Paa en kirkegaard

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Min Harpes Sprog
bliver kun en Monolog:
Ingen skatter, Ingen fatter
det for Vaudeville-latter.
Mange vil med Fing'-ikors
vise mig en Kongevei
til Parnassets bratte Hei,
hvorfra Harpen flyve kan,
som et gyldent Seil paa Vand,
fuld af klappet Storm,
over Jord og kronet Orm.
Ak Lapither! Vee Centaurer!
Hvad I vise er ei Laurer:
-- det er Pors.
Nogle læse
kun ved Lys af egen Næse,
eller om de fik
Lampe til i Avindsblik,
ville finde dog, og rette
fæle Feil i Digt som dette.

      Ak, med dette Suk jeg tænder
dyre Harpe til den brænder,
til et Qvad, som Røg og Gnist,
hvirvler sig -- til Himlen vist!
Der jeg kjender Aander trende
. . o for Hvem jeg her tør tænde
paa Psalter-alter Offerqvad.
Ja, om, uden Streng og Stav,
taust et Digt paa Hjertet sad,
som en bøiet Aand paa Grav,
vilde de hvert Suk dog kjende:
hvert et Suk, der, sort som Storm,
gjennem Digtets Hjerte brød,
blev dets sorte Haarlok-orm,
hver en Jubel, Digtet fik,
som sit himmelvendte Blik.
Ha at synge for en Død,
som i denne Stund kan gjerne
være paa den fjerne Stjerne!
Vil jeg høre Gjensvar fra
hule Ribbens-harpe? -- Ha!
Er min Harpe Hieroglyph,
er mit Hjerte Logogryph
for de Mennesker, som have
endnu Issen over Graven?
for den hele Livsens Strøm,
(Mandevid og Dyredrøm)
der i Blodets Regnbu-vover
endnu flyder Graven over?

Ak, min Irsk i Straaleslør,
Dig jeg ene Uret gjør!
Du, som Fleer med uselt Neb,
spotter ei mit Harpegreb.
. . Ah, vi kjæmpes . . Tys! du vandt.
Sligt et Aftensuk jeg spandt
ikke ud af Hjertets Lin,
morgenmalte Phantasi'en.

Gud i Redet gav os nok
hver en gylden Lyrarok,
at vi begge flittigt ud
skulde spinde Kvad til Gud.
. . O saa stærke, at i Skyen
du kan binde Falke-lyn:
jeg i Mulden Djævle binde,
hvis de lade end sig finde . . .
Eia ja i Munkekaabe
tør de over Verden raabe:
endnu hjerteløst Kyrads
staaer for hjernetomt Pallads:
endnu hist og her er Vaaben
(som om Adils var i Hoben)
som Kronen, i Klerkemulmet Lys,
hviftende i Trælle-gys.
Du har blodig Spurvehøg,
Glenten og en hykkelsk Gjøg
med din Trillesang at binde,
saa de ikke Klo kan finde.
Jeg har værre Høg at tvinge
(Klingeneb og Kobbervinge)
Du har til din Harpes Spøg
Nøddeskriker og Musvitter.
Jeg har norske Jesuiter
(Salighedens Aagerkarle)
norske Jyder, norske Jarle.
Du i Granetop har søde
Drossels Barm med Sang at føde,
saa du faaer dit Kvad igjen
omskabt til et Dvergmaals-spil,
(som muntert Ord til traurig Ven
faaer Svar i Vemods-smiil).
Jeg ved Granerod har funden
ogsaa Drossel sød i Lunden;
men saa taus, som Stjernen, der
er for smuk til Selv at qvæde,
men de høie Engle græde
ved dens kolde Liljeskjær.

"Ha i Sol se Brudeseng!
se i Maanen frodig Dreng!
Livsens Aand, af Morgenskyer,
fletter Dig en Rosenhytte!
Øde Jomfruvemod bytte
Du med fulde Modersmiil!
Søde Stjerne,
vil du evig være Terne?

Se til Jorden: Druer varme
hænge om dens aabne Barme:
Havet er et Moderskjød,
mindste Kvist en Arm saa blød,
fuld af Sang og Blik og Børn,
fra lille Irisk til voxne Ørn!
Livsens Aander, kolde Stjerne,
ville Alle -- o saa gjerne,
synge Bryllupshymnen: "Bliv!"
mens du vælger ud den Ene,
som tør kryste ømt dit Liv,
kryste ud i Rosen, som
staaer der graa og kold og tom,
Livsensvellugt, Lys og Blod;
gyde Guld i kolde Stene,
Skyens Glands i Palmerod;
og i Muld og Nervespind
egen Guddom væve ind!"

. . . Ha, hvor var jeg? -- hvor blev af
blege Chordrengs Psalmer,
da de Hagbarths brudte Stav
grov bag disse Almer?
I et Himlens Bryllup, hvor
Liv undfangede en Jord,
som paa første Morgenrød
frem fra Dybets Mørke flød?
O bedre, bedre! jeg er ene:
her er jeg, der Omsens Grav!
O jeg varmed disse Stene
op med Graad til ud de skjød
Pindseliljers Stjerneglød,
hvis jeg ikke vidste, at
en Taare faldt paa Baarens Nat,
. . en Taare, som kan Helved selv
lysne op til et Himmelhvælv!
Ha mit Hjerteblod er ei
værd den halve Taare -- Nei!
For slig Taare paa min Grav,
bort mit Harpe-liv jeg gav.

Dette Liv er meer for mig
end et Rige, Carl, for Dig,
som til Kronens hede Glands
Skygge fik i Laurbærkrands
og i Borgergreen (den Bedste,
trods Lauren om dit Kaardefæste) --
Uden Harpens fulde Hjerte,
uden disse Strenge-aarer
-- ha, der Ætherblodet banker,
Pulsen slaaer af Aandetanker! --
Engle skabtes ei af Taarer,
Engle, som til Himlen bar
al den Sorg, mit Hjerte har . .
. . o jeg sank i Mulden ned,
tigged' Ormene om Fred.
Nu jeg Plectrens Helligkjerte,
-- tændt i Harpens hede Hjerte,
Røgen: Synd, og Gnisten: Smerte --
svinger lystig paa min Grav,
synger selv min Liigsang, hvis
den -- fortidlig, nei betids --
ei af Døden brydes af,
som da falder ind med sit Chor
af Præst og Orme og Degn i Flor . . .
-- -- -- -- -- -- --
-- -- -- -- -- --



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt