Poesien

Som et lidet, fint krystallglas
      fyldt med en essens -- saa kostbar,
      at hver draabe som en lue
      gjennem alle nerver brænder:
      
slik skal poesien være.
      Tusen lilje-ord maa presses
      tusen bittre valmu-tanker
      fra et faa den ene, lille
      linje, der vil dufte evig.
      
Og naar disse enkle draaber
      dryppes linje efter linje
      ned i rythmernes krystalglas:
      
se, da drikker jeg med vellyst
      disse strofer, der som luer
      ind i sjælen sig vil brænde.
      

(1896)

Poesien I. (1892-1893) Visen om stolt Kunigunde Morgensang Og atter ser jeg Andagt Lær mig, o skov Stilhed Dengang du gik I de forunderlige, blonde nætter Samtale Nocturne Vi tænkte sletikke paa nogenting

II Velsignet Der staar en sorg Serenade (Krag) Lys nat Naar du kommer Extase Døren blev lukket Det var en, som gik ifra mig Sange om natten 1. Feber 2. Al denne sorte himmel 3. O, Herre 4. Mørke 5. Farvel 6. Kain 7. Klokken to

8. Lampen 9. Uret 10. Søvnløs 11. Fiender er vi 12. Stævnemøde 13. Det var en drøm 14. Vision Angst Mod Gjensyn Den nye lykke Jeg tror ei dig Ingen fryd Du var større end de andre Byg dit liv -- Udfordring Den, som har set Først da

III Jeg seiler ikke længer Kirken To ungarske folkeviser Hav Der synger ingen fugle Anelse Uveirsaften Skaal De gode middages tid Finale 1. Hjemme igjen 2. Juninat 3. Resonans 4. Landskab

ebook, H. Aschehoug & Co.s Forlag, 1897: Vilhelm_Krag_-_Nye_Digte.pdf (PDF, 14 MB)