Paa Ballet

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Mens Orkeſtret Galopaden ſpiller,
og mens Dandſen hvirvier mig forbi,
ſtaaer jeg eenſom, og min Tanke ſkiller
mig fra Tumlen, ſom jeg færdes i.
Andre Skikkelſer end disſe ſvæve,
mens jeg dvæler her, for Aandens Blik,
andre Toner gjennem Sindet bæve
fra en Glædestid, der brat forgik.

See, da fæſtes atter mine Blikke
ved et Billed i den lyſe Hal;
Ballets bedſte Blomme dandſer ikke,
røres ei ved denne Jubels Kald.
Ved en Piller ſidder hun alene,
og det tankefulde Øie ſeer
fremad nu, ſom paa en øde Scene,
hvor der Intet er at ſøge meer.


Rolig ſidder hun, og dog bevæget
af en Kamp, ſom Verden ei ſkal ſee;
paa den tauſe Roſenmund er præget
Tungſinds Rune af den ſkjulte Vee.
Stærke Minder af en ſvunden Lykke
fængſles nu i hendes Marmorbarm.
Taus og rolig, uden Krands og Smykke,
ſidder hun i denne Glædeslarm.

Hendes Indre gjemmer en Novelle,
der er tom paa Handling, mat af Klang;
den har ingen Rædſel at fortælle —
Angſtens Uro fulgte dog dens Gang.
Kvindeſjælens hemmelige Smerte,
der kan ſlukkes i en Vaardags Graad,
har dog truffet hendes varme Hjerte
allerdybeſt med en giftig Brod.

Og fordi hun har en Hverdagskummer,
ſkal den dølges, drog man hende hid.
Al den Mislyd, ſom en Feſtſal rummer
blandes her i hendes indre Strid.
Hendes Lykkesdrøm tilbagevender,
ſært forvandlet nu i Fjas og Skrømt,
mens hun holder taus i ſine Hænder
denne Glædeskalk, ſom hun har tømt.


Ingen ryſtes ved det tunge Offer,
ſom en huusbagt Skjæbne kalder frem;
Ingen granſker disſe bitre Stoffer
til Romaner i det ſnævre Hjem.
Saar, der bløde under ſløve Knive,
Sjæleſmerter i den gængſe Stiil,
hvo vil adle eder, hvo vil give
jer et Skjold mod Ironiens Piil?

Lad nu Dandſen bruſe over Tilje,
og lad Glæden aabne vidt ſin Favn,
jeg maa dvæle ved den brudte Lilie,
og kan glemme her mit eget Savn.
Jeg har læſt paa disſe hvide Kinder,
og paa denne ſmiilforladte Mund,
Alt hvad Taaren tolker, naar den rinder
over dem, mens Verden er i Blund.

Taus jeg løfter denne Kummers Dække,
og betragter ſtille, hvad hun leed.
Intet Ord ſkal hendes Drømme vække,
intet Vink ſkal røbe, hvad jeg veed.
Mindets Tungſind have vi tilfælles;
men dets Billeder i Tid og Rum,
al den Bitterhed, ſom ei fortælles,
ſkiller os, og gjør min Læbe ſtum.



Nyere Digte (Welhaven)

II.

III.

  • Tomme Kæmpehøie 155
  • En Viſe om Hellig Olaf 160
  • Jutulsbjerget 164
  • Om Ridder Audun til Aalhuus 177
  • Bueſnoren 182
  • Kyſt-Billede 185
  • Nøkken i Kværnen 189
  • Eivind Bolt 193
  • Det omvendte Bæger 214
  • Den ſunkne Stad 220
  • I Nærødalen 223
  • Asgaardsreien 225
  • Paa Skibshøien 231
  • Det fredede Træ 238
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt