Pilestrædet

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Ser jeg dig atter, du skjæve
gamle forbyggede stræde
mørkne dig ind mellem stammers
knudrede løv-allé —
volder du altid mit hjerte
vild og fortrolig glæde —
hér var mit første „kammers“
bagom knudret træ!

Husenes murgraa rækker
ligger i sol og sturer
over begravede bækker
gjennem et løvrigt land —
slig at én driver og snøfter
mod løv bagom høie murer,
drømmer om svundne grøfter
med syre og løvetand!


Endnu den stiger og synker
i keitet og knækket linje
fra høie til lave møner
en hundrede-aars kontur!
Trær staar i haver og suser
om Wergeland og om Vinje, —
linde og lønne som frøner,
klemt mellem mur og mur! —

— — — — — —
Eier du barndommens minder
fra underligt jublende jule,
da stormens rasende sluser
ned gjennem strædet drev —?
Adventsne jog over mønet
paa lav-lange kjøbmands-huser,
og vindverne oste gule
ud i det hvide drév — —!

Eller en nytaarsmorgen
med kirken i gusten glætte
og torvets tilsneede stene,
spættet af christenskridt?

Kold stod en irr-grøn hætte
paa taarnets solrøde stene,
og bagom dets høie skulder
laa Egeberg, nysnéhvidt!

Disse fortryllende bakker
er alt, hvad vi eier tilbage.
Slaamaskinerne hakker
i drømmenes hestehage.
Hakker de stærke planter
hakker de myge stilke,
knuser vor ungdoms blomst
med kloder af luftig silke!