Paa Kong Carl Johans begravelsesdag

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
Cross.png

Mel. Det gamle Norges Løve skuer (Gøthaleion).

Forgjæves skal Kapel og Kiste
      sig lukke over Carl Johan;
thi Dødens Graadighed ei vriste
      Hans Træk ifra mit Hjerte kan.
Der luer end Hans kjække Øie
      i min Erindrings dybe Grund,
der skinner Panden end, den høie,
      og Smilet leger om Hans Mund.

Did ei Fortærelsen kan trænge.
      som slipper ind i Hans Kapel,
naar Døren hviner paa sin Gjænge
      til Sørgetoget sit Farvel.
Thi Kongens Træk i Hjertets Gjemme
      med Taarer har jeg balsamert,
og min Erindring ei kan glemme
      den ædle Skjønhed i ethvert.

Lad Landets Klokkeklang forstumme,
      mit Hjerte dog for Ham skal slaa
saalænge Blod dets Kamre rumme,
      saalænge mine Pulse gaa!
Lad Sorgen sine Klæder vende
      fra Sort til lysende Skarlag,
mit Hjerte vil dog ikke ende
      for Carl Johan sin Sørgedag.

Som Stjernens Gjenskin ei sig bryder
      i Duggen blot paa enkelt Straa,
men speilende fra Engen skyder
      sig tusinddobblet mod det Blaa,
saa vil i alle Norges Sjele,
      o Salige, Du see forklart
det Billed, jeg har maattet dele,
      men som jeg har saa tro bevart.

Dog vil min Kjærlighed jeg maale
      med Alles i det hele Land.
Deri jeg skinsyg ei vil taale
      i Norrige min Ligemand.
Det er min frie Ringheds Hæder,
      en Glæde i min Sørgefest,
en Blomst paa mine Sørgeklæder,
      at jeg har elsket Kongen mest.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt