Skumring

Hvor roligt Havet hviler
I Rosendæmring under Himlens Bue,
Og Aftenstjernen smiler
Mod Dybet til sin Dobbeltlue,
Og Bølgen skjelver ved det underfulde Skue.

Hist, lig en ensom Svane,
Hentryllet paa de dybe Purpurstrømme,
Gaar hvide Seiler ad sin dunkle Bane.
Fjernt mine Længsler svømme,
Og følge Skibet under vemodsfulde Drømme.

Ak, vingeklædt er Sjelen;
Men Burets Gitter Flugten binder,
Og Livet er en kvalfuld Dvælen,
En Higen mod de fjerne Tinder,
Hvor Dagen fødes og hvor Aftenrøden svinder.

Tys! Vestenvinden vifter,
Og Taagesløret gaar fra Klippens Pande,
Og Himlen Farve skifter.
Svagt glimter Seilet mellem fjerne Strande,
Og Nattens Aander dale paa de dybe Vande.