Sang til månens pris.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

TIL VERNER VON HEIDENSTAM.

(1. mai 1909.)

 Da solens pris så skjønt du sang,
jeg synge må til månens, -
skjønt den fik meget mindre rang,
ja stundom bare hånens.

 Men hvad blev solens gjærning til,
om natten ikke fulgte
og læsket under månens spill
den tørst, som dagen dulgte?

 Så mangt, som solens overflod
uvorrent slog i svime,
vant atter søvnens helsebod
i månens stille time.

 Ja, den som solens hårde glans
fortumlet og forsprængte,
blev ofte undt en liten stans,
når månens fred sig sænkte

 og svalet av, så sunn og grej
han røsterne fornemmet
ifra sit eget bedre jeg
og far og mor og hjæmmet.

 Og meget varmt og ømt, som for
i skjul, når solen stekte,
kom frem i månens sølvermor
og yndefull sig lekte.

 Ja, bakom månens brudeslør
blev rødmende befrugtet,
hvad solen under skarpt forhør
til avhold hadde tugtet.

 Så månen, ser du, kjære ven,
den er ej just for katten.
Hvor vilde også dagen hen,
om den ej hadde natten?

 Vort tankeliv, av solen skapt,
må deri dukke under,
hvis ej det vil gå helt fortapt.
Det vokser, mens det blunder.

 Av vore fædre solens gud
fik månens ved sin side,
at de som brudgom og som brud
i højden kunde glide

 og dele tiden med forstan
i arbejdsdag og hvile.
Ti da kan selv en ældre man
stærk til sit værksted ile

 og trykke på den kamp, som går,
sin klarheds skjønne stempel -
som du i Sverigs unge vår!
Du gir et stolt eksempel.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt