Paa havet i storm
Little Fisherbank.
Landet synker, men Havet -- Haleida! -- hæver sig op.
Meer fri end Maagen, med Stormen flyer jeg henover Bølgens Top.
Meer dybt end Svanen jeg dykker mig hvor Storleviathan gaaer,
og hører næreved Havets Bund, at Jordklodens Hjerte slaaer.
Farvel Fædreneland! o Farvel!
Ei du løser din flygtende Træl: du har lovt mig en Grav;
thi Ved gav Du Fa'r til min Vugge.
Farvel Fædreneland! o Farvel!
Flere Mandhjerter bære du stedse end Fjelde, og fleer
af Mødre end duftende Birke!
Farvel Norge! ærværdige Fa'r!
Du, som stod i din Alderdom op, for at avle en Æt
for Himlen med Frihed, vor Moder!
Som Nor, den Gubbe med Jøkul til Skolt
er meer ærværdig end Abram, saa bedre end Hans
er Offret mod Himlen han holdt.
Thi, Borgere, i Nor som i Himmelen frie,
vor Daad er det Offers til Himmelen straalende Blod;
dets Krands, Borgerinder, er I.
Se, derfor Gud mellem Fjeldene har
spredt Agre som gyldne Livsæbler! Spiis dem, og lev
som Guder evindelig, Fa'r!
Farvel Norge! beskytte dig Gud!
Herrens Arm er et Gjærde af ærlige Mænd, og hans Lyn
er lagt paa retfærdige Øxegg.
Se, Plogens Blink er hans Miskundheds Smiil!
Du bøje dig Stolte kun under Axet; det Spiir
ei trælker om brandt det som Ild.
Jutland-Reef.
En Bølge steiler -- Haleida! -- paa engang et Bjerg og en Elv.
Saa lange sølvhvide Lokker har ei haarfagre Harald selv.
Ha, Bølgekonning, Du er min Træl! Jeg knuger Dig med min Fod,
Thi Jeg i Himlene har min Top; i Dybene Du din Rod.
Hvad seer du, Øje? Du skinner saa, ja retsom dit skjøre Glas
var Sjelen selv, somom al dens Fryd nu laae i et Skibs Compas?
Ha, Denne seer kun -- Halelujah! -- imod den store Magnet,
som styrer Solvæggens lille Flyg og maalløse Rums Planet;
ja Denne, Øje, som blegner for en Guddoms støbte Bild,
sig selve Guden tør svinge nær i Stormen paa Lynets Ild.
Den mindste Bølge, du Øie, kan jo være din Høiheds Grav;
men Sjelens Øje, den Demant, som ei smelter i Helveds Ild,
hvormeget Belsebubs Djævle end og Præsterne puste til,
gjør Dybet lyst, sig da først aabner, vidtstraalende over Hav.
Og derfor Du seer kun Færders Fyr, hvor Sjelens en Djævel seer,
hvis Øje gnistrer af vilden Harm, fordi Han ei har mig meer.
Og derfor Du seer kun Lindesnæs og Lister hist langt forbi
i Taagens strimende lange Bugt som var den Stormens Ski,
hvor Sjelens øiner en harmbleg Aand, der bandt mig med Snogehaar,
men nu forfølger saalangt han kan: til Vingen i Vandet slaaer;
ja kneiser selv ifra Spangareid, men har som en Taage hvid
sin ene Ving over Jedder spredt, den anden om Agdesid.
Sid der, Aand! Ikke længer end hid!
Et Levvel faaer den gamle Bekjendt, var en Djævel han end.
Farvel da! Kan Fromheden mere?
Farvel, Aand! Ikke længer end hid!
Thi, saa svær som du svulmer, du Monstrum af dyngede Suk
Saa høit som du skrattende spiler
din Ving over Offret i Hulen paa Land,
du bæver for Guds Storm og hans Hav og hans Lyn,
der tørslikker skummende Strand.
Thi Dette fryder en Menneskesjel:
Hvo væmmes i Land og i Livsdal, Han finder sig, Han
i Bølgernes Dødsdal saa vel.
En Gud i Stormvinden klapper saa let
et febersygt Hjerte; hælder -- ja det er hans Lyn --
en Balsom af Roser i det.
En Lægedom-strøm er det brusende Hav
fra Naturens Dybder -- hjælper dig, Syge, ei Den:
nu vel da! saa har du en Grav.
Doggerbank, 21de Juni 1831.
Verdenshavet rundtom -- Haleida! -- nu gaaer det. Velan!
Kom, dyk mig, døb mig, Havorcan, i Levjathans Svælg til Mand!
Vær Vidne, bævende blege Seil, der flyver forbi saa ræd,
som var du Skyggen af Stadens Laster, der sendte dig afsted!
Nei hæv dig, skinnende Seil; thi du er Straalen af Stadens Geni,
der lysner de mørke Have og den eensomme Horizont;
og se, at Drengen blir døbt til Mand og Trællen blier vied til Fri
med Almagtens egen Haand -- Halelu! -- i Verdsoceanet Front!
Fra Polen -- Thronen hvor Stormen sidder i Nordlysets Purpurfell,
med sammenfoldede Skoddeving, med Foden paa Dovrefjell,
og styrer sikkert, som Ola der ved svajende Skudes Roer,
med stærke Polarmagnet i Haand i Rummet den store Jord,
idet hans Nordstjerneøje gjør dens susende Bane klar --
sig svinger Nordstormen -- Hil, min Præst! du kommer fra dit Altar,
det skjulte, hellige, ikkun af Alguddommens Blik belyst.
. . Du kommer, vældige Havets Gud, som sandere Bønner faaer
bag øde Seil end det gyldne Bild, som kneiser i Tempelgaard,
og løfter mig fra min Ammes Arm: Stolt-Norriges haarde Kyst.
Vel! døb mig, Storm, til en Storm paa Land mod Lænker og Trællebryst!
Nei der, min Gud! hvor din mørke Søn med knusende Vinge slaaer,
Forsoningstaarernes Balsamdryp skal fylde de dybe Saar,
som du paa knagende Hyttetag nedryster en Hegblom-vaar.
Du Storm, der splitter mit lille Seil, du selvsamme Almagts Haand,
som gjennem revnede Tempelhæng bortførte Jesu Aand,
du har jo døbt til et Jovahs Lyn hiin Moses i Vuggekarm?
Han laae jo i Crocodilegab og tækket med Slangesiv?
Og jeg? mon ruger en Tordensky ei sortnende paa mit Bryst?
og Havet banker mit Hjerte -- ha! og Lynet min Pande har kyst?
Men jeg? mon vugger jeg ei som Han paa selvsamme Dødens Arm?
-- Der læg dit Hjerte, du Ungersvend! Kun Døden kan døbe til Liv.
Farvel Ungdom! Idag har en Sjø,
meer hvid end Methusalem, mere ærværdig end Han,
gjort tredive Vintre mig ældre.
Farvel Latter! tvetydige Sprog,
kun paa Jord og i Helved, men aldrig i Himlene hørt
Du Narrens Triumf over Narren!
Se, Ungdom, af dine Fjedre jeg plukker:
først Elskovens blaa Paradiisfugleving,
saa Latterens brasende Strudsduun!
Farvel Elskov! du Gustne, endskjøndt
kun af Roser du lever! Blandt Mudderets geile Frøer
din giftige Trøstkalk jeg øser.
Hvadheller -- du Kummerens blommede Plagg,
dens Maske af tynde Blomster, forraadende let
det dødblege Aasyn derbag! --
mon skal jeg nu, da jeg skifter min Arv,
paa Alfarveje slynge den kostbare Blom,
som lever af Ynglingemarv?
Da nok af berusede Øine: (en Rad
af blinkende, blege Tinlamper, nikkende hængt
i Vellysters osende Nat) . .
Da nok af Duusbrødres ranglende Hær,
som Freden bespye og hade i slikkende Kys,
vil fange den glimrende Fjær.
Da Silkedamer (sligt Drivhuus er Nor)
og Piger, hvis Ungdom neppe har modnet et Kys,
og Enker med Psalmbog i Flor,
der agte ikke den bedende Mund,
naar Søsteren faldt, for reen til at sætte den i
Bagtalelsens skidne Basun . .
ja Enedatter, det kostbare Noer,
som kaldes den skjære Perle, men rundtom hvis Mund
den spillende Muskel sig snoer:
den kaade Vellystens Slange, som du
ei finder iblandt Madonnas Roser; thi reen
er Kinden om jomfrureen Hu . .
ja alle disse, ja Tusinde til,
med klappende Hænder Elskoven gribe, hvis jeg
paa Alfarvei slænge den vil.
Nei, magre Fjeldbirk, du suge den ind!
Da lave dit Løv skal rigere ned, og din Saft
skal blive en brusende Viin!
Og, Maaltrost, drik du den farlige Dunst!
I vetløse Uskylds Lyst er ei Gift; men naar Vet
sig iiskoldt vil blande med Brunst.
Farvel, Latter, kun skyldløs som Smiil
af skyldløst Forgjæves: af pluddrende Barn, af en Gnist
Forbittrelse, i femten-Aars Møblik:
af Biens Kamp med en Hveps om en Blomst:
af ridderlig Hane: af Dompapens Præstekalot
og dommerærværdige Brunst!
kort -- af de tusinde Smaating, hvori
du, henslængt i Græsset, finder Naturen endnu
uskyldig og vittig og fri!
Farvel Latter! en Storm mig idag
lært har ikkun ad Døden at lee; men den Latter er taus
som Stjernens, det Evighedsøjes.
Farvel Ungdom! Jeg saae da jeg steeg
opfra Daaben i Dybet alt Solen paa Skjærsommersdag,
og Krebsen krøb baglænds paa Himlen.
Hvis nogen Blomst paa en Norriges Hei
vil tage dig, vel! den fange dig, rødmende Dunst;
og blusse og blegne som jeg!
Farvel, Harme! Som var du en Blomst,
flammer du mellem Ungdommens Roser -- jeg kaster dig i
mit Fædrelands fraadende Fosse.
Farvel, Letsind! Dig Humlen skal faae:
den, som surrer paa Engen derhjemme fra Blom og til Blom,
med alle og ingen fornøjet.
Farvel Ungdom! Nu plukket du er,
Lad gaa! Med Elskoven mindre sund, med Latter og Harm
du mindre viis var end Aldren.
Se, Stella, neppe du kjender mig meer!
Ak, kan du det nøgne Hjerte elske? og fløi
du kun for dets flaggrende Fjær?
Hvi plukked din bløde Haand dem ei af;
men skreg som om Falken slog ned, da min Vinge din Fod
som Himmelfart-skyer omgav?
Nu rundt de flyde blandt Havskum og Rav.
Ei heldig som Svanen, der plyndrer til Redet sin Barm,
jeg plukked dem selv til min Grav.
Kun Sorgen ejer mit Hjerte igjen.
Som cirklende Havørn der omsuser eensomme Skjær,
omsuses mit Hjerte af den.
Jeg giver gjerne til Stormen min Pen;
Delfinen kan skumme bort med min Harpe, og end
mit Hjerte har Sang nok igjen.
Men bød du, Stella, din Elskov for den . .
ja blot for at grave i Mulden de klingende Lyn:
Da, Stella du elsked en Steen.
Men bød du Elskov, Møe, for min Sang
for selv dig at pryde med den: -- da de klingende Lyn
i blomstrende Vinger udsprang.
Som Morgenens Stjerne da hævede sig
dit Hjerte -- jeg sank til det som en visnende Blomst,
men foer jo til Himlen med dig.
Farvel, Stella! Farvel! o Farvel!
Du vil blive paa Jorden; min Vei gaaer til Dybet -- velan! --
og Himlen staaer tom for os Begge.
Din Pande skinne! -- min Taare den toed --
meer stjernblank end før! Evindelig blomstre din Kind!
Thi den har jo drukket mit Blod.
Wells Bank.
Havet hvidner -- Haleida! -- Stormen svartner -- velan!
Sig Bølgerne dykke for hver dens Spring omkaps under Bankens Sand.
Men bag den hæve de atter sig med blegnende vilde Griin;
og Stormen kuer dem atter ned med nye borende Hviin.
Men fægte de som den Feige paa Flugt med brusende Fraades Lyn,
da knuger Stormen tildøde dem imellem et Ref og Skye'n.
Se blinkende Solstraaler hist og her, som kastede brudte Spær,
og Skummet flaggrer fra Bølgekam som flygtende Fienders Fjær!
Men Stormen fører -- ha hil mit Skib! du er jo hans Sejersværd;
og Taager hvirvle som Aander af de Bølger du overskjær! --
en skummel, brasende Skyoos frem som svulmende Sejersflag,
mens hvinende Raa, o bedre end jeg, besang Elementernes Slag.
Du ynder, Stormvind, en Yngling paa et vuggende lidet Bret?
Hvadheller bæver du, som bevidst, at du med din svære Ving
ei naaer et Menneskes Sjelefjær i Spændekraft og i Sving,
for kjække Øje, som var dets Blik din kuende Amulet?
som var det den funklende Spidse af hiin Ving, du i Flugt ei naaer,
naar Støvet den afryster, o saa stærkt, at, fygende vidtomkring,
de Andres Øine som sidde nær, med Smerte og Graad den slaaer?
Vel, Storm, da jeg heiser mit Seil -- hejah! din flyvende, hvide Man!
. . Jeg tøiler dig, Havenes Tøiler -- vel! -- til Frihedens stolte Hjem,
hvor Sjelen alt under Skyen tør sin Himmelving spile frem:
det Land, hvor højeste Egen groer og frieste er en Mand.
Der, Storm, fra Landsend jeg slipper dig, at atter du ile kan,
naar du Brittaniens Duft har smagt og drukket den stolte Canal,
at tvinge Verdsoceanet. Sving dig saa fra den øde Val!
og omhvirvl Bolivars Gravhøi som en hylende Klage-orcan!
Saa nyde du Seirens og Sorgens Hvile paa Verdensbetvingerens Steen:
det Sagas sørgepiilkrandste Hjem: det øde St. Helen!
O, naaer du Stormvind den Storhelts Kraft -- ved Gud, som jer Begge holdt,
om Stjerner endog du blæste ned, du deraf med Ære var stolt,
Men -- høiere Høihed end Hans! -- ha, flyer du Skraldet af eget Slag?
og tætter du, Seirer, dit eget Telt -- Triumf! -- paa Triumfens Dag?
og vender Øiet med Vemod fra de drivende Vrag derbag,
som maatte segne fordi den Gud som maalte din Styrke til,
dig laante ikkun sin Vældes Kan, beholdt i sin Himmel sit Vil;
ja spinder du, efter din Seir, o Storm, dig ud til en Vestenvind
og slumrer rolig tilaftens ind ved Engellands Rosers Kind,
naar først det Skum du har tørret af, du kasted paa skjønne Øe,
og skjænket Landet den Fred, din Kamp har fravundet trodsig Sjø:
-- da, kom o Storm! dit fromme Hjerte jeg hører da bag dit Ragg,
og seer i drivende Skibsvrag kun en Dommerhammers Slagg,
der slænges værdløst til næste Strand, mens Mestren et Himmelklenod
af Guldet smedder, han pukked af den Skippers Hjerteblod . .
-- Da kom du Helt for at Herrens Sol kan vinde en fredsom Dag,
saa, mens du hviler paa Skjæret selv udmattet og dødsensbleg,
du muntre Tumler forære kan et speilklart Hav til Leeg,
og see, at Baadene søndagsklædte svæve paa kruset Sjø,
mens under Seilet en Sømand sidder med Armen om Fæstemø . .
-- da, Storm, som klarne Alverden vil, og Pesten tildøde slaaer,
og giver paa Hvilens Dag, du vandt, det blegnende Græs, som staaer
paa Bondens Huustag, saa mild en Bølgen som Bedstefars eget Haar,
men tager derfor Alverdens Nag -- ak, med et døende Smiil . .
-- da, se jeg knæler! da, Storm, din Haand: din Sky af Nat og Ild,
som var den Frelserens egen Haand, ærbødig jeg kysse vil.
Farvel, I mine Smaafugle! I
vare i mine Hænder som jeg er i Havstormens nu.
Jeg, Stormen og I ere Brødre.
Den Ældste, Stormvinden, leger med mig;
men jeg, I Yngste, med jer. Den klage, som misted en Fjer;
og Stormen skal hævne hans Skrig.
Men Stormen slipper mig uskadt i Havn;
thi se, jeg tregange slap jer i Skogen, ja i
vor Faders mildtbølgende Favn.
Farvel! -- Ve mig! hvor er det med mig:
jeg, jeg elsker jer somom en Irsk var min eneste Ven,
en Sisik min eneste Rigdom?
Ja Rigdom! Som gjennem Stjernen du seer
i maalløs Kjærligheds Høider: du seer i dens Dyb
i Irskøje der evigen leer.
Min Sisiks guldgule Ving er ei Guld,
men en himmelsk Kjærligheds Straalblik, der fæsted sig til
et flyvende Støvgran i Muld.
Ei Blod er Dompapens purpurne Bryst,
men Smilets Rest paa et Blad, der i Skabelsens Nat
af himmelske Ømhed blev kyst.
Farvel, Dompap! din Ømhed til mig
smiilt har gjennem dit venlige Bruunøje; lært mig fra da
at elske som Søstre selv Græsset.
Farvel, Smaafugle, hvis Qvist var min Pen,
hvis Rede mit Bryst! I standsede ofte og lyttede til
en huggende Banken derinde.
Med ømme Øine, meer ærlige end
et Menneskes, strygende Taaren med Vingerne bort,
I spurgte: hvad feiler vor Ven?
I Eders Qvidren var meer Sympathi
end i Menneskers, der ødsle snartnok med Taaren; men kun
forat dryppe Triumfsmiil deri;
og, imængt lidt sval Filosofi,
at hælde denne Mixtur i den Lidendes Bryst,
hvadenten han vil eller ei.
En Sisk-hals, strygende sig imod min,
var bedre Støtte end Vennen, der Skulderen dra'r
indunder betænksomme Kind.
Det Blad, en Due mig rækker i Næb
ei skjærer i Saaret som iiskolde Viisdoms-demant,
Salomoners Skarpsindighed sleb.
Se derfor jeg jubler til Venners Farvel!
-- Hvor snuer han Hatten! Haha! Hvor han skutter sin Ryg,
som slap han derbagud sin Sjel!
Men flux Naturen mig sender en Fugl,
en ny Alkjærlighedsstraale . . Flyv gjennem mit Bryst,
og søg i mit Hjerte dit Skjul!
Mon hiin Theolog, der korsende gik,
fordi jeg hans Djævle beloe, har sligt Vet, som min Starr:
den Præker istedet jeg fik?
Og hvilken Præst, hvis forbandende Ord
er over eget Hjerte som Tordenens Sky
er over den giftige Jord,
mon taler saa herlig Moral som min Fugl?
Thi Uskyldsøjet har Himmelens stærkeste Lyn
og Dommensbasunernes Guld.
I Øjet, hvori en Due er vant
at finde et Speil for sin Glæde, som Vingen saa reen,
sit Billed ei Ukydskhed fandt.
I Jomfrusang hvidsker Djævelen tidt;
men Synden i samme Øre ei blander sin Bruus
med Smaafugles skyldløse Qvidr.
Hvo var vel selvgod, medens han saae
en Fugl, der mader de Andre, fodrende kun
med jublende Triller sin Kro.
Hvo synder, som seer af den rødmende Ving
en Dompap reise sit Hoved, som steg af en Blomst
en Engel og saae sig omkring.
Synd før i hellige Prækestols Ly,
end under Bogfinkens Green: den er Herrens Paulun
før kneisende Dome i By!
Dyrk heller i levende, syngende Fugl
Guds hellige Aand end i Duen i Domkirkens Loft:
den klodsede Afgud af Guld!
Thi Aand og Fromhed og Frihed og Fred
-- ja den, som Englen belivner -- har dykket sig i
lavtsvævende Svaleving ned.
Farvel, Smaafugl, mit Helgenbild!
Dit Øjes søde Ømhed har Rafaels Pensel ei smiilt
udover sin hellige Jomfru.
Thi dypped Han den end i Englenes Smiil,
Du er en levende Straale, der fik selv af Englenes Gud
din Farve og jublende Iil.
Farvel! Flyver til Skoven igjen!
Den Byrons-fugl, som skjuler, for fæl til at sees,
sit hakkende Hoved i Hjertet,
og æder gridsk som Prometheus' Grib
dets ædle Kjerne, men udspyer Slanger igjen . .
ja Gribben, hvis Qvist var min Rib, --
som hugg og roded med knebbrende Neb
i Hjertet, saa I med Studsen det hørte, ja, at
han Kloen i Leveren sleb . .
den Fugl, som Disse, der ligge saa stil
i Livets blødeste Arme som Ænder i Dam,
og lytte og glane kun til,
med Laurbær fodre, hvis støde den kan
sit Hviin i Odetakt ud; men hvis ikke, da i
et Dollhuus med Prygl og med Vand . .
den fæle Fugl har en Nordhavs-orcan
blæst ud af mit Hjerte, og Havet dens Fjedre saa smaae
har plukket som Doggerens Sand.
Med første mødende Havørn den fløi.
Som Orme vrimled dens Duun nedi Bølgen, (den Vogn
for Fryden, den Sorgernes Høi).
Dens Ving af Stellas Haar sved et Lyn.
Ha, sligen Stank i den Natviol? Kjærlighed døer,
til Jorden nedhalt ifra Skyen.
-- -- Se, snart ved Dower paa Kridklinten, hvor
Kong Lear hvinede, staaer jeg, ja liig en Ruin,
hvor Spøgelse mere ei gaaer.
Farvel! Du flyve til Skogen igjen,
livsalige Chor, som besynger din egen Natur,
mens Mennesket enten besynger
en fremmed (som Oldtidens mørke Druid);
hvadheller som Kroskjald et lavere Tilvær, og er
da under sig Selv og sin Tid;
hvadeller en Natur, som Jorden ei har . .
-- den Sanger meer end et Menneske: Engel jo da,
ha, eller en Djævel jo var?
Farvel! Flyver til Skogen igjen,
at trøste Gjenten, som under sin Sætervolls Gran
udtoner sin Vemod i Luren!
Farvel! Flyver -- ved Himmelen! Ha!
I følge mig, Trofaste? -- Ak, kun en Lynskodde rødmer forbi.
-- Vel! bedre end Venskab er Frihed:
den Luftning, Englenes Vinger slaae ned,
at hæve Menneskens svulmende Hjerter med sig
og Fuglenes Smaahjerter med.
Stormen hæver Havet. Haleida! -- Skyerne knuge det ned.
Af Mulmet Havskummet springer op, at lyse i Stjerners Sted.
En Tordenbyge saa mørk, at den sig grant gjennem Natten teer,
er eneste Kyst -- der Døden boer -- i Horizonten jeg seer.
Hvad Skummelt rager derborte? -- ah! St. Pauls Taarn i Engelland?
En Skypomp det er, et Dødens Fyr, som Lynet har tændt ibrand.
Nu rever den Skipper, hvis største Lyst det var i Luvart at staae
i stumpe Vinkel med Læbord -- det i Skummet han meer ei saae.
Men altsom Seilene flaggre ned, saa flyver der op af Skræk
paa Skipperens Ansigt, liig hvide Seil i Natten, dødblege Træk.
Svai Snekke -- Haleida! Med Stavnens Fraades grinende hvide Tand.
Du spørger skrattende: "svajer jeg nok? er end du ei døbt til Mand?
Du leger saa kaad som en Dreng med mig, forlangende, at jeg skal
med Kjølen hente en Musling op og sønderskjære en Hval."
Ha, Snekke, jeg i din Voldsmagt er! Hvor Land? Ha Alting er Hav.
Ha, Snekke, du i mit Vælde er: jeg holder jo Rorets Stav.
Vi kjæmpe -- Velan! Jeg er en Ørn; Du Hajen -- Jeg hugger din Radd.
Jeg vil dig i Luft, Du mig i Dyb -- kun Stormen kan skille os ad:
en Storm, som jager i Dybet dig -- den Stormvind skal løfte mig
til slige Høider, at Stjernen jeg seer som Sneglen du under Dig.
Frygt Stormen, Skude! Jeg frygter den ei; thi se, jeg har revet Seil:
mit Letsinds Bovenbram føg overbord; jeg kasted en Last af Feil.
Nu gaaer saa sikkert, o Storm, det Skib, som gynger her i mit Bryst;
ja Det, hvis skinnende Seil du seer i Øjet af Glæde lyst.
Ha, nu den stærkeste Havorcan kun spænder mit Hjerte ud,
saa, liig en Jord, i sin mørke Bane det bruser fremimod Gud.
Da, Stella, veed du, hvi Øjet, som i Sorgen var tørt som Glød,
nu glindser i Fryd, idet det seer mod Stormen, mod Hav og Død.
-- Haleida! Haloh! i Dybet jeg foer . . Nu seer jeg saa klart, saa klart.
Den Daab var meer end et Kjoleskjød og brusende Manddoms-bart.
Thi Øjet førte tilbage fra de skinnende Himle, som
sig hvælve dybtunder Dybet -- dem vi drømme saalidet om --
en Straale med sig; thi vist som at Daghimmelen høi og klar
Guds Hvælvhaand er, saa er Dybet og hans Huulhaand, hvori han har
saa store Aande-klenoder gjemt som Disse, der glimre her.
Nu, vil du, Yngling? En Dybetsgang er ogsaa en Himmelfart.
Det Vand, som binder en Ørneving, ei binder den Straalefjær.
du har i Hjertet -- Den løfter det; men hele den Sorg, det bar,
kan Hajen sluge, kan gjøde en Blomst paa eensomme Fiskerskjær.
-- Haleida! Haloh! i Dybet jeg foer . . Nu seer jeg saa klart saa klart;
thi Dybets Himmel jeg saae, men end jeg Høidernes over har.
Ja gaa i Døden! en Engel du blir -- ha! eller en Mand saasnart.
-- Nu før din dryppende Søn, o Storm, til Engellands grønne Kyst!
Der frie Vinde skal tørre mig, naar Stranden jeg først har kyst.
Nu før din dryppende Gudsøn, Død, til Frankrig, til Livets Land!
Der Frihedssolen skal modne den, i Dybet du døbte til Mand;
som grov i Havskummet Kindens Blom, sin Latter og al sin Lyst.
-- O Kinden blomstre skal fremigjen ved Delafayettes Bryst.
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer