Sang ved maadeholdsselskabets høitid

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
Før Talen.


Er nu vor Haand og Læbe reen,
      i helligt Løftes Eder tvættet,
som Træets regnbeskylte Green
      og Blomstens Kalk med Duggen mættet:
da tør i Templets Hellighed
      til Herren Vi en Lovsang sende,
nu da af hellig Forbundseed,
      o Brødre, vore Læber brænde.

Det Bæger har Vi knust med Mod,
      hvorinden Syndens Flammer gjære,
som fagre Ungdoms sunde Blod
      og karsken Manddoms Marv fortære.
Ak, er det Roes, og Roes for Gud,
      at slukke Helveds egne Flammer,
at spilde Giftens Bæger ud,
      at læge arme Brødres Jammer?

O Hovmod er en Most saa stærk,
      den sødeste af alle Gifte,
og hvor forfængeligt vort Værk,
      om Druens Vi med den kun skifte!
Din Æren er, og ikke vor,
      o store Gud, vor Pagts Velsigner!
Men hver af Os i Næstens Spor
      er kun hinandens Efterligner.


Efter Talen.


Skjænk da vor Pagt din Miskundhed,
      din fadermilde Naades Styrke!
Den har din Priis til Øiemed,
      i Gjerning, Fader, Dig at dyrke.
Den Lasten vil af Armods Bo
      for evigen med Magt udjage;
hvi skulle sammen disse To
      altid sit usle Liv hendrage?

At hindre Taarens Atterkomst
      hos arme Hustru, at hun finder,
at Sundheds Rose staaer i Blomst
      paa egne og den Spædes Kinder:
-- o Dette er vort Forbunds Meed,
      og derfor vove Vi at bede,
o Fader, at din Miskundhed
      til Seiren maa vor Idræt lede.

At stoppe Synds og Armods Brønd,
      hvor frem fra Helvede den bryder,
og gjøre, at med Hyttens Søn
      vort Fædreland sig stoltest pryder:
-- o Dette er vort Forbunds Meed,
      og derfor vove Vi at bede,
o Fader, at din Miskundhed
      til Seiren maa vor Idræt lede!



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt