Sensommerdrømme

Sensommerdrømme
en sensommerkveld;
i hjertet et dæmpet,
det siste farvel.
Tungt hænger løvet
falmet og støvet:
Nu kommer mørkets tid
med død og døendes strid!
Fra haverne rundt mig en syrlig lukt
av høstmuld og rødnende frukt.

Ja, nu er det modningens mætte tid!
Ens gjerning er øvet,
hver evne prøvet
er fæstnet og dyrket med ytterste flid.
I nytende ro vi føler vort værd
og svinger til lystige hugg vort sværd -

Hist raslet et blad . . .
Her tier et kvad . . .
Hvad gjaldt den saa, al vor larmende færd?
Vaabenløs staar jeg en sensommerkveld
og blikker ind i mig selv.

Jeg drømmer og vinger, ei hærdet til flukt,
om blomster, som aldrig blev frukt.