O, VESTLAND, DU ER MIN MODERJORD

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

O, vestland, du min moderjord,
jeg synger ei med stolte ord
din være og din hæder.
Du havgrå land, jeg kalder mit,
hos dig gror græsset hårdt og stridt,
og skodden lav sig breder.
Den bæk, som rinder over hei,
den brød sig fra dit hjerte vei,
og derfor stilt den græder.

Du bæk, som rinder over hei,
fra samme dunkle dyp som dig
er og mit væsen rundet.
Hvorhen på jord jeg gik og stod
du strømmed i mit hjerteblod --
mod dig jeg altid stunded.
Den triste myr, den golde ur,
den melankolske havnatur,
den havde sjælen bundet.

Nu står jeg atter i mit hjem
og fra min barndom stiger frem
de gammelkjentdte klange.
Snart lystige som dans ved vår,
snart som en gråd så hjertesår
i høstens nætter lange.
Og for dit folk -- for små som stor --
med dine egne simple ord
jeg synger dine sange --
  O fædreland, o moderjord.




Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt