Sammentræffet

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Hen en Tid af sytten Aar
var i stille Lykke gleden,
Gamlingen forlængst var heden,
Judith svag, med hvide Haar.

Men det Par af raske Drenge,
som hun havde fostret op,
hende ikke meer tillod
med Arbeide sig at mænge.
Men for hendes gamle Krop
Lænestol ved Arnen stod,
redet ud med bløden Gjænge,
aabne Arme, Skammelfod.

Som hun i sit Sæde rokked
stundom Taarerne sig flokked,
og da tænkte hun: idag
kommer vist min Rudolfs Moder.
Josef mister da sin Broder,
og jeg faaer et Hjerteslag.

Paa det fundne Barn opdaget
først hun havde Navnet stiklet
paa det Svøb, hvormed det var
i hiin Rædselsnat omviklet,
men desuden, at det bar
om sin Hals et Kors af Guld,
og hun havde retfærdsfuld
det i christen Tro opdraget,
redelig sig selv forsaget,
at, om Moderen hun fandt,
ingen Smertesgraad iblandt
Glædens søde honningfulde
heed og giftig dryppe skulde.
Og hvor nødig hun end vilde
Plejesønnen Selv forspilde,
havde hun ham dog befalt,
at han skulde overalt
Korset grant tilskue bære,
saa det kunde Ledning være
for det Moderøje, som
endnu speidede kanhænde
over hele Verden om,
for det tabte Barn at kjende.
Rudolf da for Alles Blik
med sit Kors om Halsen gik,
saa at Navnet "Rudolf Ridder"
snart ham fast i Ryggen sidder.

Da en Dag -- just i sin Stol
gamle Judith tog et Bad
i den varme Sommersol,
mens hun saae hvor Josef mejed
Græsset ned i Rad paa Rad
paa den lille Eng, hun ejed --
da fra Posthuset kom Bud:
kommen var der en Grevinde
i en Vogn til tvende Spand;
men det saae kun ilde ud
med at kunne efter Ordre
hende videre befordre,
thi i Byen var ei Mand
nogensteds i Huus at finde
til at være Postillon
til den nærmeste Station.
De, som kunde det maaskee,
vare væk med Sigd og Lee
for at høste sine Enge;
men om en af Judiths Drenge
vilde være nu saa god,
Alt til Tjeneste da stod. -- --

"Gaa min Gut! -- var Judiths Svar --
Det er Ære for din Moder,
at du agtes for en Karl.
Gaa og viis dig rask! De Straa,
som du levner, vil din Broder,
naar han kommer, gjerne slaae."

I en prægtig Offenbacher
sad en Dame og en Dreng;
Hun tilaars, men endnu vakker,
skjøndt af Miner stolt og streng;
Drengen, sygelig og spinkel,
i Karethens anden Vinkel
var i Puder som begravet,
Mama havde om ham lavet.

"Nu! -- han peeb -- De To Gallop,
mens de Andre holde Travet,
til jeg engang siger Stop!"

Som befalt af Drengen, jog
Josef bort med Firespandet,
saa at Huse, Træer, Landet,
i Forvirring sammenblandet,
dem forbi som Skygger drog.
Neppe Tid nok Josef fik
til at hilse med et Nik,
nogle Hundred Skridt fra Byen,
Rudolf, som sig skyndte hjem,
neppe synlig gjennem Skyen,
hvori Vognen rulled frem.

Men uagtet Støv og Fart
havde Damen seet klart.
"Holdt! -- hun skreg og saae tilbage --
Han er borte . . Holdt! Omkring!
Ynglingen, vi foer forbi,
ham jeg strax maa fritte ud;
Alt indtil den mindste Ting,
nøje spørgende ransage . .
O, min Gud! o hør min Bøn!
med mit Øjes Gjækkeri,
ideligen feil at tage,
straf mig længer ei fordi
Jødebarnet jeg forstødte,
og lad Ynglingen jeg mødte
være min fortabte Søn!"
"Nu, Mama, hvad er der hændt?"
-- spurgte Drengen, som forskrækket --
"Er kanskee en Axe brækket,
siden Vognen alt er vendt?"

"Otto, ganske vist jeg troer,
at jeg saae din ældste Broer,
min fortabte Førstefødte,
i den Yngling, som vi mødte.
Han et Kors om Halsen bar,
som jeg selv ham gav i Daaben . ."

"Ah, Mama! maaskee en Nar,
der vil peges ud af Hoben.
Rudolf -- hedte han ei saa? --
om hans Døbekors er fundet,
er vist død, ei blot forsvundet.
Mama troer jo selv derpaa.
Og desuden, sæt, Mama,
at han endnu skulde leve
-- som en Bonde kanskee da --
blev jeg Intet, han en Greve,
Majoratet gik mig fra . ."
Hulkende den smukke Pode
stak i Puden saa sit Ho'de.

"Stakkels Otto!" sagde Damen,
mens hun Kjærtegn paa ham ødte,
som han næsten fra sig stødte;
men derpaa til Josef vendt:
"Du med Ynglingen vi mødte,
syntes meget vel bekjendt."

"Han og jeg er fostret sammen,
og han er min Plejebroder.
Han, som jeg, blev af min Moder
frelst fra Flammen eller Gaden
ved den store Brand i Staden
for en sytten Aar kanskee."
"Du er Jøde kan jeg see."

"Ja. Det vare mine Fædre."

"O hvor Gud mig vil fornedre!
Her er Barnet, som jeg kasted
fra mig i den dybe Sne,
da jeg udaf Byen hasted.
Du er Jøde, sagde Du?
Da hans Plejemoer Jødinde?
O hvad Ængstelse og Gru,
som kan gjøre mig vanvittig,
om jeg nu skal Rudolf finde
som en Jøde." . .
        "Nei, min Frue!
Ængst Dem ikke! Rudolf flittig
har fra Liden frekventert
Byens kristne Skolestue.
Han forlængst er konfirmert."

"Saa tilbage! Stille Dreng!"
-- sagde Damen barsk og streng
til sin Søn, som endnu trodsed
efter Titelen og Godset,
begge Dele for hans Øine
som to fangne Fugle fløine --

"Sidste Skygge er forsvunden
af al Tvivlen og Betænkning.
Tvivl om hvad jeg har at gjøre
nu min ældste Søn er funden,
vilde være Djævles Mening
hvisket stridig i mit Øre,
paa min Sjel et Mulms Nedsænkning,
Moderhjertet i Forstening.
Kudsk kjør til! Gesvindt! Kun frem!
Til din ædle Moders Hjem!

Det er kun et ringe Tegn
paa min Tak for hvad jeg skylder,
at jeg hende Skjødet fylder
med Dukaters Gyldenregn."

Knøsen svarte ei med andet
end et let og haanligt Smiil,
og saa lod han Firespandet
flyve som en udskudt Piil.



Mødrene

Ildebranden | Sammentræffet | Taknemmelighed




Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt