Røst i ørknen

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Christenfolkets Hjerter skulde
være varme Julebrød,
      honningfulde,
Nok for hele Verdens Nød,
om den kommer som en Gjest;
Rosenkviste i dem stukne
som til hellig Glædesfest.
       -- Ve! ve!
Iis de ere, Klumper Sne,
Stene, i hvis Rivter sprukne
boer saa fæl en Mørkets Vrimmel,
og hvis Blødhed kun er Skimmel,
skjøndt som Fløjel til at see.

Folkets Pander skulde være
klare, gjennemsigtig skjære,
som det Lys, det melkehvide,
hvor en Stjerne frem vil bryde;
og dets Aasyn, o saa blide,
talende, velsignet milde,
som om de Velkommen vilde
hele Verden kjærligt byde.
      -- Ve! ve!
Sorte Regnetavler bæres
paa det ædle Sted tilsyne,
      talbeskrevne
mellem begge Øjenbryne;
og af Sorger fuldtberuste,
Laster, som vanvittigt lee,
vildt med Træk isønderrevne,
      sønderknuste,
Folkets Aasyn tatueres.

Kjærlighedens Ild udslukkes,
som naar Blomster Farven tabe.
Hjerterne i Folket lukkes
som en Gjerrigs plumpe Skabe.
Mellem Menneskene bliver
det uhyggeligt i Landet,
som for Vandreren, der driver
ensom om i Byens Gader,
hvor hvert Lys, et efter andet,
slukkes i dens Vindurader.
-- Han vil raabe: O giv Ly!
      Hvem vil høre?
Det er klogest du kan gjøre:
Ryst din Saale, Mand, paany!
Skoven søg, ei denne By!
Vilden Gran vil give Ly,
ligesom man finder hos
Tyrker og Barbarer større
Brødreømhed end hos Os!

Som det var med Ham, der ene
vandred i den øde By,
fulgt kun af sit Echos Gny
fra de traadte Gadestene, --
o saa er det med den Digter,
som fra Himlen faaet har
Olje til de tomme Kar,
og sit Kald ei troløs svigter,
leflende til Verdens Lyst;
men slaaer an i Harpetonen
Klangen af Guds egen Røst,
Stemmen fra Religionen
om de over glemte Pligter
steentillukte Hjerters Brøst.
      Ve! ve!
Alle, Alle have baaret
Uskyldskrandse Løftets Dag
under Herrens Tempeltag,
Krandse visne inden Aaret:
Kvinderne rundt Hovedbaandet
frisken Krands af Roser hvide,
som af Purpur kun beaandet;
Mændene den Dag forvist
dog paa deres venstre Side
stukken ind en liden Kvist.
Men det Løfte, som de gave
      fuldtbevidste
og med klar og hørlig Stemme,
      var at gjemme
Alle indtil deres Grave
Hjertet friskt, som Krands og Kviste
vare Høitidsdagen ud,
da de stode frem for Gud.

O dengang med skyldløst Øje
saae I Gud, hvorlunde Han
favned Dybet og det Høje,
at Insektet uden Navn
inden samme Armes Spand
sværmed, snoed sig og krøb,
hvor de stolte Stjerner løb
gjennem Fjernets dybe Favn.
Og I syntes, at I selv
maatte favne Verdens Hvælv,
Jordens Liv og Himlens Kloder,
at I følte denne Lykke
ved til eders Barm at trykke
hvert et Menneske som Broder.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt