Ondt ofte lider den Fiskermand

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Claus Frimann

 1. Ondt ofte lider den Fiskermand,
 Som ud maae fare, før Hanen galer,
 Al Dagen pladske i kolde Vand,
 Paa Hiem ei tænke, før Solen daler,
 I vaade Trøie,
 Sneedriv i Øie -
 O, sad I der, I guldklædte Høie!
 I andet fandt.
 
 2. Dog, snar gaaer Dagen, og alting let,
 Naar Drotten ramler, og Lod ei standser,
 Og Kniv ei hviler paa Madding-Brædt,
 Og Fisken op efter Snoren dandser;
 Da spares Arme
 At bankes varme,
 Madkisten glemme de tomme Tarme,
 Som skrege før.
 
 3. Saa mangt nu tænker den Fisker paa,
 Mangt med sig selv nu han monne snakke:
 I Aar skal Jorddrot mig lade staae,
 I Aar ei kastes jeg ned for Bakke,
 Det har ei Fare,
 Nu faaer jeg Vahre,
 I Aar skal Fogden min Gryde spare
 For Skat og Told.
 
 4. God Hustrue hiemme seer ud igjen;
 Det qvælder tidlig, og kold er Stuen,
 I Krogen setter hun Rokken hen,
 I Asken rager, giør Ild paa Gruen;
 Tung op fra Stranden
 Ind stamper Manden,
 Tre vaade Trøier, en efter anden,
 Han slænger hen.

[rediger] Almuens Sanger (1790)

  • Sange ved Haand-Arbeide (for Qvindekiønnet.)
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt