Secunden

Der blomstre Millioner Aar
I hvert vor Jords Secund,
Som Blomst den paa en Stengel staar
Fra Evighedens Bund.

Den slukner af og tændes til,
Den døer og gjenopstaar,
Det er af evig Livsens Ild,
At Jordens Pulsslag slaar.

See, hvert Secund med Liv blev fyldt
I Evihedens Daab,
Med Mindets Glands det blev forgyldt,
Og fik et Livsenshaab.

Ja hvert Secund, som iler hen
I de forsvundnes Hav
To Evigheder Gud til Ven
I For- og Frem-Tid gav.

Secundens Nu imellem dem
Af Død og Livet kyst,
Lig gylden Verden ruller frem
Af Nat og Dag belyst.