Nytårsrim til Rektor Steen.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
(1886.)

       For en stor tid!
Fra Ruslands litteratur og strid
en blodstrøm over sneen lige hid.
Også denne gamle ismark
har solen slåt,
så den tør av det dyreste vådt.
Tysklands Bismarck
modellerer med hårde hænder
socialister
av sine soldater og civilister.
I Danmark tænder
den forstandige Estrup et nag,
som endnu brænner
halvhundre år fra idag.
Irlands brann
har ædt om sig! Nu truer
den med slikkende luer
hans hus, som tændte den an!
Nu må de kappe og hive
på har'e live'
for at skroget kan drive
fra land.
Serbernes konge har skabt
Bulgarernes enhed med blødende næver.
Spaniens frihed var tabt,
voldsmanden dør, og den lever.

       For en stor tid,
når geniets yderste flid,
hele armeers vælde,
selv om de fængsle og domfælle
stykkevis og i bolk
hele folk, -
ikke driver det længer end did: -
hvad de bander, det bygger de,
hvad de tramper, det trygger de.

       Så langt har vi vunnet,
flere årtusens værk!
Hvad har ikke også runnet
av blod og hjærne og tårer,
for at gjøre os så stærk.
Ligesom store floder
med sig roder
fra flere jord-perioder
til nyt land, -
i vore årer
sammenglider
fra slægts-lejer
i fjærne tider
til ny man.
De ævner, vi ejer,
er mødesteder
for et stjærnetinder,
en tankesusen
fra årtusen, -
himlens mælkevejer
i det mindre.
Derfra det ustanselige
fræmover,
ofte uden fornæmmelse
av bestemmelse
Derfra det usanselige
(som det, vi ser, når vi sover)
i drivmagten
og dragningen,
fra viljeløs betragten,
til vi står i dagningen.

       Om der ingen fører var
mere klar
end de andre, -
toget vilde vandre!
Om de prøvde at stoppe,
om de bygde muren,
så den rak til himlen, -
snart vilde hele vrimlen
være oppe.
Ingen stanser naturen.

*


 Godt nytår for vor norske sag,
længe før os til sejer båret!
Godt nytår! Og hvert år en dag
i det store folkeåret! -

       Disse håb bærer dig
under forfølgelsen, gamle kjæmpe. -
Kanske jeg bare besværer dig;
men av alt mit hjærte jeg ærer dig
og kan ikke længer dæmpe
mit glødende had
til denne dydsbekymrede rad
av "kristne" penne og munde,
som - hvis de bare kunde
med tålmodig bagtalelse
til et galehus slæbe dig
eller rent ud dræbe dig -
da først fant husvalelse.

       Fordum fælte man kjæmper i kamp
under sværdenes klang og kuglernes flugt.
Nu stjæler de sig frem og kvæler
i damp og med lugt.

       Denne stygge dunst -
av villdyrets låddenhed,
av de slagnes vunder og forbitrelse,
av de magtgejles brunst,
det halvdødes råddenhed
og forvitrelse, -
den allerudmærkeste
de dig bereder,
for en hæder!
I vore geledder
du være den stærkeste.

       Hver gang sygdom holder
vor ildsjæl i skymring,
din styrke volder
dem ny bekymring.
Jeg kan høre det på tonen,
det hele kobbels,
at straks skal portionen
fordobles.

       Men om luften fylles
av det råeste rå;
om der skylles
et Vesuv-udbrud av stank
i dens vinterblå, -
din ære det ikke kan nå.
Lige blank
fra dit væsen, fra dit værk,
lige stærk
fra din skjønne panne
vil den mane
fanernes unge bærere
til at stå, som du stod,
din post, med dit mod;
ingens fanevagt var sværere.

       I farens stund,
i personlighedens innerste grun
du kjænner dig høvdingebåret.
Og så blev vilkåret:
selvforsagende at bære
dit arbejde fræm til en annens ære.
Ikke hans fejl; men din fortjeneste.
Du gjorde det så traust,
så mandigt, så taust
som ikke en eneste.

       Denne livslange prøve
på retskaffent sinn
vil findes god nok med tiden.
Den er skrevet ind
i den store bog, som åbnes siden.
Kan vi behøve
en strængere? Godt, -
du har ståt
for en domstol, så sår,
at på vægten av et hår
forandrer
den sin dom fra igår.

       Hvor stærkt vi det klandrer,
intet uden egen erfaring
dens mening rokker;
andres forklaring
gir den pokker.
Ikke det offentlige, saglige,
men det uvilkårlige
i det daglige
er dens grundlag.
Den leder
i en mans svagheder
efter den mest sårlige;
prikker og pirker,
til det virker, -
spejder i hjærtets udtryk,
helst i det, som er stumt,
om noget plumpt
skyder op av et dulgt bundlag, -
studerer klangen i hans røst,
blinket i hans øje,
ved, hvad han behandler løst,
husker, hvad han tar nøje;
gjænnemskuer, gjænnemlytter,
udnytter
intil vaner,
han selv ikke aner.

       Hvem er den,
denne domstol,
den grusomste i verden, -
jægere med skarp los
efter fejl, som fæller?
Kun, når dig det gjælder,
alle medlemmers,
alle stemmers
glad samtonende ros! -
Denne domstol, hvem er den?
Bagvaskende dårer!
Tror I, at I sårer
med eders stinkbutter
en gammel rektor,
som er ælsket av de slemme knægter,
sine skolegutter?

       Om de kunde samle sig nu her,
alle dine elever
fra firti år,
- jeg ser, din læbe bæver - ,
om de hver især på sin måde,
fik vise dig, hvor du er dem kjær,
og for en harm de kjænner, -
øjnene blev våde
på dine værste uvenner.

       Men flere fræm jeg kaller -
alle, som har lagt i leding med dig
i en menneskealder,
hvor du var en av de førende!
Vi har set dig,
når ansvaret dirrede
i det siste avgjørende.
Når fine rodtråde
fra hjæmmenes barnevråer
skalv sammen med de irrede
fra avisernes bureauer.
Når piskende ord, malmsunde
vokset i skogstærke solbakker,
jog angstens hylende hunde
bort fra en dødsræd stakker.
Dog - samlende sig på ny
ulte de, ulte,
og var ikke mere sky.
For mænnene sad og skjulte
under sit sikre smil
en tvil.
Tør vi, eller tør vi,ikke? -

       Folkets lidenhed
og usikre kår,
dets præst-skræmte uvidenhed
og truslerne, stigende år for år,
tog sveden ud
på den mest hærdede hud.
Tør vi, eller tør vi ikke? -
Gjænnem al denne uklarhed
en avdød fars ord
advarende for; -
kom det ikke som åbenbaret?
Landets historie
sig meldte,
al den skræmsel, som bor i
et fall som vort
og så tung en stigning.
Skal et arbejde, så hårdt,
få sejerens indvigning
eller vælte?
Somme højlydt skjældte:
eders forehavende er brødens!
Mangen samvittighedsfull man
sad for Gud og land
med større frygt end dødens.
Tør vi, eller tør vi ikke?

       Da var der mere end en,
som spurte tilsist:
hvad siger Steen?
Går han med? Er det vist?

       Og da de fornam dine ord,
vægtige, men forsigtige,
de så over til hværandre: - Jeg tror,
dette er det rigtige.
Nogle rejste sig op,
de kjændte en egen glæde,
som når folk mødes på vejen hjæmad.
Flere og flere kom tilstede;
det fik tages, hvad som truede!
Vor ildsjæl luede,
kommando-flaget fløj i top:
fræmad!

       Du var den brede tryghed i vore slag,
og derfor slår vi vagt om dig i dag!
Hver krænkelse, du fik,
i vore håndtryk, vore blik
blev til varme
og modnede den taknemlighedens vår,
som engang skal kysse dine hvide hår
og blomstrende dig omarme.
Så længe der er én tilbage av os, én,
din helteære skal stå ren
og gå tiltop hver dag,
med vort flag.

       Ikke sant, dette Norge
med skib og båder,
dybe malmlejer
og fulle sildekorge,
de pokkers sætervejer
og tømmerflåder
og engslåt
og kudråt
og hestedrifter
og smaler og andet småt,
renjagt og andre bedrifter . . .
det er nu så kjært, som det er godt,
og så er det det vakreste hjæm, et folk har fåt.
Æn gjejta da om våren
under fuglespillet omkring gården, -
det sortner i åser, det hvidner i fjæll,
og elven skurer i bakkehæld, . . .
dette Norge, vi forstår det,
at en kan lide lidt for det!

       Nu er morgen over folkets kræfter,
og morgengrættenhed derefter
av svage folk og gamle.
Stundom stiger det til forbannelse.
Men snart kan Norge samle
alle krænkede navn
i sin moderfavn,
under glorien av sin opstandelse.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt