Rige Per Kræmmer

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

   Der var engang en Mand, som de kaldte Rige
Per Kræmmer, fordi han havde faret om med Kram og
samlet mange Penge, saa han var blit en rig Mand.
Denne Rige-Per havde en Datter, og hende holdt han
saa gjæv, at alle de Friere som kom til hende, fik
Afslag, for han syntes at ingen var god nok til hende.
Da det gik slig med alle, saa kom der tilsidst ingen,
og da det begyndte at drage ud i Aarene, saa blev Per
ræd for at hun ikke skulde blive gift.
   "Jeg undres rigtig paa," sagde han til sin Kone,
"hvorfor der ikke kommer nogen og frir til Datter
vor, som er saa rig? Det skulde da være rigtig rart,
om der ikke skulde være nogen som vilde have hende,
for Penge har hun, og flere faar hun. Jeg mener jeg
faar reise til Stjernekikkerne, og spørge dem om hvem
hun skal have; for her kommer jo slet ikke et Mors
Liv."
   "Hvorledes kan Stjernekikkerne svare paa det da?"
spurgte Konen.
   "Jo, de læser Alting i Stjernerne de," sagde Rige-Per.
   Han tog med sig mange Penge til Stjernekikkerne,
og bad dem, om de vilde se paa Stjernerne og sige
ham hvad Mand hans Datter skulde faa. Stjernekik-
kerne saa paa Stjernerne, men de sagde at de ikke
kunde se det. Men Per bad dem at de maatte se
bedre efter og endelig sige ham det, han skulde betale
dem godt for det. Stjernekikkerne saa da bedre efter,
og sagde at hans Datter skulde faa til Mand det
Møllerbarnet, som netop var kommen til Verden, i den
Kværnen som laa strax nedenfor Gaarden til Rige-Per.
Per gav Stjernekikkerne hundrede Daler og reiste hjem
med den Underretningen han havde faaet. Han syntes
det var altfor urimeligt, at hans Datter skulde faa en
til Mand som nylig var kommen til, og det en som var
saa ringe. Det sagde han ogsaa til sin Kone, og sagde:
"Jeg undres om de ikke skulde ville sælge mig Gutten,
saa skal vi nok blive af med ham."
   "Jo det tænker jeg nok," sagde Konen, "det er
jo fattige Folk."
   Per gik da ned i Kværnen, og spurgte Konen om
hun ikke vilde sælge ham Sønnen sin; hun skulde faa
mange Penge for ham. Nei, det vilde hun slet ikke.
"Jeg kan ikke vide hvorfor du ikke vil det," sagde
Per Kræmmer; "det er da bare Armoden med jer, og
Gutten skal ikke lette den, kan jeg tro;" men hun var
saa glad i Gutten, at hun ikke vilde miste ham. Da
Mølleren kom ind, sagde Per det samme til ham, og
lovede at han skulde give ham sex hundrede Daler for
Gutten, saa de kunde kjøbe sig en Gaard, og slippe at
male for Folk, og sulte, naar der ikke var Kværnvand.
Det syntes Mølleren godt om, og han talte med Konen,
og saa fik Rige-Per Gutten. Moderen graat og bar sig
ilde; men Per trøstede hende med at han skulde have
det godt; men de maatte love at de ikke skulde spørge
efter ham, for han vilde sætte ham langt bort i andre
Lande, til at lære fremmede Sprog.
   Da Per Kræmmer var kommen hjem med Gutten,
lod han snedkre en liden Kiste, som var saa fint tilstelt
at det var en Lyst at se. Den tættede han med Beg,
lagde Møllergutten i den, læste igjen Laasen, og satte
den ud i Elven, saa Strømmen fór afsted med den.
Nu er jeg kvit ham, tænkte Per Kræmmer. Men da
Kisten havde seilet langt nedover Elven, kom den ind
i en Vandrende til et andet Kværnbrug og fór gjennem
den ned paa Kværnkallen, saa at Kværnen stansede.
Manden gik da ned og skulde se efter hvad det var
som stansede Kværnen, fandt Kisten, og tog den med
sig op.
   Da han kom hjem til Konen om Middagen, sagde
han: "Jeg undres rigtig paa hvad der kan være for
noget i denne Kisten; den kom farende ned paa Kværn-
kallen gjennem Renden og stansede Kværnen for mig
idag."
   "Det skal vi snart faa vide," sagde Konen, "Nøk-
len staar jo i Laasen; luk bare op." Da de lukkede
op, laa der det vakreste Barn nogen vilde se, og de
blev glade og vilde beholde Gutten; for selv havde de
ingen Børn, og saa vidt til Aars var de at de heller
ikke kunde vente at faa nogen mere.
   Da det nu led om nogen Tid, tog Per Kræmmer
igjen til at undres, om der ikke vilde komme nogen
Friere til hans Datter, som var saa rig og havde saa
mange Penge. Men der kom ingen, og saa reiste han
igjen til Stjernekikkerne, og bød dem mange Penge, hvis
de kunde sige ham hvem hans Datter skulde faa til Mand.
   "Vi har jo sagt dig at hun skal faa den Møller-
gutten dernede," sagde Stjernekikkerne.
"Ja, det er godt og vel nok," sagde Per Kræm-
mer; "men ham er det nu gaaet galt med, saa han er
kommen af Dage; og kunde jeg faa vide hvem min
Datter skal have til Mand, saa vilde jeg gjerne give jer
to hundrede Daler."
   Stjernekikkerne saa paa Stjernerne igjen, men saa
blev de vrede og sagde: "Hun skal alligevel have den
Møllergutten som du satte ud i Elven og vilde gjøre
Ende paa, for han lever endnu, og er i den Kværnen
som ligger saa og saa langt nedenfor." Per Kræmmer
gav dem to hundrede Daler for Spaadommen, og tænkte
paa, om han da ikke skulde kunne blive af med den
Møllergutten.
   Det første Per Kræmmer gjorde, da han kom hjem,
var at reise ned til Kværnen. Da var Gutten saa stor
at han havde staaet paa Kirkegulvet, og han gik i
Kværnen og hjalp til. En vakker Gut var det blit
af ham.
   "Kunde du ikke lade mig faa den Gutten du?"
sagde Per Kræmmer til Mølleren.
   "Nei, kan jeg ei," svarede han; "jeg har fostret
ham op som min egen, og han har skikket sig vel, saa
jeg nu kan have Hjælp og Nytte af ham i Kværnen,
for selv begynder jeg at blive gammel og skrøbelig."
   "Ja, saa gaar det mig ogsaa," sagde Per Kræmmer,
"og derfor vilde jeg gjerne have en som jeg kunde
lære op til at handle. Vil du lade mig faa ham, skal
jeg give dig sex hundrede Daler, saa kunde du kjøbe
dig en Gaard, og leve i Ro og Fred paa dine gamle
Dage."
   Ja, da Mølleren hørte det, lod han Per Kræmmer
faa Gutten.
   De to reiste nu vidt omkring med Kram og hand-
lede, til de kom til et Gjæstgiversted som laa ved
Kanten af en stor Skog. Derfra sendte Per Gutten
hjem med et Brev til Konen sin - for bent over Sko-
gen var det ikke langt - og bad ham at han skulde
sige til hende, at hun skulde gjøre det som stod i
Brevet, saa snart som muligt. Men i Brevet stod der,
at hun strax paa øieblikket skulde tænde op et stort
Baal og kaste Møllergutten paa det, og hvis hun ikke
gjorde det, da skulde hun brændes levende selv. Gutten
gik afsted med Brevet over Skogen. Da det led mod
Kvelden, kom Gutten til en Gaard langt borte i Skogen,
og der gik han ind; i Huset fandt han ingen Menne-
sker; men i et Værelse stod der en opredd Seng, og
den lagde han sig tvers over. Brevet havde han sat
under Hattebaandet sit, og Hatten lagde han over An-
sigtet. Da Røverne kom hjem, - for paa Gaarden
holdt der til tolv Røvere - og de saa Gutten ligge
paa Sengen, undredes de paa hvad han var for en, og
en af dem tog Brevet og brækkede og læste det. "Hm,
hm," sagde han, "det er Per Kræmmer som er ude;
men nu skal vi gjøre ham et Puds, for det vilde være
Synd, om den gamle Skarven skulde faa gjort Ende
paa slig en ung vakker Gut." Saa skrev Røverne et
andet Brev til Per Kræmmers Kone, og fæstede det
under Hattebaandet mens Gutten sov, og i det Brevet
satte de, at hun øieblikkelig skulde holde Bryllup
for Datteren og Møllergutten, og give dem Heste og
Fæ og Redskab, og sætte dem i fuld Vei paa den
Gaarden som han havde opunder Aasen, og hvis det
ikke var gjort til han kom hjem, saa skulde hun komme
til at lide Straf for det.
   Den anden Dag lod Røverne Gutten gaa, og da
han kom hjem og gav hende Brevet, sagde han at han
skulde hilse fra Per Kræmmer, og sige at hun skulde
gjøre som der stod i Brevet, og det paa flyvende Timen.
"Du maa have tjent ham som en bra Gut," sagde
Kræmmerkjærringen til Møllergutten, "siden han kan
skrive slig nu; for den Gangen I reiste, var han saa gal
paa dig, at han ikke vidste hvordan han skulde faa dig
af Dage." Hun lagede da strax til Bryllup og satte
dem i Vei med Heste og Fæ og alskens Redskab paa
Gaarden opunder Aasen.
   Ikke længe efter kom Per Kræmmer hjem igjen,
og det første han spurgte om, var, om hun havde gjort
det han havde skrevet i Brevet.
   "Ja, jeg syntes nok det var rart, men jeg torde
ikke andet," sagde hun.
   Saa spurgte Per hvor Datteren var.
   "Du kan vel vide hvor hun er," sagde Konen;
"hun er jo hos ham, paa Gaarden opunder Aasen, slig
som der stod i Brevet."
   Da Per Kræmmer fik høre hvorledes det hang
sammen, og han fik se Brevet, blev han saa sint, at
han var færdig at springe i Stykker, og han satte strax
afsted op paa Gaarden til de unge Folk.
   "Det er vel nok, min Gut, at du har faaet Datter
min," sagde han til Møllergutten; "men vil du tænke
paa at beholde hende, maa du gaa til Dragen af Dyben-
fart og skaffe mig tre Fjær af Stjerten paa ham, for
den som har dem, kan faa hvad han vil."
   "Hvor skal jeg finde ham da?" sagde Maagen hans.
   "Det faar blive din Sag; ikke ved jeg det," sagde
Per Kræmmer.
   Gutten gav sig trøstig paa Veien, og da han havde
gaaet i nogen Tid, kom han til en Kongsgaard. Her
faar jeg gaa ind og spørge mig for, tænkte han, for
slige Folk er bedre kjendte i Verden end andre,
og kanske jeg her kunde faa vide Veien. Kongen
spurgte ham hvor han var fra, og hvad ærende han
reiste i.
   "Jeg skal til Dragen af Dybenfart og have tre Fjær
af Stjerten paa ham, om jeg bare kunde finde ham,"
sagde Gutten.
   Det skulde der Lykke til, mente Kongen, "for jeg
har aldrig hørt at nogen er kommen tilbage fra ham,"
sagde han; "men skulde du træffe ham, saa kunde du
gjerne spørge ham fra mig, hvorfor jeg ikke kan faa
rent Vand i Brønden min, som jeg har kastet op den
ene Gangen efter den andre, men aldrig kan jeg faa
rent Vand i den."
   "Ja, jeg skal saa gjøre," sagde Gutten.
   Paa Kongsgaarden levede han vel og fik baade
Niste og Penge, da han reiste.
   Mod Kvelden kom han til en anden Kongsgaard.
Da han kom ind i Kjøkkenet, kom Kongen ud og
spurgte hvor han var fra, og hvad ærende han
reiste i.
   "Jeg skal til Dragen af Dybenfart og have tre Fjær
af Stjerten paa ham," sagde Gutten.
   "Der vil nok Lykke til det," sagde Kongen, "for
endnu har jeg ikke hørt at nogen er kommen tilbage
fra ham. Men skulde du komme frem, saa kan du
gjerne spørge ham fra mig, hvor min Datter er, som
blev borte for mange Aar siden," sagde han. "Jeg har
baade ledt og lyst efter hende fra alle Kirker; men
ingen har kunnet sige mig noget om hende."
   "Skal saa gjøre," sagde Gutten.
   Paa Kongsgaarden levede han godt og vel, og da
han gik, fik han baade Niste og Penge.
   Da det led mod Kvelden igjen, kom han til endda
en Kongsgaard. Her kom Dronningen ud i Kjøkkenet
og spurgte ham hvor han var fra, og hvad ærende han
reiste i.
   "Jeg skal til Dragen af Dybenfart og have tre Fjær
af Stjerten paa ham," sagde Gutten.
   "Der skal nok Lykke til det," sagde Dronningen,
"for jeg har aldrig hørt at nogen er kommen tilbage
fra ham. Men skulde du finde ham, saa kunde du
gjerne spørge ham fra mig, hvor jeg skal finde Guld-
nøklerne mine, som jeg har mistet."
   "Jeg skal saa gjøre," sagde Gutten.
   Da han havde gaaet en Stund, kom han til en stor
bred Elv. Mens han stod og undredes paa hvorledes
han skulde komme over den, eller om han skulde gaa
langs med, kom der en gammel krogrygget Mand og
spurgte hvor han skulde hen.
   "Jeg skal nok til Dragen af Dybenfart jeg, om
der var nogen som kunde sige mig hvor jeg skal finde
ham."
   "Det kan jeg nok sige dig," sagde Manden, "for
jeg gaar her og sætter over dem som skal til ham; han
bor strax ovenfor; naar du bare kommer op paa Bakken,
ser du Slottet hans, og faar du snakke med ham, saa
kan du gjerne spørge ham fra mig, hvor længe jeg skal
gaa her og sætte over."
   "Jeg skal saa gjøre," sagde Gutten.
   Manden tog ham paa Ryggen og bar ham over
Elven, og da han var kommen op paa Bakken, saa
han Slottet og gik ind. Der var Prinsessen alene
hjemme.
   "Men kjære vene, tør der komme kristne Folk
hid?" sagde hun. "Det har der ikke været her siden
jeg kom, og det er nok bedst du ser at komme afsted
igjen, saa snart du kan, for naar Dragen kommer hjem,
saa lugter han dig, og saa sluger han dig med det
samme, og mig gjør du ogsaa ulykkelig."
   "Nei," sagde Gutten, "jeg kan ikke gaa, førend
jeg har faaet tre Fjær af Stjerten paa ham."
   "Det faar du aldrig," sagde Prinsessen.
   Men Gutten vilde ikke gaa, han vilde bie paa
Dragen og faa Fjærene af Stjerten og Svar paa Spørgs-
maalene.
   "Ja, siden du er saa strid paa det, saa faar jeg
vel se om jeg kan hjælpe dig," sagde Prinsessen.
"Prøv om du kan løfte Sværdet som hænger paa
Væggen der."
   Nei, Gutten kunde ikke rugge det engang.
   "Ja, saa faar du tage dig en Slurk af denne Fla-
sken," sagde Prinsessen.
   Da Gutten havde siddet en Stund, saa skulde han
til at prøve igjen; da kunde han netop rugge det.
   "Du faar nok tage dig en Slurk til," sagde Prin-
sessen, "og saa faar du sige mig ærendet dit."
   Han tog sig en Slurk, og saa fortalte han, at der
var en Konge som havde bedt ham om at spørge
Dragen, hvorfor han ikke kunde faa rent Vand i
Brønden sin; fra en anden skulde han spørge, hvor
det var blit af hans Datter, som var blit borte for
mange Aar siden, og for en Dronning skulde han
spørge Dragen, hvor det var blit af hendes Guldnøkler,
og endelig saa skulde han spørge Dragen fra Færge-
manden, hvor længe han skulde gaa der nede og
sætte over.
   Da han nu tog fat i Sværdet, kunde han løfte
det, og da han havde faaet sig en Slurk til, kunde
han svinge det.
   "Skal ikke Dragen gjøre Ende paa dig med det
samme, saa maa du krybe under Sengen," sagde Prin-
sessen, da det led mod Kvelden, "for nu kommer han
snart hjem; og der maa du ligge saa stille at han ikke
mærker dig. Naar vi saa har lagt os, saa skal jeg
spørge ham; men da maa du høre godt efter og lægge
vel Mærke til hvad han svarer; og under Sengen maa
du blive liggende, til alt er stilt og Dragen søvner
igjen; kryb saa sagte frem og tag Sværdet med dig,
og naar han saa staar op, maa du passe paa at hugge
Hovedet af ham med ett Hugg, og med det samme
nappe de tre Fjærene; ellers river han dem af selv, for-
at ingen skal have godt af dem."
   En Stund efter at Gutten var krøben under Sen-
gen, kom Dragen hjem.
   "Her lugter saa kristen Mands Ben!" sagde Dragen.
   "Aa ja, der kom en Ravn flyvende med et Mande-
ben i Næbbet og satte sig paa Taget," sagde Prinses-
sen, "det maa være det du kjender Lugten af."
   "Ja saa," sagde Dragen.
   Saa satte Prinsessen frem Maden, og da de havde
spist, lagde de sig. Men da de havde ligget en
Stund, sov Prinsessen saa uroligt, og med ett saa
kvak hun.
   "Au da!" sagde hun.
   "Hvad feiler dig?" sagde Dragen.
   "Aa, jeg sover saa uroligt," sagde Prinsessen, "og
saa havde jeg saadan underlig Drøm."
   "Hvad drømte du da?" sagde Dragen.
   "Jeg syntes, at der kom en Konge her og spurgte
dig hvorledes han skulde bære sig ad for at faa rent
Vand i Brønden sin," sagde Prinsessen.
   "Aa, det kunde han nok vide selv," sagde Dragen;
"naar han graver om Brønden og tager op den gamle
raadne Stokken som ligger paa Bunden, saa faar han
rent Vand igjen; men lig nu bare rolig og drøm ikke
igjen."
   Da Prinsessen havde ligget lidt, saa blev hun saa
urolig og begyndte at kaste sig i Sengen, og saa kvak
hun igjen: "Au da!"
   "Hvad er der nu paa Færde igjen?" sagde Dragen.
   "Aa, jeg sover saa uroligt, og saa havde jeg saa-
dan en underlig Drøm," sagde Prinsessen.
   "Det var da svare til Drømming paa dig," sagde
Dragen; "hvad drømte du nu da?"
   "Jeg syntes, der kom en Konge her og spurgte
dig hvor det var blit af hans Datter, som var blit borte
for mange Aar siden," sagde Prinsessen.
   "Det er du det," sagde Dragen; "men dig faar
han aldrig se mere. Men nu beder jeg dig at du
lader mig have Nattero og ikke ligger og drømmer
mere, ellers knækker jeg Sidebenene paa dig."
   Prinsessen havde ikke ligget længe, førend hun
begyndte at blive urolig igjen; ret som det var, saa
kvak hun: "Au da!" sagde hun.
   "Naa, er det nu saa igjen! Hvad er der paa
Færde nu da?" sagde Dragen; da var han saa vild og
søvngrætten, saa han var nær ved at flyve i Flint.
   "Aa, du maa ikke blive vred," sagde Prinsessen;
"men jeg havde saadan en underlig Drøm."
   "Det var da Fanden til Drømming! Hvad drømte
du nu da?" sagde Dragen.
   "Jeg syntes, der kom en Dronning hid, som spurgte
dig om du kunde sige hende, hvor hun skulde finde
igjen de Guldnøklerne sine som hun har mistet."
   "Aa, hun kan se efter mellem Buskene, der hun laa
den Gangen hun ved nok, saa finder hun dem," sagde
Dragen. "Men lad mig nu være i Fred for flere Drømme."
   Saa sov de en Stund, men da begyndte Prinses-
sen at blive saa urolig igjen, og ret som det var, saa
kvak hun: "Au da!"
   "Du blir nok ikke bra, før jeg faar knækket
Nakkebenet paa dig," sagde Dragen; da var han saa
gal, at Gnisterne sprutede af ham. "Hvad er der paa
Færde nu igjen da?"
   "Aa, du maa slet ikke være vond paa mig, jeg
kan ikke gjøre for det," sagde Prinsessen; "men jeg
havde saadan underlig Drøm."
   "Det var ikke Maade med Drømming heller," sagde
Dragen, "hvad drømte du nu da?"
   "Jeg syntes, at Færgemanden ved Sundstedet her
nede kom og spurgte hvor længe han skal gaa der og
sætte over," sagde Prinsessen.
   "Det dumme Bæstet, det kan han snart slippe,"
sagde Dragen, "naar der kommer en som vil over, og
han kaster ham ud i Elven og siger: Sæt nu d u over,
til du blir afløst! Men lad mig nu have Ro for Drøm-
mene dine, ellers blir der en anden Dans."
   Prinsessen lod ham da sove i Fred. Men saasnart
det blev stilt, og Møllergutten bare hørte Dragen snor-
kede, krøb han frem. Før det var lyst, stod Dragen
op, men han var knapt kommen med begge Benene
paa Gulvet, før Gutten hug af Hovedet og nappede
tre Fjær af Stjerten paa ham. Da blev der stor
Glæde, og baade Gutten og Prinsessen tog saa meget
Sølv og Guld og Penge og andre Kostbarheder, som
de kunde faa med, og da de kom til Sundet, tullede
de Færgemanden saa rent bort, ved alt det han fik at
bære over, at han glemte at spørge om hvad Dragen
havde sagt, til altsammen og Gutten og Prinsessen
var over.
   "Det er sandt, du," sagde han, da de skulde af-
sted, "spurgte du Dragen om det som jeg bad dig om?"
   "Jaha," sagde Gutten, "han sagde, at naar der
kommer en som vil over, saa skal du kaste ham midt
ud i Elven og sige: Sæt nu d u over, til du blir af-
løst, - saa blir du fri."
   "Aa tvi vøre dig!" sagde Sundmanden, "havde du
sagt det før, skulde du faaet løse mig af."
   Da de kom til den første Kongsgaarden, spurgte
Dronningen, om han havde spurgt Dragen om Guld-
nøklerne hendes.
   "Ja," svarede Gutten, og hviskede til Dronningen:
"han sagde at du skulde lede mellem Buskene, der du
laa den Gangen du ved nok."
   "Hys, hys, sig Ingenting," sagde Dronningen, og
gav Gutten hundrede Daler.
   Da han kom til den andre Kongsgaarden, spurgte
Kongen, om han havde snakket til Dragen om det han
bad ham om.
   "Ja," sagde Gutten, "det gjorde jeg, og her er
Datter din."
   Da blev Kongen saa glad, at han gjerne havde
givet Møllergutten Prinsessen og det halve Riget. Men
da han var gift før, saa fik han to hundrede Daler og
Heste og Vogn og saa meget Guld og Sølv som han
kunde føre med sig.
   Da han nu kom til den tredje Kongsgaard, kom
Kongen ud og spurgte, om han havde spurgt Dragen
om det han bad om.
   "Ja," svarede Gutten, "han sagde, at du skulde
kaste op Brønden og tage op den gamle raadne Stokken
som ligger paa Bunden, saa faar du nok rent Vand."
Da gav Kongen ham tre hundrede Daler.
   Derfra reiste han lige hjem, og han var saa til-
staset med Guld og Sølv, og saa gild at det lyste og
lavede af ham; og nu var han meget rigere end Per
Kræmmer. Da Per fik Fjærene, havde han ikke noget
at sige mod Giftermaalet; men da han fik se al Rig-
dommen, spurgte han, om der var saa meget hos
Dragen. "Ja," sagde Gutten, "der var meget mere
end jeg kunde faa med, der er saa meget at det blir
mange Hestelæs, og hvis du vil reise did, saa er der
visst nok til dig ogsaa." Ja, Per Kræmmer vilde reise
did. Saa sagde Maagen ham Veien saa vel at han slap
at spørge sig frem; "men Hestene," sagde han, "er det
bedst du sætter igjen paa denne Side Elven, for den
gamle Sundmanden han hjælper dig nok over."
   Per reiste da, og stor Niste tog han med sig og
mange Heste; men dem satte han efter sig ved Elven,
saaledes som Gutten havde sagt. Saa tog Sundmanden
ham paa Ryggen, og da de kom et Stykke udi, kastede
han ham midt ud i Elven og sagde: "Nu kan d u
gaa her og sætte over, til du blir afløst!" Og har
ingen løst ham af, saa gaar Rige Per Kræmmer der og
sætter over den Dag idag.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt