Salmer.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

I.

       Jeg føler mig
      frarevet dig,
du harmoniens magt i altet.
      Er jeg forskudt?
      Har du fortrudt
det, jeg har haft og slet forvaltet?
      Ti magtesløst,
      snart i en døs,
snart i fortvilelse jeg tigger
      om kraft, om trøst,
      et råd, en røst,
som rejser mig, hvor brudt jeg ligger.
      Å, brug mig, Gud!
      stød mig ej ud
fra følelsen af kall og kræfter!
      Da slukkes brat
      min stjærne, - nat
omhyller mine skridt herefter.
      Da bryder in
      i øde sinn
de rædselsfulle angstens magter.
      Jeg kænner dem,
      jeg jog dem hjæm; -
men kun i dag mit mod så svagt er.
      Å, kom nu, fred!
      kom tro, at med
jeg er i livets stærke kæde!
      Forgæves ej
      jeg efter mig,
mig selv må spørge, rope, lede?

II.

 Ære det evige forår i livet,
      som alting har skabt!
Opstandelsens morgen det mindste er givet,
      kun former går tabt.
      Slægt føder slægt,
stigende ævne den når;
      art føder art
i millioner af år.
Verd'ner forgår og opstår.

 Intet så småt, at ej finnes et mindre,
      ingen kan se.
Intet så stort, at ej finnes et større
      bortenfor det.
      Krybet i jord,
bærge jo bygge det kan.
      Støvet, som fo'r,
eller det skyllende sand
riger har grundlagt en gang.

 Uendeligt alt, hvor det mindste og største
      løber i ét.
Ingen skal skue det siste, - det første
      ingen har sét.
      Ordenens lov
bærer det alt i sin favn,
      frugt og behov
føder hværandre; vort savn
møder det samledes gavn.

 Evigheds afkom og frø er vi alle.
      Tankerne har
rødder i slægternes morgen; de falle,
      spørsmål med svar,
      fulle af sæd
over den evige grun;
      derfor dig glæd,
at du en svindende stund
øgede evigheds arv.

 Bland dig i livs-fryden, du, som fik være
      blomst i dens vår,
nyde et døgn til det eviges ære
      i menneske-kår;
      yde din skærv
in til det eviges hværv,
      liden og svag
ånde et eneste drag
in af den evige dag.

III.

Kor.

 Hvæm er du med de tusene navn
fra de tusene tider og sprog?
Du var favn for vort evige savn,
du var håb under fortidens åg.
Du var døds-angstens nat-mørke gæst,
du var livs-glædens sol-rige fest.
Æn dit billed vi vekslende danne,
og vi kaller ethvært åbenbaring,
og enhvær holder sit for det sanne, -
til det brister i kval-full erfaring.

Solo.

       Å, men vær, hvæm du vil;
      ti jeg ved, du er til
som det evige rop i min sjæl - det er dig! -
      efter retfærd og lys,
      efter sejr for det ny's
åbenbarede magt, det er dig, det er dig!
      Alle love, vi se,
      eller skimte, og de,
som vi aldrig skal ane en gang, det er dig! -
      og sin skærmende vagt
      om mit liv har de lagt,
og det jubler i mig: det er dig, det er dig!

Kor.

 Da vi aldrig dit væsen kan nå,
har vi midlere tænkt os fra dig; -
om år-tusen blev alle for små,
og vi står her igæn uden vej.
Er vi syge og klamrer os fast,
hvilken trøst i de drømme, som brast?
Alle evigheds-håbenes lysning,
som vi så over livs-løbets jammer,
skal de vige i døds-angstens gysning
og kun blive til orm i vort kammer?

Solo.

       Den, som lever i mig,
      han behøver jo ej
nogen midler; jeg ejer ham jo: det er dig!
      Er mit evigheds-håb
      ifra ham; er det dåb
af hans ånd over min? - er det dig, er det dig - ,
      hvi bestemmer jeg, orm,
      da min evigheds form?
Jeg tar ydmyg min lov; ti jeg ved, den er dig!
      Var jeg værdig et: bliv! -
      kom du magt, som er liv,
når du vil, som du vil, - det er dig, det er dig!



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt