Serenade (Krag)

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Paaa en mandolin med smekkre,
            blanke sølverstrenges rade
            vil jeg spille dig, min elskov,
            for en dæmpet serenade,
                    Du! Du!
            medens nattevinden suser
            sagte i jasminers blade.

Maanen seiler guldbleg gjennem
            lette skyslørs matte flammer,
            aander alvefine straller
            mellem havens tause stammer.
                    Du! Du!
            Jeg vil bede maanelyset
            stryge stilt ind i dit kammer.

Der er kun én fugl, som sunger,
            dæmpet, lokkende histude,
            medens maanestaller varsomt
            glider om din hvide pude.
                    Du! Du!
            Jeg vil bede fuglen nynne
            hele natten ved din rude.

Alle roser og jasminer --
            hvor de dufter allesteder.
            Og igjennem juninatten
            ders sødme blødt sig breder.
                    Du! Du!
            Jeg vil bede alle blosmter
            dufte for dig, hvor du træder.

Se, et tog af hvide engle
            svæver ned fra fjerne heie.
            Alle blosmter bange bæve
            og for skaren dybt sig neie.
                    Du! Du!
            Jeg vil bede alle engle
            værne alle dine veie.