Nytaarsaften

Nu med vinterhvide Haar
Nær sin Død det gamle Aar
Over Norge hviler;
Men udi dets Alderdom
Julens Glædesroser kom
Og med Krands det smiler.

Se, hver Hytte, hvor der sprang
Op et Lys og ud en Sang,
Er en Blomst i Krandsen.
Inde Gamlen lytter til
Jule-Felas unge Spil,
Mens han seer paa Dandsen.

Sjunken Vaar paany fremsprang
I hans Sjæl ved Felas Sang.
Det var Ungdomsminder;
Siden randt saa mangt et Aar,
Og hans Ungdoms Roser staar
Nu paa Børnekinder.

Hos ham signet Hustru sad,
Saae den fagre Børne'rad
Sig i Dandsen samle; - -
Men hun syntes Fela lød
Som en Sang om Aarets Død,
Psalmen for de Gamle.

Sine Hænder folder hun,
Øiet har en deilig Stund,
Skjønt det Taarer dunkler:
Gjennem Nytaarsnat hun saa
Hvælvet Sjernehimlen blaa,
Hvor den evigt funkler.

Engle samle sig i Løn
Sammen ved de Trendes Bøn.
Skjønt de Gamle skue
Livet bag sig, Hjertet dog
Blodet ungt til Kinden jog,
Som en Avskjedslue.

Aaret slaar i Afskedskys
Over os et Rosendrys,
Saa den Fromme ender;
Paa dets Læber just jeg seer,
At en huld Forgjætning leer,
Det vist Skjæbnen kjender.