Serenade

Sagte, Luth, som Aftnens Vinde
      hviskende i Lindens Top!
Sagte, at min Elskerinde
      ei inat du vækker op.
Let paa dine Toners Strømme
      flyde Slumrens Trylleri!
I det skjønne Liv idrømme
      hører hun min Melodi.

Naar Zefirer Tonen føre
      gjennem hendes Vindu tyst,
vil min Elskerinde høre,
      hvor det klinger i mit Bryst,
hvorfor Harpens Strenge løde
      stormende af Skjaldens Fryd,
hvis han lytted, naar de døde
      hen i stille Vemods Lyd.

Da en Gud idrømme leder
      salig mig til Hendes Bryst,
og hun hører Elskovs Eder,
      og hun føler Elskovs Lyst.
Og naar Kinden rosensprænges
      af det første Gry, som randt,
drømmende min Elskte længes
      efter, at det Alt var sandt.