Sangen.

 Sangen har lysning, og derfor den gyder
over dit arbejd forklarelsens skin;
sangen har varme, og derfor den bryder
stivhed og frost, så det tø'r i dit sinn.
Sangen har evighed, derfor den skyder
fortid og fræmtid i hob for dit syn,
tænder uendelig attrå og flyder
bort i et lys-hav af længsler og lyn.

 Sangen forener, idet den fortoner
mislyd og tvil på sin strålende gang;
sangen forener, idet den forsoner
kamp-lystne kræfter i samstemmig trang:
trangen til skønhed, til dåd, til det rene!
- Nogle kan gå på dens lys-lange bro
højere, højere, fræm til det ene,
som ikke åbnes for annet æn tro.

 Fortidens længsler i fortidens sange
kaster vemodigt en aften-rød glans;
samtidens længsler i toner vi fange
in for en eftertids sjæl-fulle sans.
Slægternes ungdom i sangen har møde,
tumler sin stund i de tonende ord;
- fler æn vi aner, ja, ånder af døde
vugges i kvæld i vort festlige kor.