Romsdalen.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

 Jeg kommer på dæk; - morg'nen er klar; -
må dog se, om jeg land-kænning har.

       Øer er her, grønne, kvikke,
og slejpede skær, som hav-salt slikke,
snart disse, snart hine. De plasker herude
fortroligt, vildt, - og opskræmt tude
hav-fugl omkring os, dale, stige.
Vi er i et rige
med storm-vejrs-minner og helt for sig.

       Vi er på fiskerens vågsomme vej.
Langt ude æggen og stor-sej-stimen,
fortæller kaptejnen; just nu på timen
står sejl inover der ude fra; -
fisket går bra.

       Ja, ja, jeg kænner dem nok igæn,
Romsdals-bådenes barkede mænd!
De kunde sejle, når det kom an.

       Jeg glæmmer jo ganske at se mod land.
- - - Det første syn,
efter tyve års savn, ved hjæmmets port -
slår som et lyn.
I minnet stod det: men ikke så stort.

     Hvor vidt jeg også lar øjet vandre,
den ene bærg-kæmpe over den andre,
den enes lænd ved den andres skulder,
og dette til yderste himmel-brynet.
Man står og vænter et verdens-bulder:
den evige stilhed forstørrer synet.

       Somme står hvide, andre står blå
med takkede, kappende, hidsige tinder,
somme sig binder
sammen i kæder og fræmad gå.
Af vejen små-folk! - Der inne "skjorten"!
Han messer jævnt i den høje forsamling
af urtids-storheder, ættens gamling.
Du tror det ikke? Som barn har jeg sport'n!
Jeg hørte ham tusene, tusene gange,
altid andægtig, aldrig med løjhed.
I mine sange
faller et skær af hans hvide højhed.

       Jeg står og ser - og blir aldrig færdig.
De største tanker fra liv og sagn
strømmer mod synet, prøver ihærdig
intrykkets storhed at favne, måle.
De vider sig, hæver sig, dampe, skråle; -
som myre-små-flid og kolibri-snak
de triller tilbage; - jeg ber dem stanse!
Det er som vilde i handsker og frak
en herre by' bærgene op at danse.

       Nej, frist dem ikke; men giv dig hen!
Da skal du spore,
at man blir større iblandt de store.

       Er du kun ydmyg, de siger det selv,
at noget er større æn deres største.
Se på den lille borende elv
oppe i skaret; og tænk på den første,
som stilt på isen og stenen gnog: - ,

       Kæmperne skavedes fra hværandre!
Et var de før, men måtte forandre
åsyn og væsen i vår-flom-tiden; -
millioner af år er det siden,
millioner det også tog.

       Nu stamper fjorden in mellem laget,
løfter syd-vesten og hilser på dem;
den, som stundom i skådde så dem,
ved, at han når dem lige til næsen;
fjorden har intet opdraget væsen.

       Mod ham iler med bulder og kast
hele hans våde, uvorne familje.
Prøver så bærget at sætte ham fast, -
med våde fingre, som var det en konkylje,
tar han det hele nærgående pass,
sætter for munnen og tuder i det
med vesten-vejrs lunger, - så kan du vide,
larmen blir vældig og strømmen kvass.

       Der åbner sig kysten! - Vi følger en fjord,
grå-sort og stor;
fosser og bækker fra bægge sider
turer imod ham: tung som en svamp
sky-dotten langs efter fjældet glider; -
i sol-vejr og damp
ser jeg igæn den evige kamp.

       Dette er Romsdalens stride land!
Nu er jeg hjæmme;
ti alt, som jeg ser, har øje og stemme!
Og folket? - Jeg kænner hvær eneste mand,
om aldrig jeg så ham. Her er han tolket:
kænner du fjorden, kænner du folket.

       En er fjorden midt i et slag,
en annen er han en solskins-dag
i højeste sommer,
når stille i strålende fryd han kommer,
og alt, som har navn,
bare han ser det, han tar det i favn,
spejler det, vugger det, -
var det så fattigt som grå-stens-mosen,
var det så flygtigt som bække-osen.

       Hvilken en glans! Der står en fortryllelse
over hans åbne bøn om undskyldning
for hvad som var; - uden omhyllelse
tilstår han alt; i innerlig hylning
spejler og spiller
han ømt om bærgenes høje billed.

       - Tænker de gamle: han er ikke ond;
vrede og glæde i rigere mon
han ejer æn andre; - er ikke falsk;
men lige-sæl, lune-full, hæftig, - Romsdalsk.

       Fjældene ved det! De kænner slægten,
ved, hvor det gælder at lægge vægten!
De så den klore
opefter rabben med sigd for foret, -
så den på sletten ved elve-kanten
(jenten for glad i den spræke fanten)
så den i båden i store lag,
mændene drukne, kvinnerne rædde, -
så den også en alvors-dag;
den samme det var, som fjældet klædde.

       Bygderne veksle; men tag dem i bolk:
livlige sinn, som længsler er lagt i,
melodiske dyb, men bølgeagtig';
kaste-vinds-fjordene farved sit folk.

       Vikinge-æt, jeg hilser din rede!
Højbygd er væggen, hav-gulv her nede,
sol-røg i hallen af fosser og skådde,
tjældet i grønt, så langt I nådde.
Vikinge-æt, jeg hilser dig selv!
Det koster in under så store hvælv
en langsom kamp for at føle sig herre; -
ej alle det magted ænnu des værre.
Det koster at løfte fjordenes arv
fra vellystig favn til kraft i sit tarv.
Det koster; - men den, som kan det, blir mand.
Jeg ved, det går an.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt