rædsel øjner!

Gid jeg Selv før Klippe blev!
      Smerten grov deri en Klev.
      Gid en Steen jeg blev fortryllet,
      højt paa Fjeld af Havet skyllet.

Ak, jeg veed, min Brud, da hvad
      du af Himlens Gunst dig bad:
      Hybnen liig, den rosenfulde,
      lude over mig du skulde.

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt