Reidar Griotgardson

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

      Hvad kommer der
      bag Hvalom Skjær,
de Bølgers bratte Throne?
      Saamangen Grøn, saamangen Blaae,
      der Skyen slog og Bunden saae,
      paa Skjæret naae
af Skum saa skjør en Krone.

      Er det en Sol
      derunder Pol?
Nei, Norges gyldne Throne.
      Saamangen Dreng med Kallforstand,
      saamangen Kall med Ynglingsbrand
      en blodig Rand
der faae om Skolt for Krone.

      Det var ei Lom,
      ei And, der kom
paa hviden Ving i Øster.
      Men Sigurd Degn, Kong Magnus Blind,
      der foer paa fulde Bramseil ind.
      Da skreg i Vind
saa fæle Ravnerøster.

      Den stakkars Drot
      han seer ei godt.
Han har ei andet Øie
      end gylden Fløi paa Masten rank,
      at see fra Sjø hvor Solen sank
      saa deilig blank
bag Vigens grønne Høie.

      Den stakkars Drot
      han seer ei godt.
For ham seer Sigurds Klinge
      saa langt som Lyn, saa hvast som Falk.
      Den saae igjennem Nat og Balk
       -- du Klerkeskalk --
til Harald Gilles Bringe.

      Det var ei Lom,
      ei And, der kom
paa hviden Ving i Vester;
      men Norges Kongeflaade gill.
      Kong Ingos Sværd kronrage vil
      nuengang til
de slemme Kongepræster.

      Da Solen skjød,
      gik Sjøen rød
om Hvaloms sorte Tue,
      hvor væltede Kong Magnes Læs,
      hvor svedne blev i Taregræs
      de vilde Gjæs
af klaren Klingelue.

      De danske Seil
      og Agterspeil,
der bort fra Magnus skummed,
      den første Straale brød sig paa,
      og paa Kong Magnes Læber blaae,
      der, Stakkar, laae
saa helseløs i Rummet.

      Derovenpaa
      saa vildt ei slaae
de Kampens Luer vrede
       -- selv der hvor Slembedegnen stod --
      som under Magnes Hjerterod
      det Kongeblod
i vældig Feberhede.

      Med kolde Smiil
      saae Sigurd til
usalig Konges Smerte.
      Ja selv ad Ham han loe med Haan,
      der giver Seier Den til Laan,
som har hans Aand,
den Hellige, i Hjerte.

      Ad Sorg og Seir
      han loe iveir.
Han skratted ad sin Ære.
      Saa springer han tilsjøs fra den;
      thi hjælpeløs han lod igjen
      sin syge Ven,
sin gamle, blinde Herre.

      Snart Magnes Skib
      var fjerløs Grib.
Men Ingos Drager stærke
      end spruted Pile ind fra Sjøn.
      Qvar stod kun Reidar, ung og skjøn,
Griotgards Søn,
-- det stolte Troskabsmærke.

      For Jarleræv,
      for gammel Grev,
som Dødsensljaen bøjet,
      saa skjælv som Blad i Aaspelund,
      er Kongen tidt kun Skjolderund,
      en Hætte kun,
der dækker Skalkeøjet.

      Men Ungersvend,
      den Livets Ven
med Mø og Mor derhjemme,
      sin Konge salver med sit Blod,
      og tør for ham til Skjold imod
      hver Pilerod
sit bløde Hjerte stemme.

      Med blodig Arm,
      med blodig Barm
sin syge Herre dækker
      den ædle Søn af Griotgard.
      Da Magnus deiligt Purpur bar.
      Ei Livet har
hvad Døden ofte rækker.

     Med blodig Arm,
     med blodig Barm
bedækker han sin Herre
      den ædle Søn af Griotgard;
      og samme Spyd dem gjennemskar.
      Saa trofast Kar
fortjener Sangens Ære.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt