Norsk natur.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
(På Ringerike under studenter-mødet 1869).

 Så synger vi på vor tur
i Norges herlige natur.
      Lat tonen sig stille slynge,
      som farve frem over gynge
på fjord, mod strand og skog og fjæld
og blåne i naturens væld.

 Det varme i folkets trang,
det stærke, dybe i dets sang,
      her slår det sit øje mod dig,
      som netop det nu forstod dig
og gav for mødet, som det fik,
af al sin kærlighed et blik.

 Her vågned historien først,
her drømte Halvdans hjærte størst.
      I synet, han her så stige,
      han aned det hele rige,
og Nore stod og gav ham bud,
og vandet viste længer ud.[1]

 Her sangen må føre frem
det hele billed af vort hjem!
      Slip stormen ind i det stille,
      led magten ind i det milde:
når landet samles, skuer hver,
at vor historie det er.

 Det første, vi stævner til,
er hundre havne i april.
      Der møder vi myge tanker,
      når flåden skal lette anker,
og førti tusen mand ombord
bær Norge i sin bøn rundt jord.

 Se kyster af bare skær
med måger, hval og fiske-vær
      og fartøj ind under øen,
      men båder ud over sjøen,
og garn i fjord og not i sund
og hvid af rogn den hele bund.

 Se Lofotens vilde kav,
hvor klipper stander midt i hav.
      og skodden rundt toppen driver,
      men havet ved foden hiver,
og alt er mørke, sagn og angst,
men midt i kavet båd på fangst.

 Her ser du en ishavs-far',
i sne og halv-lys han sig drar.
      Fra tønnen det snart befaler,
      og båd-lag mod isen haler,
og skud i skud og sæl i sæl,
og marv og mod i krop og sjæl.

 Så beder vi os til kvælds,
hvor hele bygden er til fjælds,
      på sætern med mælke-stellet,
      på fjæld-slåt ind under heldet,
og hvor en længsels-lok på lur
får svar ifra en stor natur.

 Men hurtig vi må afsted,
skal allesteds vi være med, -
      i berget, hvor malmen tages,
      på fjældet, hvor renen jages,
og did, hvor elven skum-hvid går
og flødern på sin planke står.

 Og stanser vi atter her,
de brede bygder får vi kær',
      hvis bønder så stille bære
      den troskab, som er vor ære,
og som til fædre stor-mænd har,
hvis glans vor morgen-røde var.

 Så synger vi på vor tur
i Norges herlige natur.
      Vort arbejd for øjet skinner,
      vor fortid fra haugen minner,
og fremtid skal af landet gå,
så vist som Gud det stoler på.



Digte og sange 1870

Del 1

Del 2

Del 3


Cite error: <ref> tags exist, but no <references/> tag was found
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt