Priisskriftet om Søefartens Oprindelse og Virkninger

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Holdt! holdt! forvovne Geist, hist staaer de sidste Skranker,
Bag hvilke Seraph selv ei engang gjette tør;
Kald derfor i en Hast den Sværm adspredte Tanker
Tilbage fra en Punct, hvor intet skabt kom før!

Forfærdes for din Flugt, du Støvets yngre Broder!
Og kast et skrækfuldt Blik fra den umaalte Top,
Til hvilken du saa tit, langt over alle Kloder,
Paa svage Gisnings Trin dumdristig klavrer op.

Hvad nytter det du hist i bundløs Afgrund stimer?
Er ei en Haandfuld Støv en Verden nok for dig?
For dig, for hvilken (ja maaskee for Cherubimer)
Den mindste Deel af Mid er ubegribelig.

Indbildnings-Kraften selv bestyrst tilbage viger,
Saa tit den jages bort en Kreds at oversee,
Hvis blotte Middelpunct den Punct langt overstiger,
Hvor Newtons Falkesyn opdaged et Maaskee.

Best derfor, at du dig igjen til Støvet nærmer,
Og blir i stille Roe hos din forladte Krop,
Den spæde Hytte som forfalder naar du sværmer,
Og hælder meer til Støv, jo meer du løftes op.

Hvad? – studser du min Geist? – forfærdes du ved dette?
Er Roe din Undergang – har Han, den store Han,
Som blæste saa, du blev, indblæst dig Lyst at gjette?
Ja vel, saa gjet og sværm saa langt din Afmagt kan.

Kom, væbne dig engang med alle Stormens Vinger;
Flyv did hvor sikkert Haab og Tryghed aldrig gik;
Did hvor Orcanerne fra Dødens Hule springer,
Og virvler Undergang til alle Øjeblik.

Svæv nu hvor Aanders Aand ved Tidens Fødsel svæved,
Og efterlod et Spor af Majestætisk Skræk,
For hvis Forfærdelser selv Ryggesløshed bæved,
Som før paa Stranden var mod Gud og Djevel kjek.

Det er det Sted, hvor Lyst med Gysen sig forener:
O hvilken Skueplads! hvor dyb, hvor bred, hvor viid!
Hvor tit forandres den til nye rare Scener,
Nu Bjerg, nu Dal, nu Slet, nu grøn, nu blaa, nu hvid!

Nu gaaer en Vestenvind og pløjer nye Furer
I Østenvindens Spor, som dog en Søndenvind
Strax vælter om igjen; nu Nordenvinden lurer
Paa næste Øjeblik at tage Pladsen ind.

Det stolte Element modvilligt sig nedbøjer,
Det kneiser trodsig op, men bukkes ned som før;
Det bruser, spruder Skum, ophæves, larmer, støjer,
Til Hav og Vind tilsidst en troeløs Stilstand gjør.

Tys! tys! vær still' min Geist! nu Luft og Hav er stille,
Og Sjelen sank forgabt i døsig Vellyst hen –
O Almagt! du som vil dig selv i alting spille,
Dig seer min Sjel i Storm, i Havblik dig igjen.

Hvad Verden aabnes her? hvor stor og ukjendt Vrimmel
Opfylder dette Hav? – hvad Hav? jeg tager feil,
Det som var før et Hav er nu en Soel og Himmel:
– Dog nei; det er en Soel, en Himmel i et Speil,

Et afbildt Firmament, en emaljeret Flade,
En Vælving af Azur, en blank og endløs Iis,
Et Gulv af sleben Staal, en indlagt Jaspis Plade,
En Luft, et Æther – kort: en Plan til Paradis.

See hvilken munter Slægt fra Dybet sig opsvinger,
Som i den stille Luft ny Vellyst aande vil!
Det kaade Marsvin nu sig tumler, bolter, springer;
Og Havets hele Plan er fuld af Lyst og Spil.

Sælhunden paa et Skjær sig ny Forfriskning tager,
Og slumrer roelig ind, imidlertid en Hval
En talrig Hær af Sild fra Nordens Afgrund jager,
Og dette flygtig Rov paa Veien byder fal.

Jag ogsaa du, min Geist! de vellystfulde Tanker
Rundt om paa denne Plan; og søg en sikker Havn,
Hvor de foruden Frygt kan ligge trygt for Anker,
Og slumre roelig ind i Havets stille Favn.

I svage Dønninger, omfavner, vugger, dysser
Min længselsfulde Sjel, som er af Vellyst mat!
Velkommen store Fred, som Verdens Tummel tysser
Med majestætisk Roe fra Evighedens Nat!

Saa slumre da – men hvad? er Sikkerhed forsvunden?
Troeløse Yndighed, hvor blev din Vellyst af?
Jeg seer, den fæle Skræk opstiger fra Afgrunden,
Og aabner rundt omkring Forvovenhedens Grav.

En vældig Krigshær Storm fra alle Hjørner springer,
Og Bjerge bæver selv ved denne nye Gevalt;
Orcaners Krigstrompet igjennem Luften klinger,
Og truer Jord og Hav med Chaos overalt.

Det klare Firmament, mens Middagssolen smiler,
Forvandles strax til Nat; og fra en dunstfuld Sky
Slaaer Himlen Slag i Slag med tændte Tordenkiler:
I Huler, har I nu for al min Rædsel Ly?

O skjul dig, bange Geist, for denne fæle Scene!
Hvor fnyser Verdens Hav ved dette Feidebud,
At det mod dobbelt Magt, mod Storm og Himmel ene
Udæskes her paa ny at holde Kampen ud!

Snart væltes Alper op af himmelhøje Bølger;
Snart styrtes de igjen med deres skummig Top
I Havets Afgrund ned; strax andre større følger,
Som med forbittret Magt mod Himlen slynges op.

Knap viser Haabet sig langt bort paa flade Banker,
Før Døden kiger frem udaf en bundløs Grav;
Før Havet vil paa ny nedrive alle Skranker,
Og truer Jorden selv at gjøre den til Hav.

Alt hvad som haver Liv, i Søe og Luft sig skjuler;
Hver Rift i Jord og Bjerg er fuld af bange Kræer;
En Bjørn, en Behemoth opsøger sine Huler;
Og Fugle styrtes ned af Frygt i hule Træer.

Hvad Uhyr er det da som tumler hist der ude,
Og kastes som en Bold af Storm og Bølgeslag
Fra et til andet Skjær med sønderrevne Klude?
O Himmel, hvilket Syn! – Et synkeferdigt Vrag!

Et uselt Monument til Vittighedens Minde,
Som af en gjerig Flok blev nylig rustet ud,
For hos et fremmet Folk med Uret Gods at vinde
Til Trods for Hav og Storm, Naturen selv, og Gud.

Velan! styr du min Geist med dette Vrag til Landet,
Og see dig selv i det med ny Forundring an;
Forlad det for'ge Hav; men vov dig paa et andet,
Og lod et større Dyb paa dette Ocean.

Du veed Naturens Plan; den har jo alletider
Afmaalt enhver sit Rum med gavmild Maalestok?
Ti tusend Myrer ei i Tuen Mangel lider,
Og for en nøjsom Sjel er liden Omkreds nok.

Den skar vor Klode af i smaae og store Dele,
Dog saa at ingen Deel blev Nøjsomhed for trang;
Den grov et skrækfuldt Dyb til Skilrum for det hele,
Og Vejen over det blev Ørnen selv for lang.

Den deelte Soel og Luft, Forlystelser og Føde
Saaledes som den saae, var tjenligst for enhver;
For andre Folkeslag den planted anden Grøde;
Hvad hist er Lægedom, forvolder Døden her.

Hvad Frekhed var det da, som brød Naturens Love?
Som med en sulten Aand fløj fra et dekket Bord,
Og vilde uden Trang i Dødsens Gab sig vove,
Ei for at vinde Brød, men plyndre andres Jord?

Kan Havets blotte Syn Forfærdelser indjage,
Kan Døden banes Vei i et usynligt Hul,
Kan Storm endog til Lands et modigt Hjerte skage,
Og kaste Cederskov med Bul og Roed omkuld:

Hvo var den Vovhals da, som torde først udhule
Et sammenlappet Træ, og nagle det saa fast,
At han sig deri trygt for Døden kunde skjule,
Som trængte Strømvis ind, saa snart en Nagle brast?

Hvo sagde til sligt Skrog: «Trods Stormen, naar den hviner!
«Staae opreist paa din Kjøl! hvil paa din Ligevægt!
«Gaae frek paa Hvalens Ryg, og dans iblant Delphiner;
«Din kunstig Bygning er din egen Varetægt!»

Hvo udfandt allerførst de Love Vinden følger?
Og tvang Orcanerne, med en ophidset Klud
At skydse Slotte frem paa Pyreneiske Bølger
Saa hastig som den Piil der fløj fra Senen ud.

Hvo ridsed Veien af imellem skjulte Banker,
Og lærte med et Roer at dreie Strømmen bort?
Hvo lagde en Kapsun paa Stormen med et Anker,
Og nødte Modvind selv at hjelpe Byrder fort?

Hvad synger du min Geist? Hvis Fodspor ere disse?
Har Engle virket her? fandt Djevle dette ud?
Nei, send en Speider op til Tænkekraftens Spidse,
Og knæl saa for dig selv du Engel! – Djevel! – Gud!

Tilbed i dig den Aand som alle Aander skabte,
Og deelte Ævner ud til denne talrig Flok:
Fik end de større fleer, de mindre dog ei tabte;
Enhver fik det som var til Øjemerket nok.

Hvad Rigdom fik ei her de dødeliges Sjele?
Hvad Kraft at indsee det som er, som var, og blir?
At gjette, blive viis, og fra Erfaring stjele
Forsikring for en Sats, hvor Gisning ikke gir.

Skue Verden om, og see de glimrende Spectakler,
Som Lærdom, Vid og Kunst opfører for dig nu!
See! disse Guddoms Spor er Menneskers Mirakler;
Og Author var en Geist af samme Slægt som du.

Sandt nok, Forstanden ei strax avler voxne Poder;
Hvad Thales filed grovt, polered Newton af;
Opdagelserne har sin Gang som Jordens Floder,
De fødes af en Bek og voxer til et Hav.

Maaskee, saa snart man saae at Træe bar op paa Strømme,
Saa raabte Nøden strax: did maa du dig betroe!
Man saae maaskee en Fugl, en Hund, en Odder svømme,
Strax tænkte kun en Geist, og lærte Folk at roe.

En Hændelse maaskee, udhulte først Canoer,
Til Vittighed falt paa at nagle Planker fast;
Maaskee en Lyst at see en anden Øes Beboer
Og Drift til Fælleskab opreiste først en Mast.

Maaskee – men hvad maaskee? – hvad nytter det at gjette,
Hvad Nød, Nysgjerighed, hvad Hændelse og meer
Har lært at hitte op? – forfærdes kun ved dette,
At Gjerighed har bygt det Skib hvis Vrag du seer.

Elendig Creatur! nys glimred dine Straaler
Med hardt ad Guddoms Glands; hvor fæle blir de her!
Forskrækkelige Syn! en Kunstners Skaber taaler,
At Himlens Skilderie en Djevlemaske bær.

Den Geist, som tvinger Hav, af Lyster underkues!
Umættelig Attraa gjør Djevel af en Gud!
Fornuft tilbeder Guld! – o hør min Sang, og blues,
Du som til Ophirs Strand først rusted Skibe ud!

Knap var Naturens Frygt for Havet overvunden,
Saa Mattighed sov trygt i Farlighedens Skjød;
Knap var den frie Vind med Kunstens Lænker bunden,
Før Jorden blev for trang, og Mætte græd for Brød.

Man slog den trygge Strand med avindsyge Aarer;
Hver glemte strax sin Ven og spurgte kuns om Rov:
Bundløse Søer blev et Element for Daarer,
Som kappedes om det de havde mindst behov.

Den fæle, mørke Nat fløj frem og vilde skrække
Forvovenheden fra at fare længer fort,
Den for den halve Jord drog ned sit sorte Dekke,
Og gjemte Curs og Land for Øjekredsen bort.

Men nu blev intet fælt, som før var fælt paa Jorden:
Den Geist, som trodsed Død, den spotted Mulm og Mørk;
Phænicierne saae, en Stjerne stod i Norden,
Og strax fik Verden Lys i Havets vildsom Ørk.

Den lille blanke Bjørn, som nær ved Polen tindred,
Og stedse lyste op en uforandret Plads,
Den maatte vise Vei, saa snart som Natten hindred
At Styrmandsøjet ei fik Solen til Compas.

Saa voxte Vid og Kunst, men Vellyst endnu mere;
Fra hver opdaget Strand kom nye Lyster frem;
Det Land som mætted een, det avled mange flere,
Og med hver Ladning Guld kom tusend Laster hjem.

Den tarvelig Natur som pleies slet med meget,
Den skabte man nu selv Fornødenheder nok,
Man tvang den meer og meer at væmmes ved sit eget,
Og gav den saa til Priis for Lægedom og Kok.

Ukjendte Folkeslag opretted Venskabs Pagter,
Skjønt Fordeel veied Ven, og Kjøbmandskab blev Svig;
Man tog Barbarers Sag mod Christne Naboemagter,
Ei for at stifte Fred, men selv at blive rig.

En sindrig Gjerighed ophitted tusend Sager,
Det blev nødvendigt strax, som blot vellystigt var;
Med Kunster strømmed ind en Hob beqvemme Plager,
Og ved Exemplers Tvang blev Viisdom selv til Nar.

Gemyttets Roe blev qvalt, og Vellyst fødte Smerter;
Den rene Gudsfrygt blev af Pragt og Kunster fuld:
Urene Lyster fik sin Helligdom i Hjerter,
Og Himlen fik et Huus af Cedertræ og Guld.

Jag bort det stolte Skib, hvor Indjens Ambra ryger,
Og Vimpler svæver i en aromatisk Skye!
Paa Stavnen sidder Pest og ubekjendte Syger;
O hvilket Lazaret! – nysgjerig Landsmand flye!

Kom pralende Forstand, som Havet kan regjere,
Viis frem din fundne Skat, og roes den om du tør!
Er Verden bleven rig, fordi den mangler mere?
Fandt Mennesker i Guld den Dyd den savned før?

Blev Sandhed hentet ind med Ceylons Specerier?
Fik Ømhed større Rum i Hjerterne end før?
Blev Kjerlighedens Lov Europas Lov? – du tier!
Ja, tie kun med en Sag som Skam forklare bør.

Begrav i Tausheds Grav dens Navn, som først opdaged'
En Steens forborgne Kraft at dreie Staal til Nord;
Som ridsed Cirklen af, hvorefter Vellyst jaged
Til skjulte Vraaer hen, og fandt en anden Jord.

Skjælv roelige Barbar! du som med nøgne Arme
Afbilder selv din Gud og Troes Helligdom,
som offrer Uvens Blod, og æder selv hans Tarme;
Dit Forhold blir ei meer en Sag for Himlens Dom.

Frygt ei for Solens Brand, som falder paa din Isse;
Ei for de giftig' Dyr, hvoraf din Mark er fuld;
Du har dog Skjul for hin, og kan undløbe disse;
Men skjælv fordi dit Land har Ædelsteen og Guld.

Du seer det gule Støv, og veed ei selv, hvor vægtigt
Det er for hines Sjel som nærmer sig din Strand;
Men viid, der er en Jord hvor Guldet er almægtigt,
Og hvor man Himlen selv for Perler kjøbe kan.

Hvad nytter det jeg vil Europas Laster skaane,
Naar Døbtes blotte Navn er Hedninger en Skræk?
Hør Blodet raaber lydt fra Montezumas Throne!
Mon Iberfloden kan aftvætte denne Flek?

Mon Løver slagtet har de Millioner Kroppe,
Som ligger rundt omkring paa Perus Marker strøed?
De vilde Faar som fløj paa Bjergene der oppe,
Og ejed blot et Liv, hvad nytted deres Død?

O blues dog engang, hvor Djevle selv maa blues!
Forfærdes for dit Vid, du tigerhjertet Folk!
Miraklet af din Geist med Rædsel maa beskues,
Thi Rov, og Blod, og Mord blir Vunderverkets Tolk.

Du aabner sindrig nok Naturens skjulte Gjemmer,
Og gir for Vind og Hav snart Almagts Love ud:
Du bringer Verdner frem; men plyndrer dem, og glemmer
At ogsaa vildes Suk kan trænge op til Gud.

Du med en modig Aand erobrer, deler Jorden;
Men for en Haandfuld Støv gir Sjelens Roe til Priis:
Det Folk, som dyrker dig, det knuser du med Torden,
og aabner Helvede i Verdens Paradis.

Du borger dig et Navn af Himmelske Legater,
Og kalder Lyst til Guld en Lyst til Sjeles Bod:
Men Fredens Engle blir strax Furiers Soldater,
Og skildrer Troen af med Mexicaners Blod.

O drag Forhænget ned for denne fæle Scene!
Nok seet nysgjerig Geist! lad Sukke presse ud
En Sandhed fuld af Skræk – at Mennesket er ene
Det Dyr som avle kan en Djevel liig en Gud.

Jeg styrer Roret jeg! – O hvad var det for Torden,
Som fra en uskabt Sky hos Cherubim foer ud!
Hvor bæver Himlene! hvor skjælver alt paa Jorden
Ved denne Almagts Røst fra alle Guders Gud!

Almægtig Styrmand for de mange Verdners Flaader,
Som krydser – o hvor vidt! – din Forsyns Ocean!
Du som for Liv og Død, for Tid og Udfald raader;
Almisser fra din Haand er alt hvad Geister kan.

Du er den samme Gud i Engle og i Orme,
Alt er dig lige dyrt, en Verden og et Løv;
Ved dig blir Havet still', ved dig opreises Storme,
Af dig faaer Kroner Glands, ved dig blir Throner Støv.

O du som med dig selv Uendelighed maaler,
Hvis Væsen ene er forundringsfuldt og stort!
Al Viisdom blir kun Damp, kun Dug for dine Straaler,
Og svinder, store Soel, i din Betragtning bort.

Nys saae jeg Verdens Hav ved din Befaling bruse;
Jeg bukked for den Geist, som med din Styrke bød
Stormvinde føre frem de kunstig bygte Huse,
Som sværmer der omkring imellem Frygt og Død:

Fornuften stod forgabt; den med Beundring nævner
En Orm, til hvilken du Forstand og Tanker gav;
Da Sands, og Vid, og Kunst, og alle Geisters Ævner
Er Draaber kun af dig, bundløse Almagts Hav!

Jeg saae en graadig Lyst ukjendte Verdner dele;
Dit Navn blev gjort for Guld til Indianers Spot:
Hvor zittred mit Begrep! men du som seer det hele,
Du seer og styrer saa, at det som skeer blir got.

Du tvinger Laster selv at knæle for din Throne,
Og føre herlig ud din Viisdoms skjulte Raad;
Du gjør at engang hist Hallelujaers Tone
De Scener aabne skal som endtes her med Graad.

Din Forsyn er det som utæmte Lyster tæmmer,
Den dæmper dem vel ei, men styrer deres Fart;
Maaskee Tyranners Sverd med Blod din Villje fremmer?
Maaskee – men dette gjør din Evighed vel klart.

Lad Djevle rase fort, Fornuften skal dog lære
At du, almægtigste, er i din Viisdom god;
Den Sjel som sukked her, skal hist dit Fodspor ære,
Og see at du var der, hvor Grumhed tapped Blod.

Men skal alene hist – skal Evigheden blive
Din Forsyns ene Tolk, og synge Lovsang der?
Nei; ogsaa Hav, og Vind, og Seil, og Ror skal give
Anledning for dit Folk at synge Psalmer her.

Hvo skulde see et Skib og ei din Almagt ære?
Staaer ei hver Nagle der blot ved din Forsyn fast?
Har du ei skabt den Geist, som kunde Verden lære
At tvinge Skib med Ror, og Storm med Seil og Mast?

Du som har Nøglen til Naturens lukte Vraaer,
Og aabner, naar du vil, den før tillukte Dør;
Du som har Jorden deelt med Floder, Hav og Aaer,
Du baned ogsaa Vei, hvor intet Spor var før.

Vor Klode adskildt var i mange mindre Kloder,
Hver omflødt Øe var som en Verden for sig selv;
Man følte Selskabs Drift, men stod forladt ved Floder:
Og mange Ønsker saae sin Ende ved en Elv.

Du vinker kun, og strax blir Vei paa alle Vande;
Man borger Vindens Magt, og far paa Havet ud;
Man leder Brødre op i ubekjendte Lande,
Og seer at du er meer end Europæers Gud.

Du kjendes strax igjen i andre Verdens Parter;
Din Almagt lyser klart i nye Væsner der,
I Urter, Planter, Træer, og Dyr af andre Arter,
End de som ved din Kraft groer op og vrimler her.

Hvor gavmild deler du Naturens rige Gaver,
Og er ei blot mod Trang, men og mod Vellyst god!
Til Østersøens Strand frembringes Indjens Haver;
Og hede Landes Viin opvarmer koldes Blod.

See Havets aabne Barm! – min Geist duk engang under
I dette svangre Dyb! fortæl, hvo planted der
Slig bundløs Verden fuld af nye Almagts Under;
Og sagde: Kommer Børn, og fisker Rigdom her?

Hvo lærte Verden først den raske Hval at trætte,
Og med en svag Harpun at byde den til Kamp?
Hvo var det som tillod Nødtørftighed at flette
For Legioner Sild et Fangehuus af Hamp?

Du ene store Du, som Hav og Himle fylder,
Og hersker over alt med Enevolds Gevalt:
Du er den Geist, den Kraft, det Vid, som Verden skylder
For Søefart, Selskab, Kunst, for Rigdom, Brød og alt.

Hvert Aar, hver Dag, hver Stund, hvert Øjeblik du giver
Anledning til din Priis blant Mennesker og Kræe;
Det er din ene Lyst, at alt lyksaligt bliver;
Og skeer ei det, saa er Fornuften værr' end Fæ.

Tør nu – o bange Tvivl, hvor fuld er du af Længsel!
Tør nu vel denne Geist, min Gud, en Geist som kom
Nys ud fra Verdens Sværm, fra skidne Lysters Fængsel,
Et Knæfald ofre dig udi din Helligdom?

Vig bort vanhellig Sværm! I Verdens Sysler hviler!
Det er min Sjels Sabbath, lad alting blive tyst!
I Længsler kommer nu, forsamles her og iler!
Der er alt aabnet Vei til Kjerlighedens Bryst.

O løft, almægtig Haand! løft disse svage Sukke
Som stræber i min Sjel, selv til dit Hjerte op:
Velsignelsernes Hav hos dig kan ene slukke
Den inderlige Tørst hos en saa talrig Trop.

Jeg seer et Tvillingfolk, hvis muntre Sjele viser
At Fred og Frugtbarhed ernærer deres Blod;
Et Folk hos Havet, som sig selv og andre spiser
Med din Velsignelse til Tarv og Overflod.

Her er mit Hjertes Kreds – Jeg ei din Fod forlader,
Før du med dette Folk oprettet har en Pagt,
At blive deres Gud, Beskytter, Ven, og Fader;
Du maa, min Gud! – Du skal – saa stor er Hjertets Magt!

Lad Kjerlighed og Dyd forene deres Tanker!
Lad Enighed og Ret udføre deres Sag!
Saa tit de hidser Seil, saa tit de kaster Anker,
Saa lad Lyksalighed omringe deres Flag!

Dog hvad? – hvad skulde du et saadant Folk ei unde,
Som du en Konge gav, hvis Hjerte ligner dit?
Velsigne ham! – hør! nu opløftes alle Munde,
Og Millioner Suk forene sig med mit!

Giv du hans Scepter Glands – ei blot de Æreskygger,
Som Verden ofrer dem, hvis Mod og Overmod
Sin Æres Monument paa slagne Landsmænd bygger,
Og kjøber sig et Navn for Undersaatters Blod.

Nei, gjør Ham stor hos dig, og ei i Hykleskrifter;
I Dydens Øjne stor, og dette Marmor værd:
Den Femte Frederik blev stor ved Freds-Bedrifter,
Og vandt med Viisdom meer end Helterne med Sverd.

Men skal (du har en Dom som ene Blod forsoner)
Skal Nøden drage Sverd mod Voldsmænds Overmod;
Saa skab du Fredriks Sjel i Fredriks Legioner,
Og viis at saadan Sjel er værd Hans Helters Blod!

Nu hørte jeg en Lyd som vil dit Hjerte røre!
Mit Folkes Sjele brød i Jubelpsalmer ud;
Bønhør nu hvert et Suk som Engle ikke høre!
Bønhør mit hæse Raab, min Kraft! min Sang! min Gud!



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt