Skibbrudet

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

"Himmel, frels os! Dette sorte
      Strøg derborte
er ei Skyer; det er Land!
Det maa Norges Kyster være;
og hvor nær vi Døden ere
viser os det krappe Vand."

Saa en enkelt Stemme skriger.
      Stormen stiger;
Ingen hører heller paa.
Men i Alles aabne Munde
staar det qvalte Raab: "tilgrunde
inden en Minut vi gaa!"

Ak! Saa lang en Frist ei gaves.
      Alt begraves
førend ud Sekunden randt.
Skibet, knust og overskyllet,
som en Geist i Jorden tryllet,
flux for fulde Seil forsvandt.

Men hvor Hvirvlen hvidest bryder
      op den skyder
langt om længe dog en Mand.
Det er Passageren: Jøden.
Ham alene, frelst fra Døden,
slynger Brændingen tilland.

Var ei Alles Time kommen,
      var alt Dommen,
at han skulde overbord.
Thi hvorfor mon kom vel Nøden,
tænkte de, om ei for Jøden,
den Fordømte, som ei troer?

Til Amerika, hvor Aandens
      og hvor Haandens
Frihed findes, stod hans Meed.
I Europa blev ham Brødet
altfor bedskt, i Taarer blødet,
og hans Kind af Skam for heed.

Braadsjø, flux tilbage hastet,
      har nu kastet
halvdød ham mod Kystens Væg,
som iblandt Europas Lande
løfter sig som Fries Pande
over Trælles lave Præg.

I en Revne mellem Stene,
      hvor alene
Muslingen kan Fæste faa,
har han ind sin Høire kilet,
Venstren stræber, vidt udspilet,
Tangens glatte Busk at naa.

Kun et Greb endnu, og inde
      vil han finde
sig i Frihedstemplet da:
bagom Kystens barske Rygge
i de frie Nordmænds trygge
gjæstfri Filadelfia.

Havet, kun tilbagegledet,
      bedre veed det:
Døningen sig frem igjen
skyder, liig en Midgardsslange,
opad Klippen forat fange
Ham, som klæber sig til den.

Sugende den greb ham, førte
      i oprørte
Bølgers Grav ham ud paany --
ak! som om den vidste, Norge,
det berømte, frie, borge
vilde ei en Jøde Ly?



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt