Paa en lykkelig moders geburtsdag

Til Mandeltræets Priis, af Blomsters Byrde
      til Jorden bøjet af en Sølverregn,
sin Mandoline stemmer Spaniens Hyrde
      i Ly af sine fulde Rankers Hegn.

Han seer i det sin Arnes Lykkes Billed,
      sin egen sejerrige Kjærlighed,
en øm Penat, med spredte Arme stillet
      ved Hyttens Dør, en Vogter af dens Fred.

Romancen lyder; og hans Hustru gjetter,
      at Mandeltræets Priis er hende meent,
og under Sangen hun af Efeu fletter
      en Krands, og krandser ham naar den er endt.

Men Nordens Søn taus til sit Hjerte trykker
      sin elskte Viv, og peger stille mod
en Glemmigei, som sine lyse Smykker
      har slynget yndigt om en Roses Fod.

"Han mener mig, han mener mig og Disse!"
      Saa tænker hun, og sætter paa sit Knæ
de elskte Smaa -- da skuer han tilvisse
      Kjærminder slynget om et Rosentræ.

Da faaer en taus Romance i hans Øje
      paa engang Ord som Spaniolens Lyst,
og Jublen bryder ud i glade høje
      Triumfens Toner fra hans fulde Bryst.

Han kalder sine Venner hid at skue
      hans Lykkes Billed i dets fulde Liv,
og i Pokalen, fuld af Sydens Drue,
      de tømme Skaalen for hans hulde Viv.

Saa, elskte Ven, i Aften vi besynge
      den Lyst, som blomstrer i din Arnes Læ:
din Caroline, hvem de Smaa omslynge,
       -- dit glemmigeiomkrandste Rosentræ.