Paa Dybbel Banke

Fra Flensborg Fjord vor Damper nys
gled stille Alssund ind,
mens fjerne, stolte Minder drog mig hid;
paa Høien taus jeg dvæler i den friske Sommervind . . .
Her stred et lidet Folk sin tunge Strid!

Her stod og faldt paa Grænsevagt
de, som nu sover hist,
hvor Blomsten paa de grønne Tuer gror . . . .
for Overmagt, i Strøm af Blod, de seige veg tilsidst,
men haardt de værged hver en Fodsbred Jord!

Det tordned fra Broagerland,
i Skanserne lød «Dæk!»
og mangen trofast Gut blev kold og hvid;
men tro mig dog, den danske Knøs
han stod der lige kjæk,
om Hjertet dobbelt frøs ved Vintertid.

Om Møllen, som laa sønderskudt,
stod Kampen Mand mod Mand,
mens Tyskens Storm-Marsch over Feltet lød . . . .
de brave Jenser sloges haardt
for Hjem og Fædreland
og Danebroge - Fanen hvid og rød!

Det Seierstegn paa blodig Grund
med Keiserkors i Top,
som kneiser prangende paa «Düppel Høh,»
det nærer Ild, det vækker Kraft,
som engang siger «Stop!»
Det er et stort og sikkert Fremtidsfrø.